Vredens dag

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Dreyers film er et usædvanligt smukt møde mellem mørke og lys. Om mennesker, som i troens navn ønsker at gøre det rigtige, men som forrådes af deres natur og begær.

Carl Th. Dreyers "Vredens Dag" fik premiere midt under besættelsen, i 1943, og det var fristende at læse historien som en allegorisk fortælling om tyskernes invasion, men det afviste Dreyer prompte. Filmens portræt af troens mennesker i 1620'ernes Danmark var først og fremmest baseret på et teaterstykke fra 1908, og dels var det en film, der burde kunne stå for sig selv. Typisk for Dreyer insisterede han på kunstens integritet i sig selv, og han ønskede ikke at værket skulle spændes for en dagsorden, der rakte ud over filmen selv.

Det er måske netop den indstilling, der gør, at Dreyers film er så langtidsholdbare. Med et klart fokus på at forløse historien i velkomponerede billeder, med en sublim fornemmelse for dramaets ebbe og flod, og med en vovet og bevægende indsats fra en lang række skuespillere formåede Dreyer igen og igen at producere eksistentielle og dybt bevægende film. Mest kendt er nok mesterværket Ordet eller Jeanne d'Arcs lidelse og død, men den mindre kendte "Vredens Dag" hører bestemt til i toppen af den danske filmskat. Det er helt fortjent, at filmen er røget med i kulturministeriets kanon.

Historiens omdrejningspunkt er – ligesom i "Ordet" – præstegården, her i 1620'ernes Danmark, hvor hekseforfølgelserne stadig præger tænkningen – og stadig er en mulighed dér, hvor der er sort magi på færde. Den aldrende enkemand, præsten Absalon (Roose), har giftet sig med den meget yngre Anne (Movin). Hun er rykket ind i præstegården, men terroriseres af Absalons bestemte mor (Neiendam). Anne skylder Absalon meget – Annes mor blev nemlig beskyldt for heksekunster, men som stedets åndelige autoritet reddede Absalon Annes mor fra døden. Nu er endnu en kvinde, Herlofs Marte (Svierkier), blevet beskyldt for at have indladt sig med den onde. Absalon forsøger at redde hende, men hun dømmes til døden og brændes på bålet. Anne opsøger hende, og det bliver sjælsrystende.

Samtidig har Anne forelsket sig i Absalons søn (Lerdorff Rye). I et svagt øjeblik, tynget af begivenhederne omkring hende og ikke mindst af Herlofs Martes ord til hende inden sin henrettelse, ønsker hun Absalon død. Og da netop det sker – at Absalon dør – bliver Anne grebet af frygt over, hvorvidt hun har arvet sin mors overnaturlige kræfter. Er hun - præstens enke - en heks?

Som Dreyers øvrige film er "Vredens Dag" et usædvanligt smukt møde mellem lys og mørke, skygge og sol. I præstegårdens mange karnapper og hjørner sniger uhyggen og tvivlen sig langsomt ind som brede, sorte skyer. Når man betænker, at filmen er næsten 70 år gammel, er det ikke mindre imponerende at se, hvordan Dreyer behersker de visuelle virkemidler, som i høj grad er med til at gøre historien levende. Og levende, det er den. Der tales et "gammelt dansk", men der er en friskhed i portrættet af mennesker, som i troens navn ønsker at gøre det rigtige, men som forrådes af deres natur og begær. Hele lokalsamfundets angst for hekse og portrættet af begæret som en art besættelse sættes op imod præstens oprigtige ønske om at være from og om at gøre det rigtige. Det er stærke sager, som i høj grad indbyder til en samtale om fanatismens natur og ikke mindst det gamle ord af Paulus om, at "det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg". Spørgsmålet, som filmen stiller, er ikke mindst, i hvor høj grad de bedste intentioner nogle gange kan gøre troen blind – og dermed dum. Anne bliver til sidst et offer, men spørgsmålet er: For hvad? På den vis præsenterer "Vredens Dag" sig med en lang række oplagte emner til diskussion. "Vredens Dag" bør ses. Så enkelt er det.

---