Voksne mennesker

Af: Michael Agerbo Mørch
Færingen Dagur Kári har lavet en ustyrligt morsom film om identitet, længsel og kærlighed.

Færørske Dagur Kári blev i den grad folkeeje med sin anerkendte indie-film "Noi Albinoi" fra 2003. Med sin kombination af ensomhed og længsel, flot lydkollage og fremragende flair for filmæstetik glimrede han ved sin første produktion. Filmen vandt hen ved 20 priser, og Kari blev anerkendt som kunstner, da hans band Slowblow stod for lydsiden.

"Voksne mennesker" er Káris opfølger på succesen. Og hvilken sekundant. Filmen er en bragende flot og fængende film. Så er det sagt.

Filmen er et æstetisk mirakel. Filmningen er rolig (sort-hvid) og lydsiden er elegant og rolig. Det er igen bandet Slowblow, der har produceret lydsiden. Man bliver grebet af den flotte kulisse – stor ros til fotograferne for den flotte kulisse.

Selve plottet er mangfoldigt. Graffiti-maleren Daniel lever et liv i en lukket kreds med få mennesker omkring sig. Hans nærmeste ven er den fedladne og stærkt usikre "morfar", hvis største drøm er at blive fodbolddommer. Livet er for disse to og deres venner en stille vandring uden for systemet. Lige indtil morfar og Daniel falder for den samme pige, den charmerende Francesca, også kaldet Franc. Det ender med, at Daniel får Franc, og det stiller Daniel og Franc i en uvant situation.

For Daniel, der har levet det meste af sit liv, som en rigtig hustler, kommer de presserende overvejelser nu. Den eskapistiske agenda han før har haft, passer ikke til livet med en kæreste. Specielt ikke da Franc "får en kage i ovnen". Store beslutninger må nu tages.

Parallelt til denne glade og lidt naive historie er byens dommer. Dommeren er i eksistentiel krise på trods af, at han modsat Daniel og morfar (og alle de andre) udadtil har et liv i balance. Som retsdommer har han anseelse og magt, men hans liv er alligevel uden mening. Kári rejser spørgsmålet, om karriere og penge alene kan bane vejen til et godt liv. Dommeren går også flere gange galt i byen, da han skal købe sodavand til sin datter, og ender med at købe Bacardi Breezer, som er en slags sodavand, men med alkohol. Efter min mening en genial, om end stille kritik af den sprutfyldte børnesodavand.

Eneste kritik af filmen er dog, at en seance med dommeren er for lang, og man mister lige kort fokus lidt over halvvejs i filmen. Det trækker den øverste stjerne fra, men gør den heldigvis kun en knivspids mindre elskværdig.

Filmen er en underholdende temavandring gennem storbyens rodløshed og de eksistenser, der befinder sig der. Man oplever på en insisterende måde, hvordan folkene prøver at stimulere sig selv for at få et godt liv. Men det er måske kun i den vanskelige og lidt voksne kærlighed mellem venner og kærester, at selve meningen med livet er. Eller hvad?

Jeg vil på det kraftigste anbefale denne film, som efter min mening bør være en pligt at se.

---