Voice From the Stone

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Om en dreng og hans fars kamp ud af sorgen over at have mistet deres mor/ægtefælle. En ung sygeplejerske prøver at hjælpe – men mærkelige magter modarbejder hende.

STEN I FLERE BETYDNINGER

Filmen foregår i 1950'erne i Italien på et stort gammelt gods. Kvinden i huset var en verdensberømt pianist, der for kort tid siden døde af en mystisk sygdom. Lige siden har drengen Jakob (Edward George Dring) været stum og faren Klaus (Marton Csokas), der er kunstner, har været ude af stand til at leve normalt.

En ung sygeplejerske Verena (Emilia Clarke), der har en del erfaringer i denne slags tilfælde, hyres til at hjælpe. Hun finder efterhånden ud af, at næsten alt på godset og i familien kan beskrives med sten. Det er et stenbrud, der for generationer siden gav familien dens rigdom. Klaus er billedhugger – han former sten. Og Jakob mener at kunne høre sin afdøde mors stemme, hvis han lægger ørerne til forskellige sten. Det kan være stenvæggene i slottet eller stenfladerne ved det nu nedlagte stenbrud, hvor der er en stor, dyb sø. Eller det kan være stenene i familiegravstedet: et kapel, hvor hver enkelt afdød har sin egen mindesten eller for nogens vedkommende en hel sarkofag. For Verena synes de hårdeste sten at være i Jakobs og Klaus' hjerter – og måske også i den gamle hushovmester.

Kærligheden
I filmens begyndelse ser vi den døende mor tage afsked med sin søn. Her lover hun ham, at der vil komme en ny mor til ham. Han skal kende hende på hendes kærlighed til ham. Løftet går i opfyldelse og Verena viser sig at have kærlighed nok til både far og søn.

Sorgen
Temaet i filmen er helt klart sorgen og vejen ud af den. Der lommepsykologiseres ganske tydeligt undervejs. Fx vil Jakob sikkert ikke tale, fordi han så er bange for ikke at kunne høre sin mors stemme mere. Og først, da han endelig tør sige sin første sætning: "Jeg er så ked af, at mor er død", kan helingsprocessen begynde. Verenas forsigtige måde at nærme sig Jakobs og Klaus' indre forstenede hjerter, rummer også en del god pædagogik/terapi på det populærvidenskabelige niveau.

Er det en gyser?
Filmen er opreklameret som psykologisk gyser. Der antydes godt nok et hav af uhyggelige ting, men ingen af dem sker i virkeligheden. Nogle af dem sker i Verenas mareridt, der tilfører filmen sit eneste ægte gys. Filmen opererer i en gråzone, hvor det ikke er til at finde ud af, om der er noget overnaturligt, eller det hele er psyke. På et tidspunkt begynder Verena også at høre morens stemme i stenene – eller gør hun? Vel egentlig en ganske typisk trend i mange danskeres efterkristne univers i dag: "Måske, måske ikke er der noget overnaturligt. Og er der, har det sikkert blandt andet noget med afdøde personers ånder at gøre." Instruktøren har prøvet at lægge et overraskede tvist ind angående det overnaturlige, men jeg er næppe den eneste tilskuer, der for længst havde regnet det ud. Filmen har en happy end, der ikke helt passer til den påståede grufulde genre. Jeg faldt bestemt ikke i svime over filmen, men jeg faldt heller ikke i søvn.

Dragemoderen
Det med at holde sig vågen skyldtes ikke mindst min nysgerrighed: kan Emilia Clarke spille andet end den ophøjede dragemoder i "Game of Thrones"? Vi har før - i filmen Mig før dig - set, at hun har et bredere repertoire. Og så vidt manuskriptet tillader det, udfolder hun det også i sin rolle som Verena - på sin typiske måde med hævede øjenbryn og skæve smil. Hun har helt sikkert en fremtid også efter Game of Thrones, hvis denne serie (suk) skulle stoppe en gang.

---