Vogterne

Af: Henrik Højlund
Krigsfilm uden krigsdramaets ydre spænding. Fokus er på kvinderne og børnene i krigens baggård, der må gøre alt det fysiske hårde arbejde i mændenes fravær. En smuk og stemningsmættet film.

KVINDERNE MÅ TAGE SLÆBET

Krigsfilm forbinder vi normalt med film, der udspiller krigen meget direkte for øjnene af os. Film med et spændingsmoment forbundet med krigsdramaets spænding. Den franske film "Vogterne" kan på en måde betragtes som en krigsfilm, bare helt uden krigens ydre dramatik. Den handler nemlig om dem, der måtte blive hjemme fra krigen, kvinderne især. Mødre, hustruer, søstre, kærester. Deres lidelser, deres sorg, deres savn.

Krigens konsekvenser
Vi befinder os i Frankrig under første verdenskrig, 1914 til 18. Denne ufatteligt meningsløse krig. Hvis man overhovedet kan forbinde krig med mening. Og det kan man jo for så vidt godt. Da f. eks. anden verdenskrig handlede om at standse nazismens umenneskelige fremtog. Men første verdenskrigs enorme mennesketab var komplet blottet for mening. Og denne meningsløshed følger vi nu konsekvenserne af i nogle få konkrete menneskers liv, en mor, en datter og en slags steddatter, og så en tjenestepige, som kommer til, fordi manglen på mandskab på gården er fatalt. Altså må kvinderne ordne det allermeste, også det traditionelt fysisk tunge mandearbejde.

Filmens første del er meget stilfærdig, uden egentlig handling. Vi lukkes lige så stille ind i disse kvinders hverdag. En søn får orlov fra krigen, men vender snart efter tilbage igen. En anden søn får også orlov. Han forelsker sig i tjenestepigen. Filmen kan i denne første del minde meget om den italienske film "Træskotræet" fra 1978, en meget stilfærdig film om helt almindelige menneskers hverdag på landet, med en vidunderlig fornemmelse af at komme helt tæt på noget dybt autentisk.

Smukke og stærke bønner
I filmens anden del udvikler kærestehistorien sig og bliver filmens egentlige omdrejningspunkt. Filmen mister lidt af sit tidligere omdrejningspunkt, det om kvindernes tunge vej i krigens baggård. Det er en smule ærgerligt, selvom historien sådan set er bevægende nok. Den føjer bare ikke noget nyt til den slags historier, som der er tusindvis af.

Undervejs i filmen er der et par scener fra en kirke med meget smukke og stærke bønner. Det giver et slags link til instruktørens film Om guder og mænd, en enestående stærk og original film om nogle munke i Algeriet. Beauvois er ikke helt oppe på samme niveau i "Vogterne", men han formår ved hjælp af meget få ord og til gengæld meget talende billeder at sætte en meget smuk og bevægende stemning også i denne film.

---