Vildanden

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Filmen er en australsk udgave af Henrik Ibsens skuespil. Men den er ikke særlig vellykket. Jeremy Irons overspiller fælt i hovedrollen.

Norske Henrik Ibsens (1828-1906) betydning for teater og dramaturgi kan ikke undervurderes. Som en af de første, der turde tage fat på de ting, man ikke måtte tale om, fik Ibsens dramaers intimitet en nærmest revolutionerende betydning for al scenekunst. De blev i begyndelsen betragtet som intet mindre end skandaløse. Ibsen skrev tilsyneladende ud fra en overbevisning om, at hvis man bragte sandheden ud i lyset, ville den sætte fri. Det er dog ikke tilfældet i "Vildanden", som er en højspændt og kompleks dramatisk fortælling med fatalt udkomme.

I "Vildanden", som er en australsk udgave af Ibsens norske stykke, møder vi familien Ackland. Harold (Jeremy Irons) og Gina (Liv Ullmann) lever sparsommeligt og tjener til livets brød ved at drive et lille fotostudie sammen. Harold drømmer om at opfinde en maskine, der kan gøre ham til en holden mand. Dette vil også hjælpe dem til at forsørge deres 13-årige datter Henrietta (Lucinda Jones) og Harolds far (John Meillon), der bor sammen med dem. Harolds far er lidt af en original. Han bor på loftet, hvor han har kaninopdræt (!), mens han drømmer sig tilbage til dengang, han var en soldat og jæger. Forgæves prøver han at glemme sin tid i fængslet og den straf, han fik for at stjæle tømmer. Sammen med Henrietta tager han fat på at helbrede en såret vildand, som Henrietta har fået.

En gammel ven – eller uven – vender tilbage til byen og skaber uro i den lille familie. Harold begynder at stille spørgsmålstegn ved, om han virkelig er Henriettas far, og disse spørgsmål får prøvelserne for deres ægteskab til at accelerere. At Harold og Ginas ægteskab langsomt, men sikkert, er ved at gå op i sømmene får indflydelse på både Harolds far og datteren Henrietta.

Problemet med filmatiseringen er klassisk: Transformeringen af et teaterstykke til filmlærredet skal foregå på en sådan måde, at intimiteten bevares, men det skal gerne være mere end blot filmet teater. Instruktøren Henri Safran forsøger med forskellige kameravinkler at løfte dramaet, men fortællingens dialogbårne tyngde trækker filmen med sig ned, og det bliver altså en lidt tung affære. Det hjælper heller ikke, at den normalt uovertrufne Jeremy Irons overspiller fælt i hovedrollen. Det er meget lidt pænt at se på, og det kolliderer fuldstændig med Liv Ullmanns velkendte underspil. Med Jeremy Irons' højoktan-optræden placeret i midten af filmen har instruktør Safran kun mulighed for at skrue op for volumen, når dramaet skal intensiveres, og det bliver pludselig lidt mere råbende og kaotisk, end den ellers ret stringente Ibsen nok havde forestillet sig.

Også symbolismen med lys/mørke, trappeopgange - og ikke mindst: den sårede vildand - bliver lidt anstrengende. Det er en skam, når filmatiseringen på denne måde kommer til at skjule den oprindelige styrke i Ibsens skuespil, men det er desværre tilfældet her. Så hjælper det jo heller ikke meget, at den tekniske overførsel til dvd gør, at filmen ser mudret og uklar ud som et gammelt VHS-bånd.

Det er en skam. Man kunne ønske, at dramaet havde fået en bedre filmatisering. Den tankevækkende pointe i stykket var jo den, at "tager man en mands livsløgn fra ham, berøver man ham muligheden for lykke" – en tidløs morale, der godt kunne fortjene en respons og eftertanke eller to. Vandrer vi som mennesker rundt i løgne? Har vores selvbilleder nogen rod i virkeligheden?

Har du lyst til et stort, teatralsk drama kan du sikkert fint få noget ud af "Vildanden". Næste gang jeg vil se Ibsen vil jeg dog nok foretrække teateret!

---