Vikings: Valhalla sæson 1-3 (serie)

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Flot og forrygende serie om vikingetiden, som var præget af overgangen til den kristne tro. De historiske milepæle er bevaret, men der er satset væsentlig mere på underholdningsværdien.

LANG, FLOT OG LIDT KLICHEAGTIG SERIE 

Så vidt, vi får at vide, er den pompøse og lange saga om vikingerne nu til ende med ”Vikings: Valhalla”.

I "Vikings:Valhalla" har vi foretaget et spring på ca. 100 år i forhold til serien ”Vikings”. Dermed er der naturligvis også et nyt persongalleri. De tre absolutte hovedpersoner gennem alle 3 sæsoner er: Leif Erikson (Sam Corlett), hans søster Freydis Eiriksdottir (Frida Gustavsson) og Harald Sigurdsson (Leo Suter). Ved at følge disse tre samt en sværm af andre mere eller mindre betydningsfulde personer (der alle kan dø med ganske kort varsel), fører serien os igennem nogle voldsomt turbulente år i Englands og Nordens historie. De historiske milepæle er bevaret, men ellers skal man ikke tro, at man ser et doku-drama: der er satset væsentligt mere på underholdningsværdien end på videregivelse af historiske facts. Dog er det en nydelse at se, hvordan dragter, bygninger mm. ofte er rimelig autentiske i forhold til den skildrede tid.

En tid med mange brudflader
Mens "Vikings" begyndte med vikingernes første blodige og barbariske landgang i England, slutter Valhalla med, at de sidste ”ægte” vikinger søger mod nye lande langt mod vest, mens resten af folket assimileres i forholdsvis fredelige kulturer, hvor man i hvert fald ikke har plyndring som hovedindtægtskilde og stolthed. Og hvor man er gået fra asatro til kristendom. Serien har næsten altid 3-5 plotlinjer kørende samtidig, hvor man springer fra den ene til den anden – ofte med få minutters mellemrum. De tre hovedpersoner er naturligvis altid med i nogle af disse linjer.

Seriens handlinger drives af nogle ret gentagne brudflader, der måske kan deles op i disse tre grupper: Englands oprindelige befolkning og ledelse er nu blandet med vikinger – og dermed har vi to rivaliserende grupper med et hav af intriger og dertilhørende mord samt nogle krige hist og her.

Den gamle tro på de nordiske guder udfordres af kristendommen. Denne kamp er ikke alene eksistentialistisk. I ethvert samfund dengang var religionen et af de vigtigste midler til at binde samfundet sammen og styre det. Så lederne bekæmper ganske naturligt den trosretning, som de ikke selv tilslutter sig. Hvor vi i "Vikings" så vikinger slagte munke, ser vi nu kristne konger jagte hedninger. Kærlighed, venskab, troskab og forræderi er naturligvis også meget vigtige ingredienser i denne serie.

Kamp på alle områder
Mens det seksuelle skildres ret ærbart og ofte meget flot, er der meget mere fokus på vold og dertilhørende spandevis af blod. Der er tvekampe, der er militære slag (nogle gange krydret med nogle spektakulære strategiske eller tekniske finesser), der er snigmord osv. Kongekroner falder af afhuggede hoveder i stor stil, for stræben efter magt er en voldsom stærk drivkraft i serien. Dog kan politisk rænkespil ofte udrette mere end en kampøkse…

Klicheer
Der er faktisk en del gode overraskelser på flere planer gemt i serien. Men der er også mange klicheer, forstået som faste former, man hurtigt aflæser, og som derfor gør mange ting ret forudsigelige. Et par eksempler: når heltinden er i tvekamp, er hun altid ved at tabe midtvejs, men vinder i sidste øjeblik. Når man møder en ny person, der tydeligvis er kristen, er det næsten altid en skurk. Og i det hele taget tager det ofte ikke ret lang tid at afgøre, om en ny person er god eller ond. Der er enkelte mere komplekse personskildringer – det taler til seriens fordel. Men underholdningsværdiens krav om sort-hvide penselstrøg med stærke nuancer af fordomme, er langt hen ad vejen tilgodeset. Serien er tydeligvis primært lavet for at tjene penge ved at give os i den brede masse nogle underholdende timer.

Freydis: Religionernes møde
Det er selvfølgelig helt korrekt historisk set, at de steder (fra Konstantinopel i Øst til England og Norden i vest) var præget af overgangen til den kristne tro. Denne overgang var stort set sket i de fleste af disse områder, men nu når den helt op i Norden. Det er også givetvis korrekt, når serien skildrer, at både de datidige udgaver af asatro og af kristendom har varieret meget og slet ikke altid fulgte den pågældende tros grundværdier. Men igen: tro ikke du lærer ret meget historisk her – fx når en hedensk begravelse låner det meste af sin liturgi fra kristendommen og når de fleste kristne mener, at Guds kærlighed byder dem at slagte dem, der ikke tror på ham.

Hovedsympatien ligger naturligvis på vikingernes gamle tro, og Freydis er næsten en gudinde i menneskeskikkelse i sit blodige forsvar for den gamle tro og sin fuldstændig kompromisløse karakter. Samtlige positive skildringer af personers intime forhold til deres gud er da også fra asatroen, mens kristendommen skildres stiv og fjern og ret unaturlig – i de almindelige klicheer om den katolske kirke. Skulle man læse lidt om en anden udgave af den kristendom, der rent faktisk prægede store dele af England, skal man læse om de keltiske kristne. Men skulle de have været repræsenteret i serien, ville selv Freydis have fået værdig modstander. Og det får hun ikke. De er alle til hobe mere eller mindre magtliderlige svinske mænd, der kun fortjener, at hun hugger dem ned.

Leif og Harald: magt eller videnskab
De to mandlige hovedpersoner er lidt mere blandede i deres helte-profil. Harald er hele tiden båret af sin ambition om at blive Norges konge og siger selv på et tidspunkt, at denne ambition og dens grådige begær er en stor fare for ham. Trosmæssigt er han kristen - men i sin helt egen udgave. Leif går fra hedning over "måske kristen" til primært at holde sig til den videnskab, der begynder at finde vej fra øst til vest (og som senere blomster voldsomt op i det kristne "Europa", eller hvad man må kalde det i middelalderen). Begge kan både bruge hovedet og øksen, men især Leif opfinder nye ting – der så til hans rædsel også kan misbruges. Hans store drøm er at nå frem til at finde det land, nogle mener at have set, men ingen helt har fundet.

Selvfølgelig får de to allersidst i sidste afsnit deres historiske navne: Harald Hårderåde (norsk konge fra 1046) og Leif den Lykkelige (der fandt Nordamerika længe før Columbus "opdagede Amerika").

Lang underholdning
De i alt 24 episoder tager sin tid. Så er man til lange serier, får man virkelig noget for pengene. Samtidig kan det vel aldrig helt undgås, at der går lidt metaltræthed i en lang serie, og at klicheerne vokser. Men alligevel er "Vikings: Valhalla" god underholdning (næsten) hele vejen igennem.

Kan ses på Netflix. Sæson 1 fås på dvd og blu-ray.

---