Victoria & Abdul

Af: Ketty Dahl
En flot film, hvor Judi Dench stråler. Men handlingen ender i politisk korrekthed, og desværre er historien helt i tråd med tidsånden, hvor enhver gøres salig i sin tro.

VICTORIA OG ABDUL

Vi skriver 1887 i filmen "Victoria og Abdul". England er verdens største kolonimagt med dronning Victoria som overhoved. I anledning af dronningens 50 års jubilæum sendes den unge inder og kontorassistent, Abdul Karim, til England for at overrække en sjælden mønt til majestæten. Til begges overraskelse og til hoffets udelte bekymring og rædsel bliver det til et højst besynderligt og umage venskab mellem dronningen og den muslimske Abdul. Det er dette venskab, der skildres i filmen. Dronning Victoria er på dette tidspunkt en dame på 81, der keder sig højlydt ved hoffet med alle dets stive regler og overfladiske ceremonier.

Hoffet og Victorias søn, Bertie, den kommende konge, ser i starten forbløffet til, da dronningen tager Abdul til sig, først som tjener, senere som "munshi"/lærer, hvor han blandt andet lærer hende at skrive og tale urdu og underviser hende i Koranen. Senere bliver han i den grad en torn i øjet på det snobbede hof, der under ingen omstændigheder kan klare, at dronningen er parat til at adle Abdul. Han er trods alt "kun" inder! Han er underklasse! Han er en plebejer, - at adle ham ville sætte spørgsmålstegn ved det fastcementerede britiske hierarki. Så hoffet med kronprinsen i spidsen gør, hvad de kan, for at få Abdul til at falde i unåde, men Victoria har taget ham til sig, nærmest som en søn, og hun modtager kritikløst og med beundring Abdul, når han kommer med sine korancitater. Hendes egne børn finder hun forfærdelige og snobbede, men i Abdul finder hun en, der ser ind bag ved titlen som dronning og ser mennesket.

Britisk humor
Judi Dench, der spiller Victoria, er som sædvanlig fremragende. Det er kort sagt hendes film. Omkring hende er et stjernegalleri af nogle af Englands bedste karakterskuespillere, der leverer skøn britisk, underspillet humor. Den første del af filmen er særdeles morsom med mange komiske indslag, der afslører hoffets og overklasse-Englands opblæste højrøvethed og spidder den fuldstændig i al dens pomp og pragt. Hoffet virker i virkeligheden mere latterlig end ophøjet. Man sidder og klukker højlydt med.

Tynd historie, der taber pusten i politisk korrekthed
Abdul bliver en brik i en magtkamp mellem dronningen og kronprinsen, og hun er parat til at ofre hele hoffet for at gennemtvinge, at de skal acceptere hendes valg af Abdul. Der er lagt op til drama, og det kunne have udviklet sig til en oplagt og tydelig samfundskritik af måden, man opførte sig på som kolonimagt, men historien fuser i den henseende ligesom ud. Skuespillet fra Judi Dench er eminent, men historien, der ellers har elementerne i sig til en spændende fortælling, kan ikke bære en hel film. Man identificerer sig ikke med rollerne og kommer aldrig rigtigt ind under huden på Abdul. Han forbliver overfladisk og éndimentionelt skildret, når han storsmilende og med store øjne går rundt på slottet. Og man får på fornemmelsen, at i stedet for et menneske af kød og blod, bliver han kun et symbol på tolerance. Faktisk er hans indiske ven, Mohammed, som kommer til England sammen med ham, meget mere facetteret og interessant som karakter. Dertil kommer, at det generer mig gevaldigt, at filmen pludselig midtvejs skifter karakter og bliver voldsom politisk korrekt.  Der lægges megen vægt på, at Abdul er muslim. Man ser i slutningen Abdul sidde ved dronningens dødsleje og citere Koranen og bede bønner til Allah for hende. Og da hun giver udtryk for angst for døden, er det Abdul, der med udgangspunkt i sin tro trøster hende. Det er således islam, der får sidste ord og leder hende på vej i døden, og det virker som en klar politisk og måske også religiøs kommentar fra instruktørens side.

Er denne afsluttende scene historisk korrekt, må vi som kristne sige, at det er en fattig slutning på livet og en ringe trøst. Man får nemlig indtrykket, at det er lidt ligegyldigt, om man taler ud fra et kristent eller et muslimsk udgangspunkt. At det er ligegyldigt, hvad man tror på, når bare man tror. Men enhver bliver ikke salig i sin tro, det er en løgn.

Selv om det er dybt sympatisk med venskabet mellem dronningen og hendes indiske lærer, kan fremstillingen af venskabet dog også komme til at fremstå som en slags hvidvaskning af den undertrykkende og magtfulde kolonimagt, som briterne var i Indien. Det virker nærmest, som om Victoria er uvidende om Englands magtudfoldelse i Indien, som hun aldrig selv besøgte. Igen er det kun Abduls indiske ven, Mohammed, der tør sige sandheden om forholdet til briterne, men hans kommentarer kommer desværre kun til at stå som parenteser og sidebemærkninger i fortællingen.

Judi Dench - engelsk films ukronede dronning
Filmen er ualmindelig flot filmet. Store smukke landsskabsscener, store udstyrs-, kostume- og kulisseopsætninger, og intense og nærværende nærbilleder. Det i sig selv gør filmen seværdig. Det interessante i historien er mest, at den i nogen grad bygger på en virkelig beretning, som først nu er kommet frem i dagens lys. Victorias efterladte sørgede ellers for at begrave historien om Abdul sammen med hende, men nu er dagbøger fra Abdul dukket op, og disse lægges til grund for beretningen om dette usædvanlige venskab.  Filmen har helt klart sine meget sjove scener, men den politiske korrekthed gør den anstrengt til slut. Den er mest værd at se på grund af Judi Dench, der har en magnetisk tiltrækning, når hun med megen kontrolleret mimik folder sig ud. Et løftet øjenbryn kan sige en hel del, når det øjenbryn sidder på Judi Dench.

---