Verdens værste menneske

Af: Niels Christian Askholm
Oslo er scenen for fortællingen om den ubeslutsomme Julies gebærden sig ind i voksenlivet. Et ægte generationsportræt, der er værd at sætte tænderne i.

WHAT DO YOU WANT? 

”Verdens verste menneske” er et tragikomisk og realistisk generationsportræt i 12 akter (foruden pro- og epilog). De 12 akter er nedslag i Julies liv, som det udspiller sig over en årrække. Rollen som Julie spilles overbevisende og charmerende af Renate Reinsve, og sikrede hende prisen for bedste kvindelige skuespiller ved sidste års festival i Cannes. Den dobbelt Oscar-nominerede film er afslutningen på Joachim Triers uofficielle Oslo-trilogi bestående af Reprise fra 2006, ”Oslo, 31. august” fra 2011 og nu "Verdens værste menneske" fra 2021.

Karakterer fremfor karakter
I prologen møder vi den unge Julie, der netop er startet på medicinuddannelsen. Hun er karikaturen på den moderne 12-tals-pige, der selvfølgelig ønsker at gøre sine gode karakterer gældende og udelukkende på dén baggrund har valgt uddannelse. Hurtigt finder hun dog ud af, at kirurgi og det med kroppen faktisk ikke siger hende noget. Så hun skifter til psykologi, da det er det indre, der virkelig interesserer hende. Efter en tilfældig affære med sin psykologiprofessor slår det hende, at hun da skal være fotograf, for hun er egentlig ret visuelt anlagt. Julie bruger således sine sidste penge fra studielånet på at købe et kamera og begiver sig ud i det kunstneriske miljø i Oslo.

I dette filmiske forord møder vi en smuk og begavet kvinde sidst i 20'erne, som ikke har fundet sig selv. Hun har spillet sin spidsborgerlige rolle til UG med kryds og slange, men mangler dybde i sin personlighed og identitet. Den fortvivlelse det ultimativt fører til, drager hende væk fra det legemlige og sjælelige (lægevidenskaben og psykologien) og i bedste kierkegaardske stil over i det æstetiske (fotografi). Den overfladiske og visuelle verden, hvor narcissismen, hedonismen og det momentane regerer. Et sted, hvor frygten for kedsomheden og angsten for at vælge forkert, lammer netop dette: Valget.

Portræt af en kvinde. Et livsstadie. En generation
Det lyder umiddelbart dramatisk, men faktisk giver ”Verdens værste menneske” langt henad vejen et realistisk bud på en nordeuropæisk kvindes livsvandring fra ung til voksen i det 21. århundrede. Både i stil og fortællermæssigt temperament.

De 12 øjebliksbilleder illustrerer på alvorsfuld og satirisk vis Julies liv og hendes valg eller mangel på samme. De inviterer seeren ind i hendes glæder og sorger ved sine parforhold, berører spørgsmål om utroskab og grænser, forhold til forældre og valg om uddannelse, beskæftigelse, børn. Filmen udstiller generationsforskelle, de styrende følelser ved forelskelse, bedrøveligheden ved break-ups og trippet ved psykedeliske svampe. Derudover behandler den aktuelle tematikker som miljø, klima, SoMe, krænkelseskultur og #MeToo på respektfuld, men humoristisk vis. For eksempel beskylder en ældre, mandlig bekendt Julie for "womansplaining", men ender med selv at mansplaine begrebet "mansplaining" for hende.

Filmen portrætterer det symptomatiske for en ubeslutsom generation, der får stress og FOMO af at have alle muligheder i verden. En generation, der konstant afbrydes af notifikationer og hvis koncentrationsevne ikke rækker længere end en treårig med en iPad. Filmen er samtidig et højstemt digt til generationen, der værdsætter og prioriterer ungdommeligheden, den personlige frihed, samfundsdebatten og erotikken.

"Ja, jeg elsker dig. Men jeg elsker dig ikke"
At være verdens værste menneske handler ikke om at være et ondt menneske – krigsforbryder eller voldspsykopat for eksempel – men mere om den manglende evne til at være menneske, så at sige – altså ikke formå at udrette noget med sit liv, ikke være i overensstemmelse med sine omgivelser og ikke vide, hvad man selv vil, og ikke kunne håndtere de følelser, man tilsyneladende føler, på en konstruktiv måde.

Sådan er det for Julie, som føler sig som en tilskuer til sit eget liv. Julie er begavet. Julie er charmerende. Hun er vellidt. Passioneret. Festglad. Julie har fornuft. Julie har følelser. Julie er menneske - men hun er dårlig til at være det. I forsøget på at leve konsekvensfrit, lever hun med konsekvenserne heraf.

Triers portræt er ærligt og virkelighedsnært. Julies karakter er troværdig og på trods af hendes karakterbrist og sårende adfærd overfor sig selv og sine relationer, så er hun relaterbar og sympatisk. For selvom hun er verdens værste menneske, fremstår hun paradoksalt nok meget menneskelig. Det gør Triers fortælling fabelagtig.

Norsk filmkunst fra øverste hylde
Joachim Trier gør samtidig brug af filmmediets mange virkemidler til at understrege sine handlingsmæssige pointer. I første ombæring kan de virke malplacerede i den ellers socialrealistiske stil, men faktisk giver de et frisk pust ind i en til tider langsommelig og triviel hverdagsfortælling. Hvordan illustrerer man eksempelvis forelskelsens følelse af, at tiden går i stå, og det eneste, der i momentet betyder noget som helst, er den elskede? Et moment, hvor alle andres liv og inputs er sat på pause. Jo, det gør man ganske enkelt ved faktisk at sætte tiden i stå og lade alle andres liv pausere. Et pudsigt og stærkt virkemiddel. Et andet eksempel er lejlighedsvis brug af en fortællerstemme, der simultantolker Julies tanker og dialogen med kæresten. Selvom det næsten føles som at se et afsnit af Emil fra Lønneberg med Jesper Christensens bløde voice-over-genfortælling, så medvirker det til at understrege Julies oplevelse af at være birolleskuespiller i eget liv.

Joachim Trier skinner som et lys i mørket på den norske nattehimmel. For Norge har ikke tradition for at være nogen stor filmnation. Der er langt mellem snapsene i højfjeldet og med "Verdens værste menneske" cementerer Joachim Trier sin egen position som en af Norges vigtigste og største filminstruktører gennem tiden. Et anbefalelsesværdigt filmdrama, der kryber sig op over tærsklen til de fem stjerner.

Filmen er kommet på dvd.

---