Venom

Af: Christian Riis Jensen
Reporteren Eddie Brock får færten af, at et firma bruger hjemløse som prøvekaniner i forsøg på at binde dem til symbiotiske livsformer fra det ydre rum.

SKURK I HOVEDROLLEN 

Man skal ikke forvente den superheltefilmmagi, som Marvel ellers kaster om sig med. Filmen er produceret af Sony, som også har lavet de seneste The Amazing Spider-Man-film med Andrew Garfield i hovedrollen, men der skal ikke forventes samme kvalitet. Dog er filmen underholdende og i den grad seværdig.

Filmen "Venom" handler om reporteren Eddie Brock, der har et nyhedssegment, hvor han graver dybere ned i historierne, end de fleste andre tabloidjournalister i San Francisco. Han får til opgave at interviewe ejeren af det bioteknologiske institut Life Foundation, Carlton Drake, men får skarp besked på ikke at spørge ind til de kontroverser og retssager, der sværmer om ejeren og firmaet. Eddie ignorerer den sidste del og udnytter, at hans kæreste er advokat og arbejder som forsvarer for instituttet i retten og derfor har fortrolig information på sin arbejdscomputer. Eddie bliver fyret, og det gør hans kæreste også, så hun går fra ham, og hele Eddies verden ramler sammen om ørerne på ham.

En af videnskabsfolkene kontakter Eddie 6 måneder senere, fordi hun er vidne til, at Carlton Drake blandt andet benytter sig af hjemløse som prøvekaniner, i forsøg på at binde dem til symbiotiske fremmede livsformer hentet i det ydre rum. Hun hjælper Eddie med at bryde ind på laboratoriet, men i et forsøg på at frigøre en af de hjemløse - som han kender fra et gadehjørne - fra fangenskab, binder en af symbioterne sig til ham.

Monster, superskurk eller antihelt?
Rumvæsen-symbioten Venom er velkendt for fans af Spider-Man-filmene og især tegneserierne. Han er før set i Spider-Man 3, der havde Tobey Maguire i hovedrollen, men der er det en markant anderledes Venom, man møder. "Spider-Man 3" følger de oprindelige tegneseriers historie, mens Sony har givet Venom sit eget præg. For eksempel, så fik Venom i tegneserierne sine kræfter, fordi den bandt sig til Spider-Man, og er mere eller mindre en sort slimklat, der ikke har nogen personlighed, men som forvrænger værtens sind. I denne film, har Venom kræfter fra starten. Den har aldrig mødt Spider-Man og har en personlighed, der er altafgørende for historien.

"Venom" er endnu et bud på en såkaldt ”"antiheltefilm", som man før har oplevet med Deadpool. Filmen har ikke en helt i hovedrollen med et bestemt sæt superheltekræfter, et image, der inkluderer superheltedragt, heltenavn og faste grundregler, eller en skurk med en ond plan der skal bekæmpes. Man ved faktisk ikke, om det er en helt eller en skurk, som man sidder og hepper på i løbet af filmen.

Det viser sig især, når det kommer til de personlighedsmæssige forskelle på Eddie Brock og symbioten Venom. Man oplever den kæmpe forskel på at være et menneske med en morale og at være et dyrisk rumvæsen med morderiske tendenser. Venom har dyriske instinkter og har en enorm appetit, som blandt andet stilles ved at æde mennesker. Det har Eddie naturligvis et problem med, og han må gøre en indsats for at holde Venom fra at æde folk, selvom det hænder en håndfuld gange i løbet af filmen.

Underholdende - dog teknisk ringe
Tom Hardy er fantastisk i rollen som reporteren Eddie Brock, der kommer igennem en følelsesmæssig rutsjebane, i løbet af filmen. Han brillerer især, da symbioten Venom begynder at kommunikere med Eddie, og der sker en masse besynderlige ting, som får ham til at se ud som om, at han er ved at miste forstanden.

Filmen underholder og er fed at se, da den skiller sig ud fra normen blandt tidens Marvel-film. Men den har dog så utroligt mange skønhedsfejl, at det kan ødelægge en ellers god filmoplevelse, hvis man bider sig fast i dem. Der er uendeligt mange temaskift, der kan gøre én i tvivl om, hvilken genre film det er, man ser. Det er, som om de vil have seeren til at følge med i en handling, hvor der skiftes stemning hurtigt og brat. Der er drama, klassiske kampscener, scener med væmmelse som formål, gys, romantik, humor og flere til, og der er sjældent nogen flydende overgang mellem dem. Humoren er lige i skabet, så det er en skam, at de ikke fokuserede noget mere på det og måske sløjfede gyset, som er ekstremt ineffektivt.

---