Vandringsmanden (1979)

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En science fiction film med masser af kristen symbolik af den russiske filmmager Andrei Tarkovsky. En film som kræver noget af tilskueren.

Det er en meget mærkelig film, "Vandringsmanden" af Andrej Tarkovskij. Tarkovskij er en af de sagnomspundne filmmagere, som har inspireret en lang række af instruktører med sine få, lavmælte og langsomme film. Denne her er en science fiction film, der foregår i fremtiden. Den er indspillet i Sovjetunionen i slutningen af 1970'erne uden CGI-hjælpemidler eller det, der ligner, men alligevel fremmaner Tarkovskij et underligt goldt, ødelagt og mørkt landskab, der virker troværdigt. Det ligner ikke det, vi har lært at forvente af science fiction film, men den underlige klaustrofobiske fornemmelse af, at noget er galt, rammer Tarkovsky plet med.

Og noget er helt galt i denne fortælling. En meteor har ramt og ødelagt et hjørne af jorden. Myndighederne har afspærret området og gjort det ulovligt at færdes i det, der nu bedst kendes som Zonen. Måske derfor går der så mange vandrehistorier og skrøner om stedet. Det siges, at netop der, hvor meteoren landede, findes et sted, hvor man kan få alle sine ønsker opfyldt.

To mænd, en forfatter og en videnskabsmand, ønsker at finde ind til det hemmelige og forbudte sted. De allierer sig med en vandringsmand, som har foretaget flere rejser – ikke uden omkostninger – ind i Zonen. Sammen drager de tre mænd ind i området for at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Rejsen bliver en ekskursion på vej mod livets mening.

Filmen er fyldt med kristen symbolik. Billedet på vand som en dåb støder vi på flere gange. Et barn citerer Johannes' Åbenbaring, og der er elementer i filmen, der som i lignelsen om den fortabte søn peger på en hjemkomst til Gud som en begivenhed, hvor det enkelte menneske møder en ubegrænset kærlighed. Også fisken ser vi til allersidst; et gammelt kristent symbol på den forløsning, de første kristne fandt i Kristus.

Tarkovskij skød lange film, og han er generøs med pauser og lange klip. Det kræver altså noget af tilskueren at se "Vandringsmanden" udfolde sig. Hvis man kan lade sig gribe af den underligt klaustrofobiske fornemmelse, filmen præsenterer, så vil man nyde at se, hvordan de tre mænd langsomt bliver stillet over for flere ret så centrale spørgsmål i livet. Man vil nyde at holde øje med de billeder, Tarkovskij forsigtigt drysser ned over fortællingen. Den fysiske rejse for de tre bliver også en indre rejse, på vej mod noget ukendt, måske skræmmende, måske noget godt. Tarkovskij er fantastisk dygtig til at formidle de rejsendes følelser og overvejelser, men altså, en del vil nok finde hans fortællestil lige omstændelig nok.

På forunderlig vis kommer man til at heppe på de tre mænd. Man vil gerne se dem nå deres mål – og samtidig bliver det mere og mere tydeligt, at rejsen i sig selv er så rig og så tung, at det er den, der betyder noget. Måske er den vigtigere end målet. Jo mere det går op for én, hvor ond Zonen er, jo mere længes man efter, at de tre rejsekammerater finder deres mål som en katedral, som et tempel fyldt med mening og fred.  Måske fordi man selv netop længes efter det.

---