Valhalla

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
To menneskebørn kommer til Valhalla, men ender med at stikke af. Der er alt for mange distraktioner i en ellers lovende spillefilmsudgave af Valhalla.

AT VÆLGE AT VÆRE EN GUD

I en tid hvor Disney er i fuld gang med at lave live-action remakes af deres arvesølv i form af deres klassiske tegnefilm, ser vi nu selvsamme transformation af "Valhalla" fra 1986 som i 2019-udgaven giver liv til Tjalfe, Røskva, Thor, Loke og alle de andre guder, mennesker, Fenrisulv og jætter.

I den nye opdatering er mange af de kendte elementer fra 1986-udgaven med - og dermed også kendte elementer fra tegneserien af Peter Madsen - men dog levendegjort i ny dyster udklædning og jætteskøn grimhed.

Tilbage til Valhalla
Røskva og Tjalfe er de to menneskebørn, som en aften får guddommeligt besøg af tordenguden Thor med følge af den luskede Loke og de to bukke, som trækker Thors vogn over himmelrummet. Under det festlige besøg slagter Thor den ene ged, da den efterfølgende kan vækkes til live, hvis alle knogler er intakte. Tjalfe lokkes af Loke til at brække et ben over, og det resulterer i en halt ged, da Thor lader knoglerne genopstå. Straffen er, at Tjalfe skal med til gudernes rige - Valhalla, for at tjene som træl. Den viljestærke lillesøster, Røskva, sniger med, og snart besøger de selveste Odin og alle de andre mægtige guder i verden.

Og her i de store almægtiges tronsal formaster den stædige pige sig til at afbryde gudernes grublerier over den forestående trussel mod (intet mindre end verdens undergang) - Ragnarok, da hun opfanger en indre stemme om, at hun er udvalgt til en stor skæbne. Fenrisulven er nemlig på spil, og hvis den ikke tøjres, går verden under. Midt i al balladen synes Røskva, det hele er for meget, så hun stikker af med en modvillig Tjalfe og den enfoldige Quark, som snart kommer i knibe med de onde jætter. Det hele kulminerer i den mytiske dyst, hvor Thor danser med døden.

Virkemidler i Valhalla
Filmanmelderduoen er ikke nødvendigvis helt enige, men selvom man må sige, at der er mange interessante greb og fiduser fra Fenar Ahmad (Ækte vare, "Underverden"), der viser hans potentiale, så blev den konstante brug af håndholdt kamera og mørke/naturlige lyssætning for den ene i sidste ende til en distraktion, der modsat intentionen gjorde det svært at finde ind i filmen. Og for den anden understøttende for den mørke og dystre fortælling, når vi ser filmen gennem naturmennesket i gudeverdens øjne.

Fortællingen er også ret bumpet, med alt for mange tråde, der aldrig bliver forløst, karakterer, der aldrig bliver bragt i spil, og uforståelige valg og beslutninger fra dem, der bliver. Skuespillet er heller ikke på topniveau, men det er også svært at spille pompøse actionguder på dansk. Alt potentialet i fidusmageren Loke, får for eksempel aldrig ordentlig plads, og det er kun Røskva, der dog næsten er lidt for god, der er ordentligt udfoldet som karakter.

Om guder og mennesker
De mægtige guder er, som vi kender dem fra den nordiske mytologi - en forsamling med fejl, kævlerier, intriger og dårlige træk, der næsten kan matche de onde jætter. Og i Ahmads fortolkning bliver det derfor menneskene, der må holde kursen, når guderne svigter deres ellers guddommelige pligt. Til sidst bliver moralen noget med, at det er godt at være modig og guddommeligt at handle godt.

Det er jo Grundtvigs skyld, at vi er så bevidste om vores oldtidsmytologi, efter at han nyoversatte i 1800-tallet, og han brødes også lidt med, præcis hvorfor de var værd at bruge tid på. I en overgang er han klar til at erklære Thor og Kristus for brødre, men ender med at give udtryk for, at vores nordiske arvegods forklarer noget om, hvem vi er som folk, og giver os livsoplysning, og også som en slags Nordens Gammel Testamente kan pege frem mod Kristus.

Om den gør det i Ahmads fortolkning er et godt spørgsmål. Han henter elementer, bl.a. at håbet og troen skal hentes hos barnet, men i sidste ende bliver det lidt en plat omgang, når de svage guder, skal sætte ord på børnenes heltedåd. De svage nordiske guder er næppe en trussel for noget som helst her. Det er ikke dem, man har lyst til at følge.

Men det menneskesyn, som filmen giver udtryk for, bliver også frygteligt endimensionelt, når det er en 10-årig pige, der gør alting rigtigt, og dermed er filmens moralske vinder. At hun både skal søge at gøre det rigtige i egen kraft, samtidig med at hun er udvalgt til en større skæbne, gør begreberne forvirrende - og i sidste ende meningsløse.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---