Unforgiven (serie)

Af: Per Breindahl
Skal man altid tilgive? Kan man tilgive? Hvem kan tilgive en person, der som 17-årig er dømt for at have skudt to betjente og nu prøveløsladt.

Ruth Slater (spillet af Suranne Jones) er netop sat på fri fod efter 15 år bag tremmer.  Hun har opført sig eksemplarisk, og fængselspersonalet er enige om, at det er en anden kvinde, der løslades, end den 17-årige, der blev sat ind for mordet på to betjente. Ruth har en stor drøm – hun vil finde det eneste familiemedlem, hun har tilbage, lillesøsteren Lucy, der var 6 år og blev bortadopteret, da Ruth blev sat i fængsel.

Under de mange år i fængslet har Ruth skrevet til søsteren næsten hver dag, men ikke en eneste gang har hun fået svar. Det er der en rigtig god forklaring på. Lucys adoptivforældre mente, at det ikke var sundt for hende at blive mindet om sin tragiske fortid, der på så dramatisk vis adskilte de to søstre.

I filmen følger vi også lillesøsteren, de to sønner af den ene af de dræbte betjente, advokatfamilien, der bor i huset, hvor de tragiske politimord fandt sted, og familien, der adopterede lillesøsteren. De har alle deres at kæmpe med. Søsteren har store selvværdsproblemer og er netop kørt galt, sønnerne er opslugt af at få hævnet faren og har travlt med hver deres beskidte affærer, advokatfamilien er plaget af en poltergejst, der driver gæk med dem, og adoptivforældrene kæmper for at holde sammen på familien og holde Ruth på afstand.

Filmens helt store spørgsmål er: Er mordene utilgivelige. Skal Ruth have en ny chance? Kan man forlange, at børn af en myrdet bare skal lægge fortiden bag sig og tilgive? Er 15 års fængsel nok for at tage to liv? Er det rimeligt at forhindre to søstre at have forbindelse til hinanden, uanset hvad baggrunden er? Spørgsmålet ingen stiller er: Hvorfor blev de to betjente skudt?

Forbrydelse, straf, hævn, tilgivelse, skyld, skæbne er centrale temaer. Filmen giver masser af stof til eftertanke, og masser at tale om, hvis man er flere, der ser den sammen. Hvordan ville vi reagere, hvis det var os, der var personerne i filmen?

Historien er relevant, selvom det heldigvis er de færreste, der har en politimorder tæt på. Men alle har sikkert oplevet handlinger, vi kan have svært ved at tilgive, uforklarlige begivenheder og lysten til hævn. Filmen minder os om at se bagved den tilsyneladende overflade. Minde os om, at der kan være andre versioner af en historie end den første, vi får fortalt. Minde os om, at der selv bag de værste forbrydere gemmer sig et menneske.

Filmens hovedtema om tilgivelse lægger op til, at vi kunne stå med en rendyrket kristen film. En film, der får Guds altomfattende tilgivelse til at virke endnu større, når den sættes op imod, hvor svært vi mennesker har ved at tilgive. Men bortset fra et enkelt sted i filmen, hvor der tales meget direkte om, hvor svært det kan være at tilgive, er der intet, der tyder på, at filmen er ude i et kristent ærinde.

Filmen får fem meget velfortjente stjerner, heraf skal de fire gå til forfatteren. Historien er bygget godt op, og vi får en række skæbner præsenteret, hvor det er let at identificere sig med de fleste. Filmen var tæt på den sjette og sidste stjerne, men den er for rodet i starten, den er lidt for lang, og det er ærgerligt, at det er en miniserie på 1x3 episoder, hvor man undervejs må igennem resume og glimt af næste episode – spol bare over det! Historien fortjener at blive genindspillet som spillefilm - og der går rygter om, at den er på vej – med Angelina Jolie i hovedrollen!

Hvis filmen bestilles hjem, så vær opmærksom på ikke at få den forvekslet med Clint Eastwoods western med samme titel.

---