Under sandet

Af: Jacob Engholm Bøytler Rahbek
Stærkt gribende film om tyske soldater, der blev sat til at rydde miner på vestjyske strande efter anden verdenskrigs afslutning.

EN STÆRK OG BRUTAL FILM

Nogle film har den egenskab, at de på den ene side er ubehagelige at se, men samtidig dragende, spændende og fængende. En sådan film er "Under sandet".

Umiddelbart efter anden verdenskrig fik Danmark overdraget ca. 2.000 tyske soldater, som blev sat til at finde, desarmere og fjerne mellem 1,5 og 2 mio. miner fra strandene på vestkysten. I sagens natur en livsfarlig opgave, men danskerne er også bedøvende ligeglade med, om tyskerne mister livet. I "Under sandet" følger vi en flok tyske soldater – unge drenge – som under ledelse af den danske sergent Carl Leopold Rasmussen (fremragende spillet af Roland Møller) bliver sat til at rydde et stykke vestjysk strand for miner.

Fra begyndelsen af filmen er det ganske tydeligt, at danskerne efter fem års besættelse hader tyskerne, hvilket virker ganske logisk. Alligevel er det ubehageligt at se sergenten gå amok på en nedslået tysk soldat og at se, hvordan danskerne med foragt i stemmen taler til tyskerne. Her i 2017 virker det ubarmhjertigt og ondt, men i tiden efter besættelsen forekom den opførsel formentlig meget naturlig.

En interessant udvikling
Scenen er altså sat: En gruppe helt unge tyske drenge skal kravle rundt i det minerede sand og med de bare næver fjerne minerne - med stor fare for at springe i luften. Uden at afsløre for meget kan jeg nævne, at ikke alle overlever den farefulde mission. Det gavner naturligvis ikke stemningen i gruppen, når en af deres kammerater rammer en mine og mister arme, ben og til sidst livet.

Sergent Rasmussen har til opgave at sørge for, at opgaven bliver udført. Drengene arbejder hele dagen og overnatter i en simpel og faldefærdig fiskerhytte. Et virkelig trøstesløst liv. Det virkeligt interessante i filmen er at opleve den udvikling, sergenten gennemgår. Naturligvis kan han ikke i tre måneder gå op og ned ad 12-15 tyske drenge, som han kunne være far til, uden at udvikle en form for sympati for dem. Det viser sig tydeligst, da han en dag giver dem en fridag og selv deltager i en fodboldkamp med dem på stranden. Den gode stemning får dog en brat ende, da sergentens hund rammer en mine i et område, som burde være ryddet og sikret. Straks vælder hævngerrigheden og indebrændtheden op i ham, og blik og toneleje forvandles igen.

Hævn og tilgivelse
"Under sandet" er ikke præget af store monstrøse effekter og et hårdtpumpet lydbillede. Tværtimod er det en stille film, som lægger op til eftertænksomhed samtidig med, at intensiteten langsomt opbygges, og spændingen holdes gennem filmen. Hele tiden lurer risikoen for, at en mine bogstaveligt talt springer, med død og ødelæggelse til følge. Som handlingen skrider frem, og vi kommer tættere og tættere på filmens karakterer, som samtidig kommer tættere og tættere på hinanden, øges også følelsen af tab, hver gang gruppen bliver mindre. Filmen foregår på få lokationer, alle med det til fælles, at omgivelserne er simple og rolige: Stranden, klitterne og fiskerhytten. Det er med til at skabe den trøstesløse stemning, som filmen er præget af. Her er ikke megen opmuntring at finde. Ikke engang et dagligt måltid mad kan det blive til, indtil den dag, hvor sergent Rasmussen stjæler brød til de udsultede tyske drenge.

Det store tema i filmen er hævn og tilgivelse, som altid er relevante temaer. Som tilskuer er det nærliggende at overveje, hvordan man selv har det med at tilgive andre, og om man måske kan se sig selv en lille smule i sergent Rasmussen. Det tænker jeg, at de fleste mennesker kan, selvom hans hævngerrighed selvfølgelig er ekstrem, og situationen er markant anderledes end vores. Dog skal perspektiveringen ikke trækkes langt, inden vi i dag kan finde parallelle eksempler: Terrorister, krig og flygtningekrise.

---