Tysktime

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Den unge Siggi skriver en stil om sin barndom under krigen i det nordtyske marskland. Hans far var politimand og lod pligten komme før venskab med kunstneren Max. Derfor konfiskerede han Max's malerier.

PLIGTENS GLÆDER OG FARER 

Drengen Siggi (Levi Eisenblätter) er vokset op mellem to modpoler, nemlig sin far, politimanden Jens Ole Jepsen (Levi Eisenblätter), der er den lokale politimyndighed, og sin gudfar Max Ludwig Nansen (Tobias Moretti), der er kunstmaler (inspireret af Emil Nolde). I åbningsscenen er den unge Siggi (Tom Gronau) fængslet i en form for opdragelsesanstalt, hvor de har tysktime. Det er få år efter afslutningen af anden verdenskrig. Læreren skriver emnet for en stil på tavlen. "Pligtens glæder". Efter timen afleverer Siggi et blankt stykke papir, for emnet udløser så mange erindringer og oplevelser, at han ikke kan få styr på det. Det blanke papir udløser en straf, som er, at han bliver sat i enecelle, hvor han skal blive, indtil han har skrevet stilen. Det kommer til at kræve en del stilehæfter.

Pligtfølelse fører til fjendskab
Skrivningen af stilen bliver rammen for filmen, som er Siggis erindringer om sin barndom under anden verdenskrig. Jens og Max er vokset op sammen og er nu venner og naboer i det øde marsklandskab lige syd for den dansk-tyske grænse. Men så kommer der et brev fra Berlin til politimanden. Al "entartede" (degenereret) malerkunst skal beslaglægges, og kunstneren skal have påbud om ikke mere at male.

Jens følger sin pligtfølelse og møder op hos Max, hvor han beslaglægger alle billederne og befaler, i henhold til brevet fra Berlin, at Max ikke mere må male. Nu begynder konflikten, for Max har også en form for pligtfølelse, nemlig et moralsk behov for at modsige myndigheder, der misbruger deres magt. Siggi bliver en brik i de to mænds voksende fjendskab. Jens bruger sin søn som spion i malerens værksted, og Max sniger sig til at bruge Siggi til at ydmyge Jens i offentlighedens øjne.

Opgør med nazismen med stor aktualitet
"Tysktimen" er en filmatisering af den kendte roman af samme navn af den tyske forfatter Siegfried Lenz. Tysktimen udkom i 1968 og var et led i den tyske traumebehandling efter nazismen. Formålet med romanen var blandt andet at gøre op med den tendens, mange tyskere havde til at undskylde sig med, at de kun gjorde det, de fik befaling om at gøre. Pligt er ikke kun at følge en ordre. Det kan også være at gå imod en ordre, der er umoralsk.

Egentlig handler filmen ikke om krigen, men om det totalitære styres magt over de undersåtter, der er oplært til at rette ind og følge en befaling. Dermed bliver budskabet universelt. Det er måske netop grunden til, at den gamle roman bliver filmatiseret nu, hvor det stærkt højreorienterede spøgelse stikker sit hoved frem igen i visse hjørner af det politiske billede i Tyskland - og vel også andre steder i Europa.

Film med mange lag
"Jeg ville jo så gerne have gjort dig til et brugbart menneske," siger Jens et par gange til sin søn. Jens gør onde ting, men han ønsker inderst inde at være en god familiefar. Den blinde pligtfølelse løber bare af med ham. Hvad et brugbart menneske er, fremgår måske af den tyske talemåde "Arbeit Macht Frei" (Arbejde gør fri), som stammer fra midten af 1800-tallet, og blev kendt i forbindelse med koncentrationslejrene. Talemåden er en parallel til stileemnet "Pligtens glæder".

Der gemmer sig en masse symbolik og mange sindbilleder i filmen, som vi hver for sig må fortolke. Der er en fortælling om et barn, der skal finde sine ben i en meget konfliktfyldt situation. Der er en fortælling om en mor (Sonja Richter), der skal vælge mellem loyalitet mod sin mand eller mod sine børn. Der er konflikten mellem tryghed og orden på den ene side og ytringsfrihed og åndsfrihed på den anden side.

Vejret, dyrelivet og det smukke, flade landskab bruges poetisk og med stor effekt. Det er meget af vejen en mørk og knugende film, men der er absolut også lyspunkter og glimt af håb. En smule humor bliver der også plads til. Men først og fremmest er det en film, der tager sig god tid, og den fortæller sin historie tydeligt. Trods det, sidder vi efter de to timer tilbage med en fornemmelse af, at der gemmer sig mange lag, som måske kan hentes frem ved at se filmen igen eller ved at læse romanen.

Filmen er kommet på dvd.

---