Tyrannosaur

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En barsk socialrealistisk fortælling om brudte skæbner og tro på Gud. En dyb og realistisk historie uden happy end.

Joseph
I byens dårligste kvarter lever Joseph (Peter Mullan). Efter sin kones død består hans liv af druk, slagsmål og spil hos bookmakerne. Hannah (Olivia Colman) er også i kvarteret hver dag. Hun driver en genbrugsbutik her, men bor selv i et af de pæne kvarterer. De mødes, da Joseph noget pludseligt tumler ind i butikken i sit forsøg på at skjule sig fra nogle forfølgere. Joseph gemmer sig på gulvet bag et tøjstativ. Hannah spørger, om hun kan hjælpe med noget, men Joseph svarer ikke. Til sidst beder Hannah for ham, inden han forsvinder.

Næste morgen finder hun ham siddende uden for butikken – temmelig forslået. Heller ikke denne gang tager han imod Hannahs tilbud om hjælp. Hverken til at komme på skadestuen eller til at blive bedt for igen. Joseph beskylder hende for at være en overklassedame med sit på det tørre. Én, der bare driver genbrugsbutik for at udfylde et tomrum i sit liv. Og Gud ønsker han slet ingen kontakt med!

Hannah
Alligevel udvikler der sig et forhold mellem disse to, da det viser sig, at Hannah også har sit at slås med, nemlig en voldelig ægtemand, James (Eddie Marsan). Egentlig er Joseph selv en af slagsen, hvilket han senere i forløbet betror Hannah. Og i øvrigt reagerer han oftest på andre mennesker ved at tæve dem. "Jeg er en ubehagelig person," siger han selv. Alligevel finder de to sammen for en tid. Hannah kommer ind i Josephs miljø af værtshuse og venner, der er lige så "skæve" eksistenser som ham selv. Han beder Hannah hjælpe en af hans døende venner med at komme herfra. Hannah beder for vennen og er senere med til begravelsen. Under det efterfølgende gravøl oplever vi hende gå på opdagelse i dette for hende ukendte miljø, hvor hun mærker både glæde og sammenhold midt i de mange frustrationer. Hvordan Hannah klarer sine egne frustrationer, skal ikke røbes her, men hvis man leder efter en happy end, skal man ikke se denne film.

Troen
Paddy Considine vælger helt bevidst, at den ene af de to hovedpersoner skal være aktiv kristen. Han siger: "Da jeg lavede research, faldt jeg over en genbrugsbutik, hvor fulde folk af og til kom ind og fik luft for deres vrede mod de frivillige, der arbejdede der. En af kvinderne ville lukke døren og bede for dem. For det meste var hun bange, men hun havde denne tro, som overvandt alt."

I sin film vælger Considine altså klart et kristent tema – men Hannah har tilsyneladende ikke en tro, der overvinder alt? Hun oplever i hvert fald store frustrationer mod Gud, fordi han ikke ændrer James – der for øvrigt selv siger, at han beder Gud om at ændre ham, så han ikke længere er voldelig. Heller ikke hendes bønner for Joseph ser ud til at gøre den store forskel.

Det er derfor noget svært at blive klar over, hvad filmens budskab er. Scenen er sådan set klar nok: to personer, der begge har dybe problemer i deres liv og oplever det som håbløst op ad bakke. Den ene beder til Gud, den anden gør ikke. Men hvad vil denne film så sige os? At det er lige meget, om man beder til Gud eller ej? Eller vil den sige: "Gud hører faktisk Hannahs bønner – men han besvarer dem på en måde, så det kan være rigtig svært at genkende Guds hånd!" Se filmen og bedøm selv. Filmen er rigtig seværdig, dels på grund af det dygtige skuespil, og dels fordi den så modbydelig realistisk afdækker nogle skæbne-typer, der desværre findes alt for mange af – også i Danmark.

Se også Monsteret inden i os.

---