Tulipanfeber

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En farverig rundtur i en historisk meget spændende by, hvor både handel og kærlighedsliv kunne skabe skønne bobler, der let bristede.

FORSKELLIGE PARFORHOLD

Holland i 1630'erne. Holland er på dette tidspunkt Europas handelsplads med Amsterdam som centrum. Netop i denne by møder vi Cornelis Sandvoort (Christoph Waltz), der er en af byens meget rige handelsmænd. Desværre er han fattig på familie. Hans kone og børn er alle døde, og han ønsker sig brændende en arving. Derfor får han en ny, ung kone fra nonneklosteret, der hjælper forældreløse piger ved at opfostre dem og senere afsætte dem som fx hustruer.

Den unge kvinde, Sophia (Alicia Vikander) prøver at falde ind i rollen. Cornelis er rar og gemytlig, men har sine problemer i sengen, hvor der fra begge sider udelukkende foregår noget af pligt. Men resultatet udebliver: Sophia bliver ikke gravid. Cornelis bestiller den unge maler Jan Van Loos (Dane DeHaan) til at male et portræt af ægteparret. Inden længe har Sophia og Jan naturligvis en affære, ligesom for øvrigt køkkenpigen i huset, Maria (Holliday Grainger), har en affære med fiskehandlerens unge bud.

Tulipanfeberen
Holland er kendt for blandt andet sine tulipanløg. Men på denne tid var handlen med de mere sjældne tulipanløg løbet løbsk. Priserne steg og steg og mange købte i en slags feberrus, fordi de vidste, at priserne ville stige i næste uge. Stort set samme økonomiske boble-effekt, som vi på det seneste har set på huspriser her i Vesteuropa. Flere af hovedpersonerne spiller med i dette hasard-spil og ruineres naturligvis, da boblen brister. De mange maleriske scener fra datidens Amsterdam indeholder da også en del fortættede scener fra aktionerne for tulipanløg. Abbedissen - lederen af nonneklosteret (Judi Dench, der som sædvanligt spiller varmt og underfundigt), dyrker også tulipaner i klosterets have og er en del af feberen.

Farce eller drama
Handlingen skal ikke røbes. Men jeg sad tilbage i sædet med dyb tvivl om, hvorvidt dette var en farce eller et drama. Temaer som kærlighed, utroskab, rigdom, fallit og den slags lægger op til drama. En del scener i filmen prøver at leve op til denne genre. Andre dele af filmen – både i dens plot og dens scener, er så latterligt banale og urealistiske, at de leder tanken hen på en farce, hvor vi bare skal grine. Fx er Cornelis så latterlig naiv og godtroende, at det vist næppe kan forenes med en knivskarp købmand, medmindre vi er ovre i farcens foragt for virkelighedens grænser. Dette trækker ret meget ned i oplevelsen af filmen, hvor jeg aldrig blev revet ret meget med i de mange intriger og ulykkelige begivenheder - som man for øvrigt oftest let kunne forudsige. Sophia spilles meget blodløst og stift, mens Maria til gengæld repræsenterer kvindekønnet med al den kropslighed, impulsivitet og følelsesfuldhed, man kan ønske. Af hele persongalleriet er hun den eneste, der virker naturlig, og dermed redder hun filmen fra kun at få to stjerner af undertegnede – sammen med den skønne beskrivelse af Amsterdam i 1600-tallet.

Forsyn eller forbrydelse
I det samfund, filmen foregår i, tror alle på den kristne Gud. Meget interessant – men desværre nok utilsigtet – stiller filmen på dette område mange dilemmaer op. Når fx en godtroende mand ikke kan forstå, hvorfor den gode Gud lader ham opleve det og det – samtidig med at vi ved, at han oplever disse ting, fordi andre mennesker foretager sig noget, som Gud absolut ikke ønsker, de skal gøre. Eller når en af disse personer forsøger at skjule sine gerninger ved at sige, at det var "Guds vilje", at det skulle gå på den måde. Brug og misbrug af Gud og hans vilje er altid et relevant tema i et kristent samfund (eller for den sags skyld et muslimsk eller jødisk samfund). Men temaet forfølges ikke med dybere tanker i filmen, der i den grad savner nogle lidt dybere lag, der kunne give ballast og kurs-stabilitet til dette farverige skib, der driver hid og did med alle sine flagrende sejl og flag. Abbedissen er med til at rode det hele sammen, da hun i slutscenen medvirker til, at vi aner, at det hele alligevel ender i lalleglad happy ending – men ikke ubetinget en ending, som en abbedisse burde kunne velsigne.

---