Tryllefløjten

Af: Peter E. Nissen
Filmatiseringen af Mozarts opera Tryllefløjten kan virke som introduktion til operaens verden.

Denne film er endnu et eksempel på de adskillige filmatiserede operaer, som er lavet i de senere år. Den engelske skuespiller Kenneth Branagh har filmatiseret Mozarts opera Tryllefløjten, som oprindelig blev skrevet på tysk i 1791. Ligesom i operaen følger filmen det samme musikalske og stort set det samme litterære forløb. Til gengæld er rammerne omkring handlingen meget ændret.

Hovedpersonen Tarmino bliver reddet fra døden af Nattens Dronnings hjælpere. De sørger for at han få et billede af hendes datter Parmina, og han bliver forelsket i hende. Hun er fanget på Sarastros slot, og dronningen lover Tarmino datteren, hvis han befrier hende.  Han får en partner i fuglegøgleren Papageno, som også drives af længslen efter en kæreste. De skal dog gå igennem forskellige prøvelser, før de kan få den, de elsker.

Mozart var frimurer og handlingen er inspireret af frimurernes tro og tænkning.  Derfor har operaen nogle sære symbolske elementer i handlingen, som kan være svære at gennemskue. Mens den oprindelige handling er en kamp mellem overtro og fornuft, har Branagh tilpasset det til en moderne spænding mellem kvinder og mænd og til spørgsmålet om krig og fred.

Branagh har valgt at sætte handlingens ramme omkring en historisk krigsscene. De oprindelige tyske tekster er konsekvent oversat til engelsk. Kender man operaen på forhånd, kan det i begyndelsen virke noget bizart, men efterhånden giver de nye rammer omkring den gamle musik og handling mening.  Der er ingen tvivl om, at den sære handling bliver mere filmisk ved det, og derved styrkes filmens sammenhængskraft. I forhold til film er opera nemlig en langsommelig affære med lange arier, som konstant truer med at få filmens flow til at bryde sammen. Her er det dog en fordel, at Mozart har komponeret en sprudlende og lettilgængelig musik til den.

Sammenlignet med film i almindelighed kan filmen "Tryllefløjten" virke noget tung og tvivlsom. Til gengæld kan filmen tjene som introduktion til operaens verden for dem, som ikke har mod på at opsøge de store teaterhuse. Ved at bruge filmens dramatiske og sceniske virkemidler peppes operaens lidt støvede image op. Til gengæld kan det forvirre, at projektet både vil være en nutidig film, en gammel opera og en moderne historie på samme tid. Hvis formålet med filmen er at gøre opera lettere tilgængelig for nutidige mennesker, er det et prisværdigt forsøg. Men instruktøren har på trods af Mozarts lettilgængelige musik ikke valgt den letteste opera til det formål. Hvis formålet er at gøre Tryllefløjtens underlige historie nutidig og vedkommende, er det et velkvalificeret forsøg, men jeg sidder alligevel tilbage med en tvivl på projektet. Da jeg kender operaen godt, kan det tjene som mit orienteringspunkt, men jeg spørger mig selv, om nybegyndere får mere lyst til opera ved at se filmen? Måske. Men her må flere gerne hjælpe mig med kommentarer.

I forhold til et opbyggeligt budskab forbliver denne version af Tryllefløjten gådefuld. Man kan forsøge at gætte sig til de bagvedliggende lag, men ligesom i den oprindelige opera forbliver det underligt uforløst. Meningen i Tryllefløjten er omdiskuteret, og man skal nok være indviet i frimurernes hemmeligheder for helt at kunne fange budskabet. Kunstnernes præstationer er glimrende, og det kan godt være, at opera på film er fremtiden. Men indtil videre foretrækker jeg alligevel en levende version i teatret med den intensitet, som kunstnernes nærvær giver. Det kompenserer nemlig for operaernes ofte absurde handlinger, og det magter Branaghs version desværre ikke at gøre. Men nyde musikken – det kan man!

---