TIL KAMP FOR SANDHEDEN
Hvis en gruppe journalister vil fortælle en skandalehistorie om den siddende præsident, må de hellere være helt sikre på dokumentationen. Er kilderne troværdige? Er dokumenterne ægte? "Truth" tager os med ind i journalisternes arbejde i redaktionen på den store amerikanske tv-station CBS i 2004.
Journalisten Mary Mapes (Cate Blanchett) er journalist og producer på nyhedsprogrammet "60 Minutes", der har den legendariske Dan Rather (Robert Redford) som studievært. Filmen indledes med, at Rather får en pris som en meget troværdig nyhedsmand, og Mary Mapes er ved at afslutte den mediehistorie, der afslørede den amerikanske hærs overgreb i Abu Ghraib-fængslet i Irak. Så kommer Mary Mapes på sporet af, at George W. Bush ved hjælp af sit indflydelsesrige netværk i sin tid undgik at komme til Vietnam som soldat. I stedet aftjente han - på en meget forsømmelig måde - sin værnepligt som pilot i Nationalgarden. Mary Mapes samler en lille arbejdsgruppe, som går på jagt efter holdbar dokumentation. Det er denne jagt, der er det bærende i filmens første del. De arbejder under pres, for ledelsen vil have nyheden i luften inden et bestemt tidspunkt. Der er kun to måneder til præsidentvalget, hvor George W. Bush satser på genvalg. Arbejdsgruppen beslutter, at deres dokumentation er holdbar, og nyheden bliver sendt.
Filmens anden del handler om den kritik, der hurtigt blev rettet mod de dokumenter, der skulle bevise historiens sandhed. Mary Mapes og hendes team fastholdt, at deres oplysninger om George W. Bush's militærtid var korrekte. Det lykkedes dem også at tilbagevise nogle af angrebene på dokumenterne. Det handlede blandt andet om, hvorvidt man på det tidspunkt, hvor dokumenterne blev skrevet, kunne lave et hævet th på en skrivemaskine. Da filmen er baseret på virkelige hændelser, kan man let google historiens slutning, men vi røber den alligevel ikke her.
"Truth" handler om troværdighed i mediernes nyhedsstrøm. Er det etisk i orden at bringe en kontroversiel historie, hvis man er overbevist om dens sandhed, men er usikker på nogle detaljer i dokumentationen? Mary Mapes giver et sted i filmen udtryk for en voldsom frustration, da det lykkes for hendes modstandere at kvæle en væsentlig nyhedshistorie ved at fokusere på bogstavafstand og skriftfonde i dokumenterne i stedet for at undersøge sandhedsværdien i historiens kerne. I ekstramaterialet får virkelighedens Mary Mapes og Dan Rather ordet. Interesserer man sig for journalistik og troværdighed i nyhedsstrømmen, kan det meget anbefales at bruge lidt tid på dette indslag. Her møder vi to journalister, der er forskrækkede over, at nyhedsmedierne i så høj grad bliver styret af økonomi og krav om underholdningsværdi. Dan Rather mener, at de unge afviser nyhedsmedierne, fordi det i alt for høj grad er kommet til at handle om propaganda og underholdning. Manglen på seriøs og kritisk nyhedsformidling er katastrofal for demokratiet.
"Truth" er værd at se alene for den underholdning, der ligger i historiens spænding. Den bæres i høj grad af en række fremragende skuespillere. Cate Blanchett spiller som om, hun helt personligt har noget i klemme - og det har hun måske også. I hvert fald udtrykker hun i ekstramaterialet en stor respekt for det, journalisterne på CBS gjorde. Robert Redford har tidligere haft roller som journalist - blandt andet i "Alle præsidentens mænd" om optrævlingen af Watergate-skandalen. En film som "Truth" har meget til fælles med.
Filmen knytter ikke direkte til ved bibelske temaer, men gennem det hele går et spørgsmål om etik og troværdighed, som er væsentligt for os alle. Filmen er baseret på Mary Mapes' bog Truth and Duty (Sandhed og pligt).