True Grit

Af: Michael Agerbo Mørch
Af: 04
Coen-brødrene lægger hele prærien ned med denne fremragende fortolkning af en good-old western-klassiker.

Personligt ser jeg altid frem til, at Coen-brødrene smider en ny film på gaden. Forventningerne var ikke mindre denne gang, det fine persongalleri taget i betragtning, og jeg blev bestemt ikke skuffet!

Der er noget specielt over westerns! På en særlig måde ligger der nogle dybe temaer gemt i handlingen, næsten pr. automatik, for heltedåd, mod, vold, hævn, liv/død etc. er en del af gamet i "det vilde vest". Det kommer tydeligt til udtryk i gamle klassikere som "Vestens hårde halse", "Den gode, den onde og den grusomme" (begge Sergio Leone), og også i nyere film som Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford og min personlige favorit: 3:10 to Yuma.

Også i "True Grit" er de store temaer rullet ud. De ligger som selve grundlaget for denne medrivende fortælling. Vi følger Mattie Ross (Steinfeld) på hendes hævntogt. Hun er taget til byen for at få lovens lange arm til at hjælpe med at lade retfærdigheden ske fyldest, efter at hendes far er blevet skudt. Den speedsnakkende og gammelkloge 14-årige tøs har så meget ben i næsen, at hun får overtalt den fordrukne sherif Reuben "Rooster" Cogburn (Bridges) til at tage med. Cogburn er kendt for at være hurtig på aftrækkeren, og det er noget Ross kan lide. På deres færd støder de to på den overivrige Texas-ranger LaBoeuf (Damon), der også er ude efter skurken Tom Chaney (Brolin).

Chaney er flygtet ind i et indianerreservat, hvor banderne florerer, og hvor det ikke just er en dyd at følge spillets regler. I den lille gruppe opstår der konstant intriger, og folk må afgøre, om man kæmper for egen sag (og pengepung) eller for fælles bedste. Mattie Ross må snart sande, at intet i denne verden er gratis - undtagen Guds nåde - som en hestesælger siger til hende i starten.

Filmen er på én gang en typisk western og et spændene skridt væk fra den gamle genre. Coen-brødrenes speciale - de lange samtaler med de mange punchlines - anvendes lystigt. Af og til bliver det endda morsomt, men ikke på en kantet og upassende måde, men på en naturlig og charmerende måde. Man er ganske enkelt i godt selskab.

Filmen følger måske lige rigeligt de klassiske kneb, med en krise 2/3 inde i filmen etc., men det er ikke noget, der generer nævneværdigt. Det irriterer mig til gengæld, at baggrundsmusikken er så tyktflydende. Jeg kunne godt have tænkt mig en større opfindsomhed der, men det kører bare derudaf med patosklaver og fyldte strengeharmonier o.lign. Det bliver måske lige rigeligt, når himlen også er rød og støvet hvirvler. På den anden side, er det selvfølgelig med til at holde filmen til genren, så det gør måske ikke det store?

Skuespillerne er formidable, og specielt Jeff Bridges (der faktisk i første omgang havde sagt "nej" til rollen!) stråler som fordrukken, cigaretrygende og skydegal cowboy. Opløbet er ret tæt, men måske ligger der en Oscar og venter på ham her sidst på måneden?!?!?

Kort sagt: Filmen er et mesterværk, som bør ses af alle. Den er godt lavet, spændende og har en historie, som er værd at fortælle. Jeg er begejstret over, at Coen-brødrene føjer endnu en sublim film til deres i forvejen lange samling.

---