Troldmanden fra Oz

Af: Peter E. Nissen
Filmens status som klassiker er fuldt fortjent, den kan betragtes som kanon og burde være en obligatorisk del af børns dannelse.

Den gamle filmklassiker er blevet restaureret og pudset af i en ny version. Det må virkelig siges at have pyntet! Det giver filmen en glans og glød, som bestemt gør den seværdig i dag. "Troldmanden fra Oz" er en af de film, som er blevet sendt igen og igen ved juletid, og som jeg har set flere gange som barn. Denne status som klassiker er fuldt fortjent, og filmen kan betragtes som kanon og burde være en obligatorisk del af børns dannelse.

Filmen er bygget over L. Frank Baums bog af samme navn og er et klassisk eventyr over udviklingstemaet om at gå fra barn til voksen. Historien er glimrende og på højde med H.C. Andersens bedste. Den handler om pigen Dorothy, som gennem en tornado hvirvles ind i eventyrlandet Oz, hvor hun skal gennemgå forskellige udfordringer for at komme tilbage til gården i Kansas, hvor hun stammer fra. Fra begyndelsen bliver hun en del af kampen mellem gode og onde hekse. Den gode heks hjælper hende frem mod målet, mens den onde heks forsøger at ødelægge det for hende. Filmen er fyldt af sange og dans (hvoraf Somewhere over the rainbow er blevet en slager), og det giver filmen præg af musical i bedste Disney-stil. Filmen fik også to Oscars for henholdsvis bedste musik samt bedste sang.

Dorothy får at vide, at hun kan få hjælp af den store troldmand for at komme hjem til Kansas, og på vejen til ham møder hun Fugleskræmslet uden hjerne, Blikmanden uden hjerte og Løven uden mod. De følger med hende i håb om, at troldmanden kan hjælpe dem med hver deres problem. Men da de endelig når frem, forlanger troldmanden, at de skal skaffe ham den onde heks' kosteskaft, hvorved de kommer til at stå over for deres største udfordring.

Ligesom med andre gode eventyr har filmen flere lag. Dels er der den umiddelbare historie, som alle aldre kan følge med i, og dels er der et dybere lag, som de voksne kan fornøje sig med at fortolke i mange forskellige retninger. Det skaber altid fare for overfortolkning, så for ikke at havne i den grøft, vil jeg her præsentere det, som jeg betragter som filmens væsentlige budskaber: Historien kan betragtes som en allegori over udviklingen fra barn til voksen. I denne proces får Dorothy to muligheder; enten at blive en ond og kynisk kvinde (som i barndomshjemmet repræsenteres af den usympatiske Ms. Gulch) eller at stå ved sig selv og sit hjerte og derved udvikle sig til at blive et kærligt og indfølende menneske. Det lykkes for Dorothy at følge den sidste vej ved hjælp af sine tre venner. Et støttende og kærligt fællesskab er nøglen til en sund udviklingsproces, og oplevelsen af sammenhold modner mennesker. Som modsætning hertil står menneskelig oppustethed og ond selviskhed.

Filmen giver udtryk for grundlæggende sandheder om livet, og er derved både opbyggelig og dyb i sit budskab. Specielt kristelig er den ikke, men alt efter fantasi og temperament kan man jo koble de kristne sandheder på filmens budskaber. Der er dog af og til en tendens til at moralisere, og slutningen er tæt på at gå over grænsen.

Filmen bærer præg af at være gammel. Selvom restaureringen har peppet filmen op, fremstår virkemidlerne mange steder som lidt primitiv, og det som uden tvivl var effektfuld i 1939, må der bæres lidt over med i dag. Men derfor kan den stadig virke stærkt på børn, og selvom den er erklæret tilladt for alle, vil jeg bedømme den ideelle aldersgruppe som 6-12 år. Derfor er det også ærgerligt og uforståeligt, at filmen ikke har dansk tale. Skuespillet er målrettet datidens amerikanske børn, og det kan med nutidens briller give filmen en ret naiv karakter.

Filmen får min bedste anbefaling, men dens trykkende alder trækker en stjerne ned. Det ville bestemt være relevant at lave en nyindspillet version af et ellers fremragende eventyr.

---