Triangle of Sadness

Af: Henrik Højlund
Ruben Östlunds film er en grotesk, fremragende og yderst seværdig film om menneskets uforbederlige grundsygdom: egoets magtbegær.

NÅR ROLLERNE BYTTES OM 

Den svenske instruktør Ruben Östlund har gjort det igen – lavet en yderst seværdig film. For nogle år siden fik han Cannes guldpalmer for "The Square", som jeg var dybt betaget af. Og så minsandten om ikke han har fået endnu en guldpalme for "Triangle of Sadness".

"Triangle of Sadness" kan måske ses som en mere voldsom udgave af hans også glimrende Force Majeure. Om mennesket, der i sin inderste natur er uforbederligt egocentrisk. I "Force Majeure" handler det om en far og ægtemand, der i en nødsituation dybest set kun har sig selv for øje, ægtefælle og børn må klare sig selv.

I "Triangle of Sadness" tager det afsæt i nogle unge modelmænd, som er i konkurrence om at slå igennem i modelverdenen. Modelmanden Carl har en kæreste, modellen Yaya, som tjener betydeligt mere end ham, og i en restaurant af den dyrere slags afføder det noget krisestemning. Hvem skal betale? Man får fornemmelsen af et forhold, som hænger i en mærkelig tynd tråd, et forhold som kan briste ved den mest banale materielle forstyrrelse.

Tomheden i velhavertilværelsen
Parret overlever dog krisen og ender på en luksusyacht i selskab med andre yderst velhavende mennesker. Livet på båden bliver en slags koncentreret udgave af det almindelige samfundsliv, fra bund til top, fra de fattigste rengøringskvinder til de allerrigeste kvinder og mænd, som øjensynlig nyder tilværelsen på toppen af kransekagen, men tomheden i velhavertilværelsen rumler stærkt lige under overfladen.

Enhver er sig selv nærmest
Alle er på en måde indordnet under et mønster. Alle må finde sig i sin rolle. En af de rige kvinder lægger op til et mønsterbrud. Hun synes, at yachtens mange tjenere skal opleve luksuslivets glæde for en kort stund, så hun får presset igennem, at de alle skal have lov til fornøjelsen ved et bad i havet – uanset at lysten til det er til at overskue. Men mønsteret slår igennem, den rige får sin ret. Alle beordres ud i vandet.

Men så begynder det hele at skride. Fra top til bund. Skibet løber ind i stormvejr, det faste mønster krakelerer. På en grotesk humoristisk måde bukker de delikat middagsserverede yacht-gæster en efter en under for søsygen. Situationen kommer mere og mere ud af kontrol, katastrofen banker på, og det ender med nogle fås overlevelse på en øjensynlig øde ø. Og dér bliver alt vendt på hovedet. Toiletvaskeren bliver den nye kaptajn, den som alle må bøje sig for, hun kan nemlig lave bål og fange fisk, hun kan med andre ord redde den lille forsamling fra sultedøden. Tilværelsen er bragt ned på et minimumsstade, kun det mest livsnødvendige er i spil nu. Men det ændrer ikke noget grundlæggende i den menneskelige natur. Fra øverst til nederst, fra inderst til yderst er det samme i spil: egocentrismen. Magtbegæret, materialismebegæret, begæret efter at redde sit eget skind.

Filmen lukker i nogle få sekunder ned med en mærkelig scene, som sikkert kan fortolkes i flere forskellige retninger – ligesom filmen uden tvivl også kan i andre dele – og uden at afsløre, hvad scenen går ud på, står den i mine øjne som et udtryk for noget fortvivlende uforløst i forhold til en hovedtråd i filmen: Menneskets uhelbredelige narcissisme.

En moderne syndefaldsberetning
Filmen kan give associationer til William Goldings Fluernes herre, som der også findes flere filmversioner af, om drengeflokken, som strander på en øde ø, og deres liv på øen bliver et billede af menneskets uforbederlige grundsygdom: egoets magtbegær – en slags moderne syndefaldsberetning.

En anden mulig association er Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, hvis grundtone er: Livet er tomt. Uanset rigdom eller fattigdom, visdom eller dumhed: Livet ender i tomhed, for skæbnen er ens for alle. "Alle går samme sted hen; alle er blevet til af jord, alle bliver til jord igen."

Jeg anbefaler filmen meget. Den serveres i en grotesk humoristisk tone med en hele tiden underliggende "sadness"-stemning. Skuespillet er i top, blandt andet med den dansk-kroatiske skuespiller Zlatko Buric i fremragende rollespil som en fedladen, oligarkisk, ekskommunistisk russer. "Triangle of Sadness "er mere ligefrem, letfattelig i sit "budskab" end "The Square", mere i retning af "Force Majeure". "The Square"s mere underfundige flertydighed faldt jeg lidt mere for, men det er stadig en fremragende, seværdig film – som helt sikkert også har flere lag, end jeg har fået øje på.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---