Trees of Peace

Af: Ruben Due Lorentsen
Hvad sker der, hvis fire kvinder, med hver deres traumer, mere eller mindre frivilligt spærres inde i en kælder og ser et folkedrab udspille sig foran dem?

MELLEM HÅB OG HÅBLØSHED 

I en viktualiekælder sidder den moderate, gravide hutu Annick (Eliane Umuhire), en nonne Jeannette (Charmaine Bingwa), tutsien Mutesi (Bola Koleosho) og en amerikansk volontør, Peyton (Ella Cannon), mens folkedrabet i Rwanda i 1994 foregår udenfor det lille kældervindue. Kælderen kan ikke åbnes indefra, og de fire kvinder er overladt til håbet om, at Annicks mand, Francois, vil komme med mad, vand og nyheden om, at freden er kommet. De kommer dog til at vente længe. Under presset trykprøves de fire kvinder, hvor deres tidligere traumer og lidelser kommer i spil og forværrer situationen. Filmen skildrer en klaustrofobisk atmosfære, fordi vi intet kan fornemme af, hvad der sker udenfor kælderen.

Hvad handler filmen om?
Måske er det mest en film om kvinder og ikke så meget om Rwanda. I hvert fald er et af hovedtemaerne, at kvinderne sidder i et hul, mens mændene på gaden - uden at vide, hvad der foregår i kælderen - pisser ind ad vinduet og ned på kvinderne. Måske skulle en kvinde have anmeldt filmen, men min hustru udvandrede pga. de voldsomme scener, der ikke nødvendigvis er eksplicitte, men som helt klart er til stede.

Er postmodernisme en god linse at se folkedrab igennem?
Et oplagt spørgsmål er, når der er en nonne i rummet, hvorvidt Gud er til stede, og om han tillader ondskaben. ”Heldigvis” kan amerikaneren, som en god missionær, forkynde, at der kun er det, vi kan se. Materien er alt, intet er skjult. Og dermed skyder filmen sig selv i foden (eller det, der er værre), for da forsvinder selve muligheden for at snakke om ondskab – i stedet reduceres drabene blot til en grusomhed på linje med ræven, der får adgang til hønsegården.

Hvad, der er virkelig ironisk, er, at der i de forskellige overlevelseshistorier, der bruges som forlæg, er en primær historie om en kvinde, der netop finder Gud midt i folkedrabet, da hun overlever blandt 8 andre kvinder på en præsts toilet.

Hvordan kommunikerer vi tragedier?
Lang tid er gået, siden jeg anmeldte den lidt sort-hvide feel-good film Hotel Rwanda, der er løst baseret på omstændighederne omkring Hôtel des Milles Collines, hvor Paul, bestyreren, var en helt, og FN (i form af Nick Nolte og Joaquin Phoenix) var uduelige. Denne portrættering fik medierne til at gå kritisk til manden bag Phoenix’ karakter, hvis PTSD forværredes og som konsekvens heraf endte med døden. De selvsamme medier viste desværre ikke større interesse for borgerkrigen, da folkedrabet fandt sted. For de interesserede skal det som parentes bemærkes, at Roméo Dallaires biografi, Shake hands with the devil, løst har dannet forlæg for Noltes karakter, om end biografien er temmelig partisk.

Spørgsmålet er, hvordan et folkedrab kan kommunikeres bredt ud. Et folkedrab, der ikke fandt mediernes interesse i første omgang. Skal det hjælpes på vej med feel-good film, hvor alle overlever og lever lykkeligt til deres dages ende, eller skal det sniges ind ad bagvejen som kulissen til en film om fire kvinders traumer og forsoning? Hvordan vækkes massernes interesse for menneskers lidelse? Det er uklart, og jeg er ikke sikker på, at nærværende film er løsningen.

Kan ses på Netflix.

---