Transcendence

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Wally Pfisters debut har svært ved at balancere med teknik og tempo i denne fortælling om bevidsthed, som trækkes ud af kroppen og ind i en computer.

Mennesket mod maskinen er efterhånden et klassisk tema i filmhistorien, og eftersom der til stadighed fremstår ny teknologi, er der altid noget nyt på den teknologiske front at tage fat på. I "Transcendence" er det atter fortællingen om AI – kunstig intelligens, som skabes af mennesker, men som selv tager kontrollen for at indtage dét, som AI altid har ønsket sig: At overtage verdensherredømmet!

Den intelligente programmør, forsker og videnskabsmand Dr. Will Caster (Johnny Depp) har sammen med sin kone Evelyn (Rebecca Hall) udviklet et næsten bevidst intelligent IT-system. Will er dedikeret til sit arbejde, og Evelyn brænder for at gøre verden til et bedre sted. En gruppe anser dog Casters arbejde som en leg med ilden. De frygter, at han kan skabe AI, som efterfølgende vil overtage verdensherredømmet. For at undgå dette, udsættes Caster for et attentat, og hans liv rinder langsomt ud. For at undgå at miste ham, og for i et sidste desperat forsøg at skabe kunstig intelligens "kopieres" Casters hjerne ind i en computer. Det lykkes – på en eller anden måde. Herefter starter kapløbet mellem AI-Caster og dem, der forsøger at modarbejde farerne ved "Maskinen".

Hvordan skabes en bevidsthed? Dette spørgsmål er en grundlæggende problematik i filmen. Hvor er Casters bevidsthed, da han transcenderer sig selv til en maskine, og hvad med menneskets sjæl? I Casters optik er der ingen tvivl om, at menneskets bevidsthed kan skilles fra kroppen og integreres i en computer. Linjerne for at definere et menneske med bevidsthed og intelligens udviskes og tydeliggør, at mennesket (igen) er gået for vidt i den teknologiske higen. Caster bliver i begyndelsen spurgt: "Ønsker I at skabe en Gud?" - hvortil Caster svarer: "Er det ikke det, mennesket altid har gjort?"

Caster repræsenterer således en klassisk evolutionær holdning om, hvad menneskets forestilling om Gud er, men rammer samtidig det ømme punkt: at vi ofte skaber en Gud i vores eget billede.

Der er en mangel ved Caster som AI. Som maskine kan han ikke være i konflikt med sig selv, altså fastholde to modsatrettede "følelser" på samme tid, som fx at elske og hade en person på samme tid.

Om filmen er en decideret religionskritik eller en messiasfortælling er svært at afgøre, altså hvorvidt Caster repræsenterer Gud. Filmens interesse er dog snarere menneskets bevidsthed og hvad, der gør et menneske til et menneske. Filmen rammer for så vidt også nogle sandheder på dette punkt. Formidlingen og filmen som helhed har dog svære fejl i sin egen bevidsthed med at formidle dette budskab.

Det taler til filmens fordel at teknologiproblematikken er opdateret til at kombinere IT med hjerneforskningens landvindinger. Det trækker til gengæld ned, at de teknologiske forklaringer bliver sært kunstige, nærmest gennemskuelige og flere gange eskalerer fremskridtet usandsynligt meget, således at man som beskuer mister illusionen om at det kan ske. Derfor ender "Transcendence" som en mindre interessant hjerneopdatering.

---