Tracks

Af: Henrik Højlund
En stædig, ung kvinde beslutter sig for at krydse Australien - 3200 km - i selskab med en hun og to dromedarer.

ORD ER OVERVURDERET

Det er et stykke tid siden, jeg så den australske film "Tracks". Den har ikke sat sig uudslettelige spor. Det gør i øvrigt kun få film. I hvert fald hos undertegnede. Det kan hænge sammen med, at jeg ser for mange film, så det virkelig skal hæve sig højt for at være uforglemmeligt. Lad os så bare sige, at "Tracks" ikke var uforglemmelig.

Men mindre kan også gøre det. Det er en smuk film uden det store dramatiske plot. Den er baseret på en virkelig historie om en ung kvinde, som beslutter sig for at krydse Australien på langs. 3200 km. Hun vil gøre det i følgeskab med en hund og nogle dromedarer.

Det kræver stor stædighed og noget af en enspændernatur at gennemføre projektet. Hun, Robyn Davidson (spillet af den gode Mia Wasikowska, kendt bl.a. fra "Alice i Eventyrland"), er i besiddelse af begge egenskaber.

To år tilbringer hun i Alice Springs for at forberede sig på turen. Til dels fordi det volder hende store problemer at komme i besiddelse af de nødvendige dromedarer.

Udholdenheden belønnes, og hun kommer af sted. Det første stykke tid sammen med en fotograf fra National Geographics, som betyder nødvendige sponsorpenge til turen. Men som samtidig også betyder irriterende menneskeligt selskab. Hun har ikke brug for det, og det lykkes hende med tiden at slippe af med fotografen.

Hun støder flere gange undervejs på mennesker. For det meste til stor frustration. Som når en flok turister opsøger hende (efter National Geographics artikel om hende) og plager hende med fotografering og tåbelige spørgsmål.

Ét menneskeligt følgeskab bliver hende dog til stor glæde: en af de ægte indfødte, en aboriginal, som hjælper hende gennem et stykke komplet uvejsom ørken. Han taler udelukkende sit indfødte sprog, så kommunikationen er behageligt begrænset. "Ord er overvurderet" lyder en af filmens nøgle-sætninger. Men han repræsenterer også natur mere end civilisation, så hans tilstedeværelse griber ikke forstyrrende ind i Robyns behov for naturens store stilhed og ro.

Filmen kan minde ganske meget om Into the Wild. Robyn er den utilpassede, der ikke har hjemme nogetsteds. "Nogen har hjemme alle vegne, andre ingen steder," siges det på et tidspunkt. Robyn tilhører de sidste.

Men ligesom den unge mand i "Into the Wild", når hun måske frem til lidt af samme erkendelse – at ensomheden også kan blive for ubærlig. Da hunden dør, mærker hun en ensomhed og et savn, som ikke lader sig bortdrive af mere naturstilhed. Savnet af hunden rører desuden ved et dybere savn, et større tab, tabet af hendes mor tidligere i livet. Trods alt har vi brug for andre end os selv for at kunne gennemleve og overleve alle livets tilskikkelser. Sådan omtrent kunne konklusionen lyde.

---