Tolken

Af: Johannes Korsholm Poulsen
En spændende multikulturel thriller med et lidt for tyndt budskab.

Der er et eller andet fascinerende over miljøet i "Tolken". Den foregår i FN's hovedkvarter i New York, hvor mangfoldige sprog, hudfarver og kulturer sammen forsøger at forhindre verden i at gå i hundene. Og netop denne farverige blanding er fra starten en del af filmens udtryk.

Filmen begynder med et dobbeltmord på et støvet stadion i Afrika, og øjeblikket efter befinder man sig i mødesalen i FN, i sterile, vestlige omgivelser, men med et utal af forskellige sprog i ørerne. Hovedpersonen Silvia Broome (forfinet og utilnærmelig, spillet af Nicole Kidman), en hvid afrikaner, som arbejder som tolk i FN, kommer til at overhøre en samtale om et forestående mord på den afrikanske diktator Edmund Zuwanje (Earl Cameron), som skal komme og tale i Generalforsamlingen. Filmens store omdrejningspunkt er, at diktatoren er selv samme mand, som har holdt Silvias hjemland i et jerngreb siden hun var ung, og det er også hans kumpaner, der er skyld i mordet på – viser det sig – Silvias bror i filmens åbningsscene. Efterhånden som plottet udvikler sig, bliver Silvia stadig mere splittet mellem ønsket om en retfærdig behandling af alle, selv de værste skurke, og hendes vrede og sorg over at have mistet sin bror. Og det er bestemt spændende at følge med i.

Filmens anden hovedaktør, Secret Service-agenten Tobin Keller (Sean Penn), bliver i første omgang sat til at undersøge Silvias historie, men da det viser sig, at nogen forsøger at lukke munden på hende, får hans opgave i stigende grad karakter af beskyttelse. Problemet er bare, at Tobin to uger før historiens begyndelse har mistet sin kone, hvilket fører til stadig større problemer i hans forhold til Silvia.

Der er altså lagt op til, at filmen er en rigtig spændende thriller, og det er den sådan set også. Plottet udfolder sig på en glimrende måde, og selv i birollerne er der gode skuespillere, bl.a. vores egen Jesper Christensen (som er så fantastisk i Per Flys Bænken), som spiller sikkerhedschef for Zuwanje og er en rigtig skurk. Det er sjovt som Hollywood kan lide skurke med dansk accent.

Måske virker det lidt underligt kun at give tre stjerner til en film, som der er så meget godt at sige om. Men filmens store problem er, at de mange internationale problemstillinger og de nære personlige problemer aldrig rigtig bliver troværdige. For eksempel skal Silvia forestille at komme fra det komplet fiktive afrikanske land Matobo og tale det komplet fiktive sprog Ku. Der er unægtelig gjort en masse for at få det til at virke troværdigt, og Matobo er nærmest indbegrebet af alt, hvad vi forbinder med det Afrika, vi ser i nyhederne herhjemme. Og det er der bare noget rigtig ulækker Hollywood-imperialisme over. Det er som om, man for at give filmens plot en autentisk baggrund, har kogt alverdens klicheer om et fjerntliggende kontinent sammen i et land. Tænk, hvis Sidney Pollacks næste film foregår i et nordeuropæisk land der hedder Dønmårk, hvor alle spiser wienerbrød, har fletninger i skægget og taler monotont! Vi ville blive rasende. Hvorfor kunne de ikke bare have valgt et virkeligt land? Jeg synes det er ærgerligt. Selvom filmen foregår på en international skueplads, virker den stadig lige lovlig amerikansk.

På trods af det vil jeg dog stadig kalde filmen seværdig, for der er masser af spænding, og man får lyst til at vide mere om FN og de ideer, FN står for

---