To verdener

Af: Henrik Højlund
Den 17-årige Sara fra Jehovas Vidner forelsker sig i Theis, som er uden for sekten, og oplever to verdeners uforenelighed.

Hvis "Fiskerne" var filmen, der i et par generationer dominerede det folkelige billede af Indre Mission, så vil filmen "To verdener" formodentlig dominere billedet af Jehovas Vidner de næste par generationer. Og den lader ikke "Fiskerne" noget efter i negativitet. Det i forvejen udbredte negative billede af Jehovas Vidner tilføjes adskillige sorte streger i historien om den 17-årige Vidner-pige Sara, som forelsker sig i Theis uden for sekten, og som oplever to verdeners uforenelighed.

Man overvejer flere gange undervejs, om de sorte streger skyldes en karikeret fremstilling. (Som tilfældet i nogen grad var med "Fiskerne"). Jeg synes, filmen holder sig fra karikaturen, bortset fra Anders W. Berthelsens "pastor"-skikkelse, som ikke er for god, og så filmens slutning, hvor Vidnernes nej til at modtage blod klistres på som en alt for overtydelig pointe. Til gengæld er det spørgsmålet, om vi får tilstrækkeligt mange nuancer til for alvor at fatte sympati for menneskerne bag systemet. Men når det er sagt, står det alligevel tilbage, at det klart største ubehag i forhold til Jehovas Vidner melder sig i forhold til noget, som utvivlsomt stemmer med virkeligheden. Skildringen af Saras udstødelse af sekten, familien og hele det sociale netværk bliver hængende i sindet længe efter filmens slutning og fremstår som et dybt umenneskeligt træk ved Jehovas Vidner.

Og netop udstødelsen er et afgørende omdrejningspunkt i filmen. Sara er selv et oprigtigt troende og aktivt vidne, men da hun lukker Theis ind i sit liv, lukker hun samtidig op for en verden, som ryster billedet af hendes egen verden. Sekten har øjensynligt kun to måder at sikre medlemmerne mod denne rystelse: enten isolere dem mest muligt fra verden udenfor eller udstøde dem.

Netop det med to verdener er ét af flere temaer i filmen, som giver masser af stof til eftertanke for tilskuere, der selv befinder sig en trossammenhæng, som går på tværs af det store flertals tro. Hvordan takler vi som kristne spændingen mellem det at være modkultur og så at lukke sig om vores egen verden? Hvordan fastholder vi, at ethvert menneskeliv har værdi, netop fordi ethvert menneskeliv er gudgivet – og dermed at alt sandt og godt menneskeligt er gudvelbehageligt? Hvordan takler vi som forældre spændingen mellem - på den ene side den alvor, vi uundgåeligt lægger ind over børnene i vores tydelige ønske om, at de må finde troen - og på den anden side den nødvendige frihed, de må have til selv at vælge? Filmen er i så henseende både ansporende og anfægtende.

Filmens friheds-alternativ til Vidnernes beskyttede og lukkede verden er en verden, hvor diskotekets dunkende rytmer kombineret med alkohol og fri flirt med muligheden for mere er det naturligste af alt. Det er ikke overraskende, men et temmelig trist og ensporet alternativ. Man aner endnu engang fordommen over for muligheden af et frit og stærkt ungdomsmiljø uden disse ingredienser.

De unge skuespillere er fremragende, og Niels Arden Oplev har lavet en langt stærkere film end den meget mere ujævne Drømmen. Kun filmens smalle tema afholder mig fra at give den 5 stjerner.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 9/2008.

---