To End All Wars

Af: Peter Jerup-Thise
En autentisk krigsfilm om en gruppe skotske soldater, der bliver taget til fange af en japansk styrke under anden verdenskrig.

September 1942. Japanerne løber Singapore over ende. En lille gruppe allierede soldater med bl.a. Kaptajn Ernest Gordon bliver taget til fange og ledt til en fangelejr dybt inde i Burmas jungle. Her bliver de under umenneskelige forhold sat til at bygge en jernbane langs floden Kwai. Mange vil dø. Nogle få vil overleve.

Efter tilfangetagelsen deles fangerne hurtigt i to lejre. Én gruppe søger at få det bedste ud af tilværelsen ved at lave et universitet, og derved skabe nok adspredelse til at holde dagen ud. Den anden gruppe er meget opsat på flugt og prøver for enhver pris at slippe væk.

Gradvist vinder fangerne en vis respekt hos fangevogterne, og det begynder, trods fangenskab, at lysne lidt, men de to lejre er nu også så åbenlyst uenige, at der må vælges side for ikke at miste det hele.

Filmen er instrueret af David Cunningham. En mand med foden dybt begravet i den kristne tro, og det er let at mærke på filmen. Temaerne i filmen har et så kristologisk og nytestamentligt præg, at man faktisk kan undre sig lidt over, hvorfor den er så populær … men det er den, og det er alligevel forståeligt, for det er en meget stærk film. Det er kompetente skuespillere i alle rollerne. Og selvom man efterhånden kun kender Kiefer Sutherland fra rollen som Jack Bauer i "24 timer" er det faktisk ham, der leverer den mest overbevisende og rørende præstation i filmen.

Der er mange stærke scener i filmen, og specielt skal to fremhæves. Den første er netop med Sutherlands figur, der har den største udvikling i filmen. I starten er han den, der ikke gør noget for andre end sig selv, og til sidst er det næsten ham, der ofrer mest. Det er en overbevisende lektion i efterfølgelse og opofrelse, da han træder frem og tager skylden for en fejl, han ikke har begået, og han ender med at blive lam.

Den anden scene, der er værd at trække frem, er den, hvor præsten, Dusty, (Mark Strong) mister livet. Han køber oprøreren, der har forrådt dem alle, fri … Han peger ikke bare på Jesu kærlighed, der af vagterne afvises som den rene overtro, han viser også sin hengivenhed over for sine kammerater ved at gå i døden for en anden. Hvis det har været Cunninghams intention at vise Jesu offer gennem præsten Dusty, så er det snedigt lavet. Det er både menneskeligt og realistisk. Det er måske ikke særlig uigennemskueligt, men alligevel meget stærkt at se på.

Det interessante ved filmen er, for mig at se, ikke det historiske, men derimod den måde, hvorpå filmen spiller på forholdet mellem nåde og tilgivelse på den ene side og gengældelse på den anden side. Og tingene er virkelig sat på spidsen, for gengældelsen ville jo på mange måder være retfærdig. De japanske vogteres brutale metoder er ikke lette at tilgive, selv som tilskuer … Det er ikke let at forstå, hvorfor man skal tilgive dem, der tilsyneladende uden grund slår og mishandler – men filmen, der jo altså er baseret på virkelige hændelser, bliver et stærkt vidnesbyrd om, at er man kristen, så er det denne vej, man nogle gange må gå.

Man sidder med en lidt underlig følelse i kroppen, når rulleteksterne dukker op på skærmen. Lidt opmuntret, da filmens hovedtema ikke er, hvad mennesker gør ved hinanden, men derimod, hvordan kristen efterfølgelse kan se ud.

Men samtidig er man også lidt nedtrykt. For selvom det måske ikke er et hovedtema, så er det stadigvæk en vigtig del af filmens pointe, at vi er mennesker, der skal leve med hinanden – og hvordan er det nu lige, vi gør det bedst? En overbevisende film, der fortjener ros.

---