Tintin: Enhjørningens hemmelighed

Af: Carsten Riis Jensen
En europæisk tegneseriehelt, elsket af generationer, præsenteres for nye og gamle læsere i actionfyldt motion-capture eventyr.

Bob Goldenbaum er den eneste "rigtige" til at give stemme til Tintin i Danmark; den "uægte" Tintin-film "Tintin og hajsøen" er den bedste af de tegnede Tintin-film; og Steven Spielberg er den eneste rigtige til her i det 21. århundrede at ny-filmatisere Tintin.

Det er mine holdninger – og der er ingen tvivl om, at holdningerne brydes over noget så "helligt" som Tintin. Tusinder af unge og voksne har en relation til den belgiske reporter og har nydt det stilrene tegneserieunivers, de fantastiske historier, osv. Så ingen tvivl: Folk ér og vil være uenige om Steven Spielbergs og Peter Jacksons nye (ud af mindst tre) Tintin-filmatiseringer.

Jeg fik en stor oplevelse ud af at se "Tintin: Enhjørningens hemmelighed". Jeg havde glædet mig, lige siden jeg så de første billeder for et år siden, og jeg blev bestemt ikke skuffet: Tintin er blevet ført ind i alt, hvad det 21. århundrede kan, med animation, historiefortælling, teknik, osv. Og jeg glæder mig, til den udkommer på knivskarp blu-ray, så jeg kan se den igen.

Overførslen til det 21. århundrede og overførslen fra Hergé's "la ligne claire" tegnestil til detaljeret motion capture, samt præsentationen af Tintins univers for et nyt, amerikansk publikum har – naturligvis – gjort en række kompromiser nødvendige. Og det er disse kompromiser, som en række anmeldere, både i Danmark og andre lande, kritiserer filmen for.

Filmens titel er "Tintin: Enhjørningens hemmelighed", men den bruger elementer fra både dette album samt fra Rackhams den Rødes skat og Krabben med de gyldne kløer. Det betyder, at der er rokeret om på stoffet fra historierne i de tre album, og dette kompromis må man som tilskuer vælge at acceptere (såfremt man da kender de oprindelige historier).

Derudover har de to stjerneinstruktører valgt at tilføje en række helt nye scener, og her går det – selv for mig – galt, og derfor får filmen ikke seks stjerner: Hen imod slutningen af filmen er der en del actionsekvenser (formentlig tilføjet for at glæde førnævnte amerikanske publikum), som i stil og storhed minder om noget fra Michael Bay (2012), og som dels ikke hører til Tintin-universet, og dels ikke er nødvendige i filmen for andet end netop at behage de actionhungrende unge amerikanere (og andre nye, unge seere). Det er, typisk for Steven Spielberg, blevet til "Indiana Jones for børn".

Tintin er en interessant figur. Eller, egentlig er det jo ikke Tintin, men de mange andre figurer og bipersoner i tegneserierne, der gør historierne så medrivende, sjove og spændende. For Tintin er jo faktisk temmelig anonym: Et rundt, anonymt babyansigt med den sædvanlige tot hår, der stritter. Den blå sweater, knæbukserne. Og den tro følgesvend Terry.

Tintin er stilren, anonym, pæn. Det er personer som den bandende og alkoholiserede Haddock, de dybt forvirrede Dupont og Dupond, den både skøre og geniale professor Tournesol, osv., der farver historierne. Sådan er det også i Spielbergs nye film: Tintin ér anonym, og uden Haddocks medvirken i historien havde filmen formentlig været ganske kedelig.

Samtidig er Tintin, set fra et kristent synspunkt, værd at lægge mærke til på ét punkt: Den værdi, der først og fremmest præger ham, er nemlig, at han er retfærdighedssøgende. Han ønsker, at retfærdigheden skal ske fyldest, og han reagerer skarpt, når uskyldige rammes, eller uretfærdigheder finder sted. Men derudover er der som sådan ikke noget "kristent" over Tintin-historierne og heller ikke over filmen "Tintin: Enhjørningens hemmelighed".

Filmens animation er overdådig og utrolig flot. Der er sket meget inden for computeranimation siden den første Toy Story-film, og siden de første motion capture film som Polarekspressen og Beowulf. I "Tintin: Enhjørningens hemmelighed" er detaljerigdommen så stor, at nogle af de første billeder, der blev frigivet fra filmselskabet, netop var nærbilleder af Tintins blå sweater og rødlige hår, hvor man kunne se fibrene, osv. Utroligt detaljeret – og selv øjnene på personerne er nu så "levende", at man ikke føler, man sidder og ser på computerfigurer.

Nogle har ønsket, at man i stedet havde lavet en film med rigtige skuespillere, dvs. live action. Det gjorde man med en anden fransk/belgisk tegneserie, nemlig Asterix, men jeg synes personligt, at computeranimationen fungerer fint her i Tintin.

Jeg glæder mig til de kommende Tintin-film fra Spielberg og Jackson og ikke mindst at møde professor Tournesol og skurkene Rastapoupulos og Max Bjævermose.

---