BORGERKRIGEN I SYRIEN
Da jeg kom ud af biografen med mine venner, havde vi ikke rigtig ord for det, vi havde set. Vi vidste ikke, om vi kunne få os til at sige, at det var en fantastisk film. Det var det ubetinget. Men kan man sige det om en dokumentarfilm, som lukkede os ind i en forfærdelig historie? Historien var den om syrernes kamp for frihed i storbyen Aleppo. Deres kamp imod Assads regeringsstyrker og russiske kampfly.
Rystende virkelighed
Vi var rystede, da vi kom ud. Vi havde ikke set en film med et godt plot og fremragende skuespil. Vi havde set ren og skær virkelighed. Og noget af den grummeste virkelighed, vi nogensinde har set. Jeg anbefaler filmen på det stærkeste. Men man skal indstille sig på at se noget, der gør TV-avisens jævnlige advarsel om, at det næste indslag kan være ubehageligt, til ren ligegyldighed. Her lukkes vi helt ind i centrum af krigens forfærdelighed. Lemlæstelse, død, sorg, smerte lige op i ansigtet. Men ikke som en anden gyserfilm eller voldsfilm, som dyrker uhyggen eller volden som en form for æstetik. Vi er langt forbi alt, hvad der kan kaldes filmisk æstetik. Vi har følelsen af selv at være til stede i borgerkrigen. Og dog, ved nærmere eftertanke – vi er uendeligt langt fra selv at være der. Dét bliver man også klar over. Det er snarere som at sidde og lytte til et andet menneskes dybe smertehistorie. Det er stærkt bevægende. Det sætter sig dybt i sjælen.
Menneskelighed og håb
Og mærkeligt nok er der samtidig bunkevis af menneskelighed og håb i filmen. Man efterlades ikke kun med en følelse af det store tab. Der er på en besynderlig måde også en håbefuld kraft i historien. I disse ufatteligt modige og opofrende menneskers vilje til at holde ud så længe som overhovedet muligt i centrum af storbyen i et næsten uudslukkeligt håb om at kunne klare skærene. Hvad de ikke gør. Og alligevel slutter filmen med ordene fra den kvinde, der har filmet hele vejen igennem: "Selvom jeg aldrig kommer mig over traumet, fortryder jeg ingenting. Vi kæmpede forgæves, men vi gjorde det rigtige." Man tænker: Ja! – de gjorde det rigtige. De viste os andre vejen, den som også Kaj Munk viste os i sin tid med ordene, og i selvopofrelsen: "Aldrig, aldrig spørge, om det nytter, men kun om det er sandt."
Undervejs i de stadigt mere pressede oprørssyreres kamp er der også adskillige momenter af humor. Midt i de mest angstvækkende episoder, afholder de sig ikke fra list sjov, store grin og hjertevarme.
Fem år med et kamera
Filmen følger kamerakvindens mand og barn og hende selv og deres nærmeste venner og hospitalsmedarbejdere fra 2011 til 2016, året hvor de til sidst må overgive sig - og lykkeligvis slipper helskindede ud. Waad al-Kateab, kvinden der har filmet det hele, havde samlet set 500 timers film, som er skåret ned til 95 minutter. Tilskæringen er fremragende. Vi får masser af filmklip, som er helt kaotiske i sin form. Det er, som var hun ufrivilligt underlagt dogmefilmenes begrænsningsregler. Det bekræfter historiens autenticitet. Vi drages effektfuldt med ind i hændelserne. Og så er der indimellem korte sekvenser, hvor hun øjensynligt har kunnet filme med en drone, så vi ser Aleppo i fugleperspektiv i smukke vidvinkelbilleder, og med musikkens og fortællestemmens ro.
Waad al-Kateab har lavet filmen til sin lille datter, som blev født midt i krigens vanvid, datteren med navnet Sama. Den vinkel er enormt velfungerende. Den giver hele filmen en form for retning, et meningsfuldt koncentrat. Og barnet er i sig selv et slags håbstegn midt i det stadigt mere håbløse.
Man kan have sine fornufts- og afstandsbetonede forestillinger og meninger om hele Syrien-historien, farvet af forskellige storpolitiske vinkler. Med denne film lukkes vi ind i det, der, når alt kommer til alt, er det væsentligste om denne, såvel som alle andre historier: den menneskelige skæbne.
Denne film må være et uomgængeligt dokument om borgerkrigen i Syrien.
Kan ses på blockbuster.dk.