Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Af: Carsten Riis Jensen
En sort komedie med voldsom afslutning. En mor anklager ved hjælp af reklamestandere politiet for ikke at gøre nok for at finde sin datters morder. Moren har et særdeles hårdt sprog, men vi får sympati med hende.

ABSURD OG TRAGISK

Det er en af de film, hvor man en del gange, i løbet af filmens handling, tænker: "Hvad skete der lige der?" Der er scener og situationer, der kun giver mening, når man ser "Three Billboards …" som det, den er, nemlig en blanding af sort komedie og tragedie.

Og med "sort komedie" mener jeg, at den benytter sig af absurde situationer og ironi til at belyse et i sig selv tragisk emne. Der er masser af absurde situationer, ja, selv slutningen er absurd og bestemt ikke forløsende for den, der gerne vil have en god og lykkelig ende på en historie.

Tre reklamestandere
Filmen foregår i den opdigtede lille by Ebbing. Mildred Hayes (spillet af Frances McDormand) har mistet sin datter, og der er nu gået adskillige måneder, hvor politiet tilsyneladende ikke har foretaget sig noget. Mildred får en ide: Hun køber reklameplads på tre store reklamestandere i udkanten af byen, og her skriver hun en direkte besked til byens politiinspektør, William Willoughby. Det er bestemt ikke velset i den lille by, hvor man også tilsyneladende er vant til at dække over politivold og andre skandaler. Det er i det hele taget en by og et samfund, der virker til at dække over mange ting, og der er virkelig spændinger i luften. Angrebet på Willoughby forværres af, at han har kræft og snart skal dø, og uden at afsløre for meget bliver det netop hans død, der for alvor sætter skub i handlingen.

Sorg, hævntørst og sympati
Mildred Hayes sørger over sin datters død. Men hun gør det på en indebrændt, hadsk måde. Hun har brug for at få placeret et ansvar og få en eller anden form for hævn. Og hun gør det på sin egen voldsomme måde. Voldsom, både i sproget og i fysisk håndgemæng, men naturligvis også voldsomt i den måde, hun bruger de tre reklamerestandere.

Hun er bestemt ikke typen, der tier stille eller lægger fingre imellem, og alle, der kommer i vejen for hende, får på en eller anden måde besked, enten mundtligt eller med vold/slag. Og samtidig – og det er bare med til at gøre filmen så god – så har hun momenter af følelser, der skaber et spil i øjnene på hende. Tårer, opgivenhed. Vi får sympati med hende. I hvert fald et par minutter, indtil hun verbalt eller fysisk overfalder en betjent, eller sin eksmand eller en TV-reporter, eller hvem det nu måtte være.

Psykopat eller?
Filmens mest skræmmende rolle spilles af Sam Rockwell. Han spiller betjenten Dixon, som tæver løs på folk i byen – uden at blive tiltalt for det. Der var scener og momenter, hvor jeg frygtede, at havde det her været en anden type film, så havde den udviklet sig til en historie om psykopatisk vold i Sydstaterne. Det sker heldigvis ikke, men skræmmende… det ér han. Han har en del scener i løbet af filmen, hvor man netop skal huske, at her er der tale om "sort komedie", hvor man igen og igen tænker: "Hvad skete der lige dér?"

Rystende forhold
Det, der rammer en allermest, når man ser filmen, er beskrivelsen af de rystende forhold, der både er i Mildreds familie og i byen Ebbing generelt:

Der er en underlig "accept" af vold i byen. Når den står på, er den voldsom, og straks bagefter er der stille – og ingen taler om den. Heller ikke hos politiet, hvor betjenten Dixon tæver flere personer, men straks, det er overstået, er der stille igen. Det samme sker hos Mildred og hendes familie: I et tidligt flashback får vi et indblik i, at det er en voldsom og voldsramt familie, og i filmens måske mest foruroligende scene, cirka midtvejs i historien, eksploderer en diskussion pludselig i væltede borde og en truende kniv. Og så … som ud af den blå luft, hjælper familiemedlemmerne i stilhed hinanden med at stille de væltede borde på plads og taler videre, som om intet var hændt.

Det er stærkt spillet af hele skuespillerholdet. Så ubehageligt de opfører sig. Så tilpas megen sympati, vi alligevel har for dem. Så gribende en historie. Så tilpas voldsom en afslutning. Jeg kan godt forstå, at den nu, i skrivende stund, høster masser af priser hjem.

---