This is the End

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Grænsesøgende ironisering over kendte filmscener, dommedag og frelse. Intet mindre kan gøre det, når de tunge drenge af amerikansk komik ruller sig ud. Langt fra en film for alle.

For første gang i vores historie som film&tro-anmeldere bliver vi nødt til at smide et bestemt kort. Advarselseskortet. Vi ynder ellers ikke at være stivstikkere, men her kan vi bare ikke komme uden om det: denne film er ikke for alle. Den svælger simpelthen i vold, splat og grænsesøgende komik. Dertil kommer den bibelske kobling til jordens undergang, og hvem der frelses, som et interessant, men oftest provokende redskab i morskabens navn.

Alle skuespillere får lov til at spille sig selv med alt, hvad det indebærer af venskaber til andre kendte, fester og luksusliv i Los Angeles. Ganske som vi kender det fra Danmark med "Klovn", spiller kendte ansigter som James Franco, Seth Rogen, Jonah Hill og mange flere sig selv, eller i hvert fald en selvironisk utiltalende udgave af dem selv. Det virker befriende terapeutisk for dem selv, når de vælter rundt i selvreferencer og meta-kommentarer. Og det er da også ganske underholdende, men nok mere for dem end for os.

James Franco har inviteret bredt spekter af kendte mennesker til fest (og cameos i filmen) i sit katastrofesikre fæstningshjem. Dette viser sig nyttigt, da dommedag kommer, og Los Angeles står i flammer. En gruppe på fem overlever i Francos hus og skal nu dele rationer og liv, indtil deres redning kommer. Skuespillerne har heldigvis styr på deres filmhistorie, så de kender de klassiske overlevelsesstrategier. Ligeledes gennemspiller de en lang række klassiske filmscener og -genrer igennem for at nå deres mål: frelse.

For dette er netop det interessante ved filmen. Dommedag er over verden, og de udvalgte mennesker er blevet henrykket til himlen i en lyssøjle (populariseret i Left Behind-serien). Bortrykkelsesteorien/-teologien går ud på, at de udvalgte (kristne) bortrykkes fra jorden, og alle andre efterlades til en jord med død, dæmoner og ødelæggelse. Da dét går op for dem, bliver det pludselig interessant. Langsomt går det op for dem, at de ikke er så gode og fantastiske, som de feterede skuespillere selv troede, de var. Den erkendelsesproces og deres småhykleriske læring af det, er der, hvor filmen virkelig vokser.

Men trods dette vigtige punkt til selvransagelse knækker teologien dog flere steder. Frelsesforståelsen bliver til et spørgsmål om gode gerninger og selvopofrelse – og ikke som Bibelen siger: ved tro på Jesus.

Sjove referencer, skæve indfald og momentvise gode pointer er dermed blandet med grov umoralsk og blasfemisk humor, og i den grød drukner det fine i det. De fleste bør nok gå uden om filmen, men er man klar på at sortere i det miskmask og mener, at man kan holde til det, kan den give anledning til en snak om tro – på trods den lavkomiske indpakning. Så hermed lader vi en lille kattelem stå åben for dem, der har lyst til at invitere sine drengerøvsvenner i biografen og få en snak om, hvad frelse er. På lige vilkår.

---