There Will Be Blood

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En rå film, hvor oliemagnaten Daniel Plainview og den karismatiske prædikant Eli Sunday er uvenner.

Landskabet er råt. Ubarmhjertigt. Goldt at skue. Vildt, voldsomt; ikke et sted, man har lyst til hverken at bosætte sig eller fare vild. Her har Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis) et lille stykke jord, der ikke duer til andet end at grave i. Så han graver dybt ned og skaber en lille mine. Det er hårdt, tungt arbejde, hvor man er alene i verden og sig selv nærmest, alt imens man må forlade sig på lykke og held.

En dag i 1898 finder han olie. Og sådan begynder fortællingen om magnaten Daniel Plainview i Paul Thomas Andersons "There Will Be Blood". Oliekilden betyder flere penge, og snart er Plainview i gang med at opkøbe land for at bore efter olie. Sammen med sin søn, H.W. Plainview, rejser han ud i små samfund for at gøre gode handler. I disse samfund, hvor det er svært at dyrke den tørre jord, ligger rigdommen under overfladen, og Plainview gør sig til specialist i at bringe olien op. Med løfter om rigdom og en gentagelse af heldets nødvendighed for successen, bliver Daniel Plainview en dygtig og velhavende forretningsmand.

I landsbysamfundet Little Boston, hvis jorder kommer til at skabe grundlaget for Plainviews rigdom, er den unge Eli Sunday (Paul Dano) leder af Den Tredje Åbenbarings Kirke, en af den tidligste pinsevækkelses kirker. Han har gaven til at helbrede og forkynder med iver, så mennesker strømmer til i søgen efter bod og frelse. Men han er også et oprigtigt, fromt menneske, som ikke bryder sig om, at Plainview afviser det åndelige og tydeligvis hverken har respekt eller forståelse for troende mennesker. Plainviews afvisning af Gud er en provokation, som begynder allerede, da han siger nej tak til Elis forbøn i familien Sundays hjem, og her bliver spiren lagt til en langstrakt konfrontation mellem de to ulige kombattanter: Prædikanten og oliemagnaten.

Paul Thomas Anderson har lavet så forskellige film som "Boogie Nights", der er en kritisk salut til pornoindustrien og en afsløring af dens misbrug af mennesker og ensembleværket Magnolia, der handler om tilgivelsens mulighed. Dernæst "Punch Drunk Love", en skæv romantisk komedie,, der viste, at Adam Sandler kunne andet end at fjolle rundt i åndløse teenkomedier. Anderson har en tydelig forkærlighed for den sære og ambitiøse ener, og det gentages i "There Will Be Blood", hvor det er Daniel Plainview, der er i centrum. Fortællingen om Plainview er en fortælling om grådighed - en grådighed, der bliver til livslede, forsagelse og had over for hvad andet, livet end tilbyder. For Plainview bliver den hårde kamp for livets opretholdelse en kamp, hvor alle midler tages i brug. Her tages ikke menneskelige hensyn, men hvor målet helliger midlet i uhyggelig grad.

Og på den måde er "There Will Be Blood" til dels som det øde terræn i de californiske bjergegne, hvor filmen foregår; og ligesådan rummer filmen – under overfladen – en stor, om end grum, rigdom.

For hvor Plainviews fortælling tilsyneladende er den gammelkendte om, at penge korrumperer, følger vi delvist parallelt prædikanten Eli Sunday; og også hans fortælling viser sig at blive en fortælling om overmod og åndelig trang efter position og magt. De to mænd, som så inderligt kommer til at afsky hinanden, ligner hinanden mere, end de nok selv kan se. I en isnende kold finale kommer det til et endeligt opgør mellem de to; et opgør, der er så langt ude, som det kun kan blive, når man har ofret alt for sin egen begærligheds skyld.

I portrættet af den karismatiske kirke møder vi oprigtigt, fromme folk og en forkyndelse, der i sagens natur ikke er særlig luthersk, men som alligevel taler stærkt om personlig omvendelse. Plainviews møde og klare ubehag over for denne åbenhjertige tale om syndighed skildres brilliant, og kristendommen hænges ikke ud, om end Anderson senere kritisk vælger at lade Plainview spørge prædikanten, hvor dybt og rodfæstet, han mon er i sin tro. Det bliver et fint billede af faren for den tomme udvendighed, det kristne sprog kan være med til at skabe.

Det er en rå og på mange måder uvenlig film, Anderson har lavet; et underligt søndervredent portræt af grådighedens ubehagelige natur. Men Andersons portrætter er komplekse og dybe og præsenteres ikke uden en vis sympati for sine figurer. Dermed bliver filmen mere end en historie, der blot lukker sig om sig selv og er en historie om nogle ubehagelige slyngler. Filmen løfter sig op til at sige noget almenmenneskeligt om, hvor let det er at lade sine drømme ødelægges af sit eget begær. Især i kraft af Daniel Day-Lewis' Oscarvindende optræden som Daniel Plainview og Paul Danos fine portræt af den fromme Eli giver filmen et medrivende, rystende og helt suverænt portræt af den blindhed, der kan ramme enhver, der sigter så stærkt efter det ene, at alt andet synes ligegyldigt. Kombineret med en suveræn fotografering og den medfølgende musik, som på helt fantastisk vis bidrager til at lade karakterernes og landskabets krogede og voldsomme sider træde frem, er det svært ikke at konstatere andet end at Paul Thomas Anderson har skabt et dunkelt, uhyggeligt og mørkt, men medrivende mesterværk.

---