Thelma

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En ung pige fra et strengt kristent hjem i Nordnorge flytter til storbyen og dermed til et oprør mod sit opvækstmiljøs normer. Men der er endnu stærkere kræfter på spil.

THELMAS MÆRKELIGE UDVIKLING

"Thelma" er en ny film af Norges film-darling, Joachim Trier, der, skønt født i København, så absolut fremtræder som nordmand og Norges bud på en Oskar. Hovedpersonen er den unge Thelma (Eili Harboe). Hun er opvokset i et meget strengt kristent hjem i Nordnorge, men tager til storbyen for at læse biologi. Her møder hun alle de ting, som hendes opvækstmiljø vil betegne som fristelser: alkohol, fester, dans, sex og en naturvidenskabelighed, der udelukker det nordnorske verdensbillede. Hun forelsker sig i sin medstuderende Anja (Kaja Wilkins). Sammen med Anja udforsker Thelma den nye verden, hvor man, mens man deler en flaske vin, udtaler ord som fx "JesusFanden", skriger af grin og siden har sex sammen. Alt sammen egentlig ret realistiske forløb for et ekstremt undertrykt sind, hvor proppen pludselig ryger af. Men samtidig begynder Thelma at opleve nogle mærkelige anfald. Hun testes for epilepsi. Lægerne finder ingen fysisk forklaring på anfaldene – men regner med en psykologisk årsag til dem. Det noget usædvanlige er, at under disse anfald udløses nogle overnaturlige kræfter, der kan få folk til at gøre ting, som Thelma på et mere eller mindre bevidst plan ønsker det – nogle gange med deres død til følge. Og så udvikler historien sig i et forløb, hvor stort set kun Thelma, Anja og Thelmas forældre spiller nævneværdige roller. Endvidere vises nogle flashbacks fra Thelmas barndom, der viser samme overnaturlige hændelser, som medførte rædselsfulde resultater. Disse resultater, samt sorte fugle, der flyver ind i ruder og en dyster underlægningsmusik er med til at understrege, at denne film ikke primært er en teenagers udviklingshistorie, men en gyser.

Triers mærkelige film
Med stor fare for at blive udskældt som total bagstræberisk og det, der er værre, vover jeg at indrømme: jeg har svært ved at falde på halen for denne film, sådan som de fleste (dog ikke alle) toneangivende kræfter ellers gør. Jeg indrømmer, at den har de politisk og æstetisk korrekte elementer: lesbisk kærlighed, fordømmelse af kristendommen (og for den sags skyld alle andre, der mener, at de alene har sandheden) og en ulogisk sammenfiltring af alle mulige og umulige elementer, både set fra en logisk og en følelsesmæssig vinkel. Skal man melde så negativt ud, må man undersøge sit terræn. Jeg vil derfor henvise til et langt interview i Politiken 30/11 2017, hvor Jeppe Kondrup Adelborg giver Joachim anledning til at fremlægge sit verdensbillede angående film-mediet. Følgende er citater fra Joachim:

"Jeg vil ikke have noget med i mine fim, der kun er et låst symbol, der skal få dig til at forstå en kulturel kode. Slangen kan være et bibelsk og egyptisk symbol. Den kan være, men den kan også bare være en slange. Det er op til publikum at give den mening."

Jeppe: "Hvorfor bruger I magiske elementer?"

"Det handler om frihed og nysgerrighed. Vi ville bryde med noget, vi tidligere havde gjort. Vi ville lave en film med en anden logik, hvor vi fik lov til at bruge hjernen på en anden måde. Og ved at udvide reglerne håbede vi, at vi kunne lave andre billeder, der var mere overdrevne end naturalistiske.

Vi har ikke en linje eller en historie, når vi laver film, men en masse ideer til scener. Jeg kan bedst lide film, hvor du føler, at alle scener ikke er med for at fortælle en historie, men hvor filmskaberen ønsker at lave et hitalbum med masser af gode øjeblikke, for det er det, du tager med hjem fra biografen; situationerne, stederne, følelserne, menneskerne. Det er ikke historien."

Hvad med historien?
Jeg tilhører så åbenbart en anden race end Joachim, for jeg tager i allerhøjeste grad historien med mig hjem. For mig udgør historien en stor del af mit udbytte, hvis jeg oplever en "god" film. Derfor irriterer det mig naturligvis, at filmen ikke besværer sig med at få tingene til at passe ind i noget logisk verdensbillede. Det flipper og flopper lidt hid og did, og man kan jo sådan set selv lægge den mening og sammenhæng i det, man vil. Det giver efter min mening en film uden reel spænding. For mig opstår spænding, hvis man kan se filmens rammer og dermed overskue, hvornår personerne er ved at nå nogle "umulige" situationer – hvad gør de mon nu, hvis de fx er ved at drukne i et bassin? I en film uden rammer kan der lige så godt komme en flok glasfugle med ildslanger og tømme bassinet for vand. Så det er aldrig til at vide, hvornår en situation er alvorlig, og hvornår den ikke er. "Thelma" foregår i en verden, hvor almindelig virkelighed, psykotiske tilstande, magi og drømme blandes på en måde, der efterlader os – meget i den Trierske ånd – uden nogen som helst sikker fornemmelse af, hvornår det er det ene eller andet.

Kontrol eller kliche
Trier siger i interviewet, at "Thelma" "dybest set handler om et menneske, der er angst for at miste kontrol. Først over sin krop, så over sit begær og til sidst over sin identitet, og derigennem finde ud af, hvad hun i virkeligheden ønsker sig dybt nede. Hvad er prisen for at frigøre os fra vores baggrund og prøve at finde os selv?"

Jo, det er ret tydeligt, at temaet er friheden. Men hvad prisen for denne frihed kan være, det efterlader filmen os i total frihed til selv at forestille os. Jeg kunne virkelig savne, at de Trierske eksperimenter havde ført til andre setups og scenevalg end dem, han bruger. For de er desværre hentet fra den klassiske kliche-kasse. Thelma er opdraget strengt kristent og derfor smækfuld af hæmninger og af mange skræk-billeder om, hvad der sker, hvis hun mister kontrollen og gør, hvad hun har lyst til. Helt ærligt – kunne man ikke have fundet en lidt mindre forslidt karikatur? Endda med en far, der brænder hendes hænder for at give hende en forsmag på Helvede – sådan bare til opbyggelig skræk og rædsel. Min skuffelse over denne idéforladthed overgås måske kun af min skuffelse over den klicheagtige måde, hvorpå de kristne og eksistentielle problemstillinger bruges. For det er sådan set nogle relevante problemstillinger, der fremstilles - når man nu lige skulle finde en skør kristen familie fra Nordnorge - men de behandles bare aldrig på en seriøs måde. Almindelige psykologiske dilemmaer som fx søskendejalousi beskrives også lidt – men igen kun som en slags ydre ramme for at kunne komme videre til næste stunt.

Godt håndværk
Filmen er teknisk ret godt lavet. Der er rigtig god sans for valget af scener, men kælet noget mindre for replikkerne. Musikkens gyserbuldren er nogle gange lidt dåse-agtig. Men samtidig er der virkelig mange gode tekniske oplevelser undervejs. Og hvis man er i stand til at undvære nogen form for logik og ikke har noget imod klicheer, kan filmen sagtens opleves som fremragende. Men ønsker man en film, der gør os lidt klogere eller bare mere bevidste omkring det eksistentielle og/eller overnaturlige, skal man nok gå et andet sted hen. Jeg synes, det er lidt "billigt" at vise en masse overnaturligt uden på nogen måde at behandle emnet seriøst. Med "seriøst" mener jeg fx, at man behandler det på en måde, der gør det genkendeligt for dem, der har erfaringer inden for områderne. Men måske skyldes det, at jeg i min hverdag tager det overnaturlige seriøst og ser det som en vigtig ting at forholde mig til det på en konstruktiv måde.

Er filmen da produceret på en måde, hvor intet behandles "seriøst"? Nej – fx er Thelmas sex-beskrivelse meget "seriøs". Og man kan næppe forestille sig, at Joachim ville bruge sex lige så useriøst, som han bruger det religiøse og det overnaturlige. Man kan vel sige, at her er Joachim et barn af sin tid, og det er medvirkende til, at denne film sikkert bliver endnu en succes for den unge norske "auteur", ligesom Reprise og "Louder Than Bombs".

---