The Zone of Interest

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Den kærlige kommandantfamilie Höß boede klos op ad koncentrationslejren Auschwitz, som var farens arbejdsplads. Alligevel skabte de sig en smuk have og et harmonisk liv.

BEGRÆNSET UDSYN 

Kamera og mikrofon viser os enkelt og præcist livet i familien Höß' hjem. Forældrene har det godt med hinanden. Rudolf Höß (Christian Friedel) arbejder lige inde ved siden af. Måske bruger han rigelig meget tid på sit arbejde, men det har Hedwig Höß (Sandra Hüller) stor forståelse for. Hans arbejde er nemlig meget vigtigt, og selvom han har travlt, prioriterer han alligevel tid til hende og til børnene, så de kan hygge sig i haven og tage på udflugter i den smukke natur. Hun er meget stolt af haven, som bliver kaldt et Paradis. Der er ganske vist ingen gamle træer, for det er kun et par år siden, de flyttede ind, og da var her kun en bar mark. Nu er der flotte blomsterbede, pergolaer, swimmingpool, køkkenhave og et stort drivhus. Langs hele den ene side af haven er der en høj mur, som hun har plantet vin op ad. Med tiden vil muren blive helt dækket af planter. Alt ånder idyl, bortset fra en enkelt ting.

Helvede ved siden af Paradis
På den anden side af muren ligger koncentrationslejren Auschwitz, hvor Rudolf Höß er kommandant. Han er en god organisator og arbejder ihærdigt på at finde metoder til at udrydde så mange jøder som muligt på kortest mulig tid. Flaskehalsen er ikke selve aflivningen, men det er bortskaffelsen af ligene. Der må findes en mere effektiv måde at brænde dem? Han har også styr på transport. Da der skal flyttes 430.000 ungarske jøder til Auschwitz, søger hans kolleger råd hos ham, og operationen bliver opkaldt efter Höß. Når vi er i haven eller huset, som er Höß-familiens hjem, er der en konstant brummen i lydbilledet fra koncentrationslejren, og er vi ude i haven, høres der desuden jævnligt skud, skrig og hundeglam. Indimellem er der stemmer så tæt på muren, at man kan høre en mor klage over at blive skilt fra sit barn, eller vi hører en fange blive skudt, fordi han sloges om et stjålet æble. Men på intet tidspunkt kommer kameraet på den anden side af muren.

En form for kunstfilm
"The Zone og Interest" er til dels en kunstfilm. Der er scener, som ikke uden videre lader sig forstå. Måske er de udtryk for drømme. Måske er de en kommentar til Rudofs valg af godnatlæsning for børnene. Han læser eventyret om Hans og Grethe, som ender med, at heksen lider en forfærdelig død i ovnen. Et ret specielt valg, når man bor nabo til et enormt krematorium. Der er også en sekvens til sidst, som måske er et syn, som Rudolf Höß har. Det viser, hvordan rengøringsholdet arbejder sig gennem Auschwitz-museet en tidlige morgen i vores tid. En scene, der i hvert fald er stærk, når det ikke er så mange år siden, man selv var på stedet. Der er kun få nærbilleder af personer i filmen. Der holdes hele tiden en vis afstand. Kun i ét tilfælde er der nærbilleder, nemlig af blomsterne i haven. Men de ender ud i en blodrød plamage, som ledsages af den ubehagelige skrattende og brummende lydside, der rammer os flere gange i filmen. Vi introduceres for den ubehagelige lyd allerede i filmens første minut, hvor lærredet er helt sort. De "uforståelige" indslag føles ikke uvedkommende eller unødvendige. Man kan måske betragte dem som et bidrag til billedet, ligesom de enkelte elementer i et abstrakt kunstværk bidrager til helhedsindtrykket.

Handler også om i dag
Filmen rejser spørgsmålet: Hvordan kan mennesker være så ufølsomme over for andre menneskers lidelse? Instruktøren Jonathan Glazer brugte 10 år på at studere i arkiverne fra Auschwitz, hvor der ligger stakkevis af øjenvidneberetninger fra livet i lejren - også om Rudolf Höß. Glazer har derfor et godt grundlag for at skildre Höß-ægteparrets sammensatte personligheder, hvor de på den ene side er harmoniske familiemennesker, og på den anden side er fuldstændig kolde overfor fangerne. Forklaringen ligger til en vis grad i nazismen, men han har udtalt, at han også var på jagt efter noget, der generelt ligger i alle mennesker. Derfor handler filmen om holocaust, men den er også voldsomt foruroligende som en kommentar til aktuelle begivenheder og til menneskesindet generelt.

Ingen kan tage al verdens lidelse ind over sig, så vi er nødt til at begrænse os. Men kan vi tillade os at sætte grænsen for det, vi føler et vist ansvar for, ved skellet til haven omkring vores hus?

Og så kommer det, som måske er det mest utrolige. Alt i filmen er baseret på virkelige hændelser. Rudolf Höß stod ved retssagen efter krigen ved det, han havde gjort, men han hævdede også, at han handlede som soldat under kommando. Da han blev beskyldt for at have ansvar for 3½ mio. menneskers død, svarede han: "Nej. Kun 2½ mio. - resten døde af sygdomme og sult."

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---