The Young Pope sæson 1 (serie)

Af: Ketty Dahl
Skildringen af en uforudsigelig og fejlbarlig pave, der føler sig uelsket af Gud. Serien er lige så uforudsigelig som den pave, den portrætterer.

KATOLSK UDGAVE AF HOUSE OF CARDS

Serien "The Young Pope" med Jude Law og Diane Keaton i to store hovedroller kan næsten betegnes som en "kirkelig" udgave af House of Cards. Den unge storrygende Kenny Berlado bliver som den første amerikanske kardinal udnævnt til den nye pave, Pius XIII, af konklavet i Rom. For at være på forkant med Vatikanets intriger, overtaler han den skriftefader, der lægger øre til skriftemål fra de højest placerede i Vatikanet - de prominente kardinaler - til at spionere for sig. For viden er magt.

Kardinalerne finder hurtigt ud af, at den nye pave tænker og opfører sig uforudsigeligt og ikke kan styres. Ofte virker han ubehagelig og arrogant. De forsmåede magtfulde kardinaler sætter en baggrundsundersøgelse i gang, for hvem er den nye pave egentlig? Er der noget, der kan fælde ham? Pius XIII vælger den ældre nonne, søster Mary, til sin personlige assistent. Hun har opfostret ham, da han som forældreløs kom til hendes kloster. Netop det, at han som barn blev forladt af sine forældre, har sat sig alvorlige spor i ham, og det bliver styrende for hans søgen efter, hvem han egentlig er og lægger en hårdhed ind over ham. Han har altid følt sig uelsket og forladt, og dermed også uelsket og forladt af Gud, som han har et slags had/kærlighedsforhold til. Dybest set ved han ikke, om han tror på Gud.

Skandaler og amoral
Efterhånden, som man kommer længere ind i serien, dukker mere og mere råddenskab op i Vatikanets lange gange. Alle steder lurer skandaler, intriger, trusler, pædofili, amoral og hævntogter. Paven nægter at lade sig portrættere til storsælgende merchandise, som ellers går som varmt brød i Vatikanet, for som han siger: Jeg er ingen, kun Kristus er, derfor skal mit ansigt heller ikke pryde diverse tallerkener og porcelæn. I virkeligheden har han en anden dagsorden: han vil skabe sig en utilnærmelig og mystisk aura omkring sig, blive den myte, som alle taler om, men ingen har set, hvilket er mere tillokkende, end hvis man kan se hans ansigt alle vegne.

Mysteriet bliver den nye markedsføringsstrategi. Derfor fremstår han som en mørk silhuet, når han holder tale til folket, hvor der er noget diabolsk, manipulerende og skræmmende over ham. Hans tale og opførsel er ofte ukristelig, og indimellem synes man, han optræder som en moderne Antikrist. Det ene øjeblik ophøjer han sig selv i åndeligt og provokerende hovmod til at være større end Gud, og det næste øjeblik knæler han ved sengen og beder om tilgivelse for sit hovmod. Ofte er hans tale kynisk og spotsk. Han føler sig alene og venneløs, ser fjender alle vegne og fører krig mod alle, der ikke ydmyger sig under ham. Paven bliver af katolikker anset for at være ufejlbarlig, - det er Pius XIII ikke, til gengæld har han fået ubegrænset magt, og de to ting er en farlig cocktail. Blandt hans ærkefjender bliver Vatikanets magtfulde statssekretær, kardinal Voiello, og den forsmåede kardinal, Spencer, som er pavens tidligere mentor. Ærkefjenderne er djævelsk optaget af magt og er parate til at gå langt for at få den tilbage, - ønsket om magt kan korrumpere enhver oprigtig tro, og afsløring af folks hemmelige svagheder, kan bruges som pression.

Twin Peaks
Flere gange optræder underlige drømmesekvenser og mærkelige flashbacks, der lægger en uhygge ind over afsnittene, som giver mindelser om forgangne tiders okkulte og syrede tv-serie "Twin Peaks". Der er også flere gange ubehagelige sexscener. Først langt inde i serien kommer der mere alvorlig fokus på begreber som ensomhed og tro, hvilket trods alt giver serien en vis substans. Her ser man også flere gange barmhjertige træk hos paven, som begynder at optræde mere nuanceret. Som en præst engang sagde: Jeg troede engang, at alle præster var ufejlbarlige, indtil jeg selv blev præst … Men serien er mere end skildring af ufejlbarlighed, - paven og hele den katolske top fremstår som magtbegærlige, korrupte og med et tomt og overfladisk forhold til tro og til Kristus. På facaden skal alt se så pænt ud, indvendigt er der kun maddiker. Den unge pave beslutter sig for at rydde op i Vatikanet. Han går til kamp mod både homoseksualitet og pædofili og vil have orden i rækkerne, men samtidig virker hans handlinger modsætningsfyldte, for alt udføres med hang til selvophøjelse og diktatur. På den måde kommer dét at have en konservativ bibelsk holdning til f.eks. praktiseret homoseksualitet til at fremstå som kynisk og ukærligt.

Forvrænget kristendom
Paven går også til kamp mod abort, - som han siger: "I dag er synder gjort til rettigheder. Abort er at sige nej til livet!"  Men kardinal Spencer, går i rette med ham og siger: "Folk skider da på livet! Du er alt for streng i dit syn på abort. Man skal kun være hård i princippet, men blød i praksis." I det hele taget fremstilles paven som en hård og uforsonlig mand, når det angår abort og praktiseret homoseksualitet, mens de øvrige medvirkede fremstilles som barmhjertige fortalere for netop disse ting. Det er, som om kirken lever sit eget liv uden om Guds ord og Guds ånd, - man bruger Ham, når det er belejligt, men kan ellers sagtens klare sig uden Ham.

Flere af manuskriptforfatterne siges at være katolikker, hvilket dog er med til at give den kirkelige vinkel en vis autenticitet. Først mod slutningen af serien kommer man tæt på mennesket Pius XIII og får en slags medfølelse med ham. Først mod slutningen træder han endelig i karakter som en slags troens mand, uden han dog selv tror, - eller gør han det alligevel i en eller anden grad? For flere gange fører hans bønner til mirakler, og det er, som om han ser Jesus i skyerne over sit hoved til slut. Forvirret …? Tja, plottet er så tilpas mudret, at det er svært at se, hvad serien egentlig vil, men måske en sæson 2 kan rette op på det. Mennesker tvivler, det gør paver måske også, men spørgsmålet er, om en kirke kan ledes af en mand, der slet ikke tror, og om kirken så bliver andet end mursten og ydermure?

Godt konstrueret, men foruroligende
Serien er filmet helt fantastisk, med underlige vinkler og komiske tableauer af mennesker næsten lige som på malerierne i Vatikanmuseet. Ofte bruges som underlægningsmusik både rock og pop, hvilket giver en modsætningsfyldt og overraskende effekt, når der samtidig vises billeder af nonner og kardinaler. Dette understreger den morbide humor, som også er at finde i serien. Hele den katolske kirkes konstruktion og påklædningsudstyr virker på os som lutherske direkte latterlig.

Som mennesker tiltrækkes vi af underholdningsværdien i intrigante historier, og man bliver både betaget og frastødt af al den katolske pomp og pragt, men kirkens magt og mulighed for at misbruge den, fremstår i al sin gru som ækel og frastødende, netop fordi kirken skulle repræsentere det modsatte og bygge på ærlighed, kærlighed og nåde. Både paven og kirkens mænd fremstår som alt andet end ufejlbarlige, men nogen, der i den grad har brug for selvransagelse, anger og Guds nåde … ligesom vi andre. Samtidig bliver man foruroliget over, at serien er så elegant skruet sammen, at man har svært ved at slippe igen. Hele tiden søger man efter forsonende elementer i personerne, men ligesom disse dukker op, forsvinder de igen.

En på mange måder surrealistisk, rå, mørk og uforudsigelig serie, der både skræmte, foruroligede, tiltrak og provokerede mig. Ligesom man kan blive fyldt af politikerlede, så kan man også i denne serie få nok af kardinaler, paver og andet katolsk godtfolk. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, siger Paulus, og jeg tænkte efterfølgende, om denne serie havde gjort noget som helst godt for mig at se. Spørgsmålet er, om den formår andet end at provokere …

---