The Wolverine

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En actionfyldt sidehistorie til X-Men filmene. Det klæder filmen, at den bruger tid på at behandle emnet udødelighed.

Mutanten Wolverine er en meget fremtrædende karakter i historierne om X-Men, og derfor fik han også i 2009 sin egen film - "X-Men Origines: Wolverine", hvor forhistorien om ham fortælles. Nu er der så kommet endnu en, som foregår efter den sidste af de tre "oprindelige" X-Men film, dvs. efter "X-Men: The Last Stand" fra 2006.

Mutant-kæresten Jane Grey er død, og Wolverine – eller Logan, som han normalt hedder – plages af mareridt. Efter Janes død har han trukket sig tilbage i vildmarken, men drømmer om de mange ting, han har oplevet igennem årene.

En af hans "features" - ud over de lange kløer lavet af adamandium - er, at han praktisk talt er udødelig, og derfor har han igennem mange år oplevet rigtig mange ting, blandt andet under anden verdenskrig i Japan, hvor han redder en soldat fra døden.

Denne soldat, som nu er blevet gammel, opsøger ham igen for at takke ham og bede om hans hjælp. Men det viser sig snart, at der gemmer sig rigtig mange hemmeligheder under overfladen, og på Wolverines tur til Japan er der derfor rigeligt med slåskampe med ninjaer, mafiabøller, osv., og en superflot designet og koreograferet kamp oven på de velkendte japanske højhastighedstog. Indrømmet, den scene tog pusten fra mig.

Skuespilleren Hugh Jackman er perfekt i rollen som den brølende, ulveagtige mutant. Han er en rigtig actionhelt, og så klæder det filmen, at den bruger tid på at behandle emnet udødelighed – og Wolverines ønske om at slippe for netop dette.

Men derudover er filmen "The Wolverine" ikke stor filmkunst. Som actionfilm er den fin, men den fungerer helt klart som pauseunderholdning, mens vi venter på, at der sommeren 2014 kommer endnu en "rigtig" X-Men film: Days of Future Past. Filmen slutter derfor også med (dog først efter et par minutters rulletekster), at Wolverine i en kort cliffhanger-scene genforenes med Magneto og professor X.

---