The Wolf of Wall Street

Af: Henrik Højlund
En skræmmende skildring af en børssvindlers frie fald mod bunden. Desuden er den ét langt orgie i bedrag, stoffer, alkohol og sex.

VEJEN TIL HELVEDE
Martin Scorsese er en filminstruktør med en anseelig række film bag sig. Han regnes for en af de helt store. Men hans film er efter undertegnedes mening af meget svingende kvalitet. Håndværket svigter aldrig. De er altid fermt drejet med et stærkt blik for det ligefremt underholdende.

I den gode ende finder vi f.eks. gennembrudsfilmen, som har opnået klassiker-status, "Taxi Driver".  Den bliver med rette set som en vigtig inspirationskilde – og er efter min mening bedre end – Nicolas Winding Refns prisbelønnede Drive. Man kunne også nævne The Departed og Shutter Island.

I den dårlige ende finder vi f.eks. mafiafilmen "Goodfellas". Og så den nyeste: "The Wolf of Wall Street". De kan minde om hinanden. De handler om mennesker i total moralsk opløsning. Og de har det til fælles, at de i bund og grund ikke handler om andet. Den moralske opløsning får intet modspil. Det er rene studier i menneskelig råddenskab. Og det vil sige, at det – i hvert fald på undertegnede – i sig selv virker moralsk opløsende at se disse film.

Jeg overvejede at stoppe cirka en tredjedel henne i filmen og droppe anmeldelsen. Jeg holdt ud til den bitre ende med denne næsten 3 timer lange film. Jeg kan ikke anbefale andre at gøre det.

Historien lægger sig tæt op ad en virkelig historie om børssvindleren Jordan Belfort, som i 1980’erne og 90’erne tjente styrtende med penge med sit firma "Stratton Oakmont" i New York. Filmen følger Jordan Belforts susende vej mod toppen. Vejen er ét langt orgie i bedrag, stoffer, alkohol og sex. Det sidste er ret udpenslet i filmen. Alene af den grund er filmen en yderst tvivlsom affære.

Et stykke henne i historien får FBI færten af Belforts svindlerier. FBI's optrevling af svindlen er en meget lille sidehistorie, som ikke giver tyngde til noget, der kunne have dannet modvægt til den moralske deroute. Scorsese synes mest af alt optaget af at fortælle historien på sin hovedpersons (spillet af Scorseses nye yndling Leonardo DiCaprio) egne præmisser. Det er, som om Scorseses hensigt er at få os til at mærke fascinationen ved den type liv. Man mærker hensigten – og bliver forstemt. Og beklemt over, at Scorsese et stykke vej opnår, hvad han vil. Man kan gribe sig selv i fornemmelsen af fascination over sådan et liv i frit fald, hæmningsløst, grænseløst og ansvarsløst. Det kunne man selvfølgelig rose Scorsese for – at han når, hvad han er ude efter. Men det, han er ude efter, er ærlig talt meget lidt rosværdigt. Det er snarere skræmmende.

En flig af sandhed tittede et øjeblik frem, da Belforts nære medarbejder under en storm i lystyachten rædselsslagent udbrød: "Jeg ryger lige i Helvede. Jeg har lavet så meget lort."

---