The Way Back

Af: Henrik Højlund
Syv fanger flygter fra en sibirisk fangelejr i 1941. En flot og seværdig film, som dog mangler lidt indre drama.

Den polske officer Slawomir Rawicz udgav i 1956 sine erindringer om flugten fra en sibirisk fangelejr i 1941. Bogen, som er skrevet af en ghostwriter, fortæller en ufattelig historie om syv fanger fra Gulag, som flygter sent om vinteren, mens det endnu er bidende koldt, og sneen falder. Fra Sibirien vandrer de 6500 km til Indien og passerer undervejs den mægtige Gobi ørken og Himalaya. Undervejs støder en 17-årig polsk pige til gruppen. Fire omkommer gennem ørkenen og i Himalaya, fire når frem til friheden i Indien. Bogen blev en bestseller og er oversat til 25 sprog. Rawicz' historie er sidenhen blevet draget i tvivl af flere.

Jeg tilstår, at jeg blev en anelse skuffet, da det sidste gik op for mig - efter at have set filmen. For alene bevidstheden om filmens afsæt i en sand historie gjorde det hele en smule mere imponerende og stærkt. Dét antyder så måske også en svaghed ved filmen. Den står måske ikke helt i sin egen ret. Den lever ikke helt i kraft af en historie, der har så meget almengyldigt i sig, at dens autenticitet kan være underordnet.

Nuvel, det er en flot og seværdig film, lad det være sagt uden tøven. Især er filmens naturscenerier fabelagtige. Jeg ærgrer mig kun over ikke at have set den på stort lærred. Der hører den uden tvivl hjemme.

Og selvfølgelig er hele oplægget elementært spændende. Den korte skildring af opholdet i den umenneskelige fangelejr, den umulige flugt derfra, og derefter en ufattelig udmarvende vandring med mange nærmest uoverstigelige forhindringer undervejs, som da også betyder fire omkomne. At fire personer når frem, er i sig selv et bevægende mirakel.

Undervejs er der også et vedkommende psykologisk drama mellem de højst forskelligartede flygtninge. Et fint sidespor er historien om den polske officers hustru, som under tortur angav ham til det sovjetiske efterretningspoliti, og som følgelig aldrig vil kunne tilgive sig selv – og derfor er det ham alt om at gøre at nå hjem for at tilgive.

Men det er alligevel, som om det menneskelige drama i historien aldrig letter helt.  Mærkeligt nok, når man tænker på, hvem instruktøren er – Peter Weir - som har stået for en perlerække af film med netop hovedvægten på det overbevisende, almengyldige menneskelige drama. Film som Vidnet, Døde Poeters Klub, "Green Card", "Fearless" og "Master and Commander".

Måske var Peter Weir selv så grebet af den ufattelige bedrift i historiens ydre handling, at han glemte det indre drama? Men se endelig filmen, den er pengene værd.

---