The Walk

Af: Henrik Højlund
The Walk har smukke billeder og en god historie, men historien når aldrig ned til publikum. Den forbliver hængende frit i luften og bliver en bagatel, desværre.

BEGIVENHED ELLER BAGATEL

Filmen "The Walk" handler om en meget spektakulær begivenhed i 1974, da franskmanden Philippe Petit gik på en wire mellem World Trade Centers to tårne, de såkaldt Twin Towers i New York. To tårne, som vi i dag forbinder med noget helt andet, nemlig 11. september 2001, da det nye årtusind fødtes i terrorens tegn.

Det sidste spiller givetvis med, når instruktøren Robert Zemeckis valgte at lave en film om de samme tårne, men med en helt anden historie. Det er, som om tårnene skal bringes til ære og værdighed igen. Vi skal ikke kun erindre dem for det værste, men også for det bedste, det smukkeste. Vi skal huske dem for en umulig drøm, der gik i opfyldelse, mere end for et umuligt mareridt, der også gik i opfyldelse.

Zemeckis har rigtig gode film på cv'et. De kendteste er Forrest Gump og Cast Away. Men også den mindre kendte science fiction-film "Contact" er en meget seværdig film. Derfor var mine forventninger store. For store, viste det sig.

Flotte billeder – overfladisk historie
For på trods af en utrolig historie og desuden meget smukke billeder fra højderne forbliver filmen efter undertegnedes mening mærkeligt overfladisk.

Vi følger Philippe Petit fra barndom til den 7. august 1974, hvor han vandrer flere gange frem og tilbage mellem de to tårne, i alt 45 minutter i så at sige frit svæv. Men vi kommer aldrig rigtig under huden på manden. Vi forstår, at han er nørdet og enspænderagtig, men at han dog formår at få folk til at tro på sin umulige drøm. Vi forstår, at realiseringen af projektet betyder planlægning ned til mindste detalje, og at det er komplet ulovligt og derfor skal udføres i dybeste hemmelighed. Alt dette fører til næsten Olsen Banden-agtige scener, hvor vagtfolk og politi snøres, lige til Petit går på wiren mellem de to tårne og politiet må lade ham gå, så længe han vil, for ingen tør gå ud og hente ham. Vi forstår, at hans præstation er ufattelig.

Filmen bliver hængende i luften
Man skulle synes, at der kunne skabes et både intenst spændende drama og en historie om det indre drama, om "meningen", om betydningen af det hele.

Filmen forsøger også at løfte det hele ud over sin egen historie og gøre det til en historie om at tro på og realisere det umulige, men det bliver alt i alt lidt klichéagtigt. Det er svært at forbinde sig selv med det. Det bliver ikke alment og eksistentielt for alvor. Det bliver mest hængende oppe i luften mellem tårnene.

Da Philippe Petit blev spurgt om, hvorfor han gjorde det, svarede han: "Når jeg ser tre appelsiner, jonglerer jeg, når jeg ser to tårne, går jeg." Det er jo meget elegant og minimalistisk. Og det svarer omtrent til filmens udtryk. Men man gad godt have mere for pengene, for man føler, at der måtte være mere i den historie.

Jeg vil tro, at filmen har gjort sig bedre på det store lærred og især i 3D. Selv på dvd’en fornemmer man suget i billederne. Lider man af højdeskræk, skal filmen nok være for stærk kost. For os andre er det mest en bagatel om en begivenhed, som synes at være noget mere end en bagatel.

Man on Wire handler om samme gåtur (red.).

---