The Upside

Af: Christoffer Winther West
Den amerikanske udgave af den franske film "De urørlige" om en handicaphjælper er amerikansk på alle måder, men det er ikke en fordel i dansk kontekst.

UCHARMERENDE OG UELEGANT

"The Upside" er det amerikanske remake af den franske film De urørlige fra 2011. Hvis du ikke allerede har set den franske udgave, så opfordrer jeg dig hermed til at se den i stedet for denne. Det er en langt bedre udnyttelse af din tid.

Handicaphjælper
I "The Upside" møder vi den fattige ghettolus Dell (Kevin Hart), der mangler et job, og lidt tilfældigt ender med at blive ansat af den meget rige handicappede Philip Lacasse (Bryan Cranston). Her skal Dell være hans døgnhandicaphjælper og hjælpe med diverse dagligdags gøremål. Mødet mellem de to kulturer er selvfølgelig det bærende element i filmen og giver anledning til megen morskab. Heldigvis er de mest sjove scener fra den oprindelige bibeholdt, og derfor er filmen faktisk ok morsom.

På overfladen var det stærkeste element af den originale film humoren, hvilket der også er forsøgt sig med i "The Upside". Isoleret set er filmen morsom, og komikeren Kevin Hart, der spiller rollen som Dell, gør det helt fint. Men hvor den franske udgave havde en vis charme og ironi, så er den amerikanske udgave fuldstændig blottet for elegance, og ofte fremstår morskaben lidt barnlig eller vulgær. I sig selv er det jo ikke frygteligt, og de fleste af os kan tage den umodne hat på og grine alligevel.

Ærgerlig ændring
Generelt er der ikke ændret særligt meget fra den første udgave til den anden, i sig selv fortæller "The Upside" historien om et venskab på tværs af sociale lag, og det er en god historie, ikke mindst fordi den bygger på en sand fortælling. Hvor den originale film gør meget ud af at fremstille de to hovedpersoner som ligeværdige og ikke fejlfrie mennesker, har de ændret på nogle afgørende elementer af historien i den amerikanske udgave. Det er ærgerligt, for i stedet for en film om ligeværd, kommer Dell til at være det eneste store menneske, der uden større motivation indtager rollen som forsoner. Den vinkling passer sikkert meget godt i et amerikansk samfund, hvor der er vanvittig stor forskel på rig og fattig og hvid og sort, men i min danske kontekst kunne jeg meget bedre forholde mig den originale vinkling.

Til trods for at filmen har noget på hjerte, er det ikke en film, jeg vil anbefale andre. Fra et kristent perspektiv forkynder den ligeværd og næstekærlighed, hvilket i filmens sekulære selvforståelse, stadig er værdier, jeg bifalder, når de fremelskes. Ligeledes indeholder filmen ingen ubehagelige scener, og man kan undre sig over, hvorfor censuren er 15 år. Filmen er middelmådig, og man kan spørge sig selv om, hvorfor den overhovedet er blevet lavet. Det korte svar er nok, at det er vanskeligt at få amerikanerne til at se udenlandske film, og derfor lad amerikanerne få, hvad der er deres - så længe jeg får lov til at beholde min franske udgave.

---