The Truman Show

Af: Peter E. Nissen
Jim Carrey spiller Truman Burbank, der uden at vide det lever i en kunstig medieverden, hvor han selv har hovedrollen.

"The Truman Show" er endnu en af de film, hvor Jim Carrey rigtig markerer sig som god skuespiller. Han fylder meget i filmen og med god grund. Carrey spiller hovedrollen som Truman Burbank, der uden at vide det lever i en kunstig medieverden. Filmen begynder med, at Truman en morgen oplever, at et kamera styrter ned i hans lille ordnede verden. Dermed er problemstillingen lagt fra begyndelsen: Hvordan en kommerciel medieverden forsøger at styre Trumans liv, men også problemerne med at gøre det. Vi møder Truman på det tidspunkt, hvor en længsel efter at komme ud af den lille verden begynder at trænge sig på. Det er naturligvis et problem for dem, som har skabt denne lille verden til ham. For dermed risikerer man, at Truman opdager sandheden om sig selv; hvordan han er blevet bedraget af alle til at tro på en løgn.

Vi ser, hvordan folkene bag reality-showet får sværere og sværere ved at kontrollere Trumans trang til at finde sit sande jeg, og det ender i et stort oprør fra Trumans side.  Det handler om dybe følelser over for en formynderisk opfattelse af, hvad lykke er. Trumans kamp for at slippe ud af sin kunstige verden giver nogle komiske scener, hvor skuespillerne bliver mere og mere desperate i deres forsøg på at fastholde kontrollen. Samtidig bliver det mere og mere tydeligt, hvordan Truman manipuleres for at fastholde instruktørens ære og den kunstige verden, han har skabt. Ved Trumans oprør ændres hans hyggelige verden sig desuden til en uhyggelig overvågningssamfund.

Filmen kom frem på det tidspunkt, hvor Big Brother for alvor slog igennem. Matrix-filmene kom de følgende år, og spørgsmålet om en kunstig, medieskabt verden over for det ægte liv er et stort tema i filmen. Men filmens ærinde er samtidig bredere end dette. Det handler om ægthed over for et facadeliv. Det handler også om falsk idealisme og ønskedrømme over for det sande liv. Oprør mod pænhed og facade hyldes i filmen, og det er tankevækkende, at Trumans ø fremstilles som en 1950'er-kulisse.

Skaberen af den kunstige verden opfører sig som Gud. Han forsøger at være gud for Truman, og deri kommer han til kort. Filmen giver naturligvis tanker om vores egen verden og vores opfattelse af den. Som kristen kan det være anfægtende at se, hvordan Trumans tro på verden falder sammen, og hvordan han vokser som menneske ved at tage et opgør med den. Men på den anden side kan kristendommen jo ikke siges at være et sådan system som Trumans – i så fald er der noget galt med forståelsen af den. Filmen er en påmindelse om at leve det ægte liv og ikke beskytte sig i kunstige, små kontrollerede verdener. Her er noget for os satte og ordenselskende danskere at arbejde med. Desuden giver filmen overvejelser om vores forhold til medier. Hvor meget og hvordan de fylder vores liv.

Filmen anbefales klart. Den er godt lavet med godt skuespil – selvom Carrey efter min smag kan blive lidt for meget af det gode. Men det er på den anden side med til ikke at gøre filmen alt for alvorlig. Det er også på sin plads. Filmen kombinerer det dybe og det underholdende på en vellykket måde.

---