The Trial of the Chicago 7

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En oprørende retssag, hvor dommeren er vild partisk og de syv anklagede er rygende uenige. Og så er det i store træk sket i virkeligheden! En film til forargelse over uretfærdighed og til eftertanke.

POLITISK RETSSAG 

I 1968 var der en retssag, der trak voldsomme overskrifter både i USA, hvor den foregik, og i store dele af verden. Syv personer var anklaget for at skabe oprør og voldelig konfrontation med ordensmagten ved at samle folk til demonstration mod USA's krigsførelse i Vietnam. Hele filmen handler om denne sag og dens mange retsmøder – suppleret med flashbacks til selve demonstrationen – og med klip fra de originale tv-optagelser i sort-hvid.

Intens film
Jeg havde egentlig tænkt at begynde at se lidt af filmen og så senere se den færdig. Men det gik ikke. Jeg måtte blive hængende, til den var færdig. Hvorfor ved jeg ikke rigtig. Set fra en overordnet synsvinkel adskiller den sig ikke fra så mange andre forsøg på at filmatisere virkelige begivenheder. Men jeg oplevede en intensitet, som jeg sjældent møder i den slags film. Måske fordi den klipper tæt mellem retsmøder og samtaler mellem retsmøderne, hvor vi får udfoldet de mange spændinger og diskussioner mellem de syv – og deres advokater. Men intens og medrivende er filmen i hvert fald.

Uretfærdighed
Egentlig er filmen én lang beskrivelse af det, som nogle af de syv fra starten benævner det: en politisk retssag. Den nytiltrådte regering har lagt en tydelig politisk agenda ned over sagen: de syv skal dømmes. Dommeren udviser da også en partiskhed, der er til at tage og føle på, ligesom mere beskidte kneb også bruges undervejs. De syv reagerer både med vrede og juridiske strategier – men også med humor og tydelig ironisk foragt for dette skuespil af en retssag. Det hele bliver endnu mere grotesk, fordi anklageren forgæves prøver at få inddraget en sort mand med tilknytning til "De sorte pantere" – bare for at få de racistiske fordomme overfor sorte og især den sorte modstandsbevægelse trukket ind over de syv, der er hvide.

Intern uenighed
Sagens udfald er ikke det, der giver filmen spænding. Men de interne brydninger mellem de syv er voldsom interessant. Vi møder den "pæne" taktik hos Tom Hayden (Eddie Redmayne) fra den demokratiske studenterbevægelse. Han tror på en fredelig og forhandlingspræget protest: demonstrationen skal gå til det demokratiske landskonvent i Chicago og dermed få mediernes bevågenhed. Men de to hippie-ledere Abbie (Sacha Baron Cohen) og Rennie (Alex Sharp) er sikre på, at politi og militær vil afskære dem fra at nå frem til konventet. Derfor må de bruge vold for at tiltrække sig mediernes opmærksomhed og på den måde få deres budskab ud. Undervejs i filmen ser vi, at disse synspunkter faktisk kan flytte sig fra person til person, når slaget er i gang og blodet flyder ... Men uanset den konkrete historiske kendsgerning, rejser filmen den helt generelle problemstilling: Hvad gør man, når man har en anden mening end regeringen, og regeringen forhindrer én i at give udtryk for denne mening på en måde, så den kan nå ud til hele folket? Jeg ved ikke, hvilken mening du har om dette, inden du ser filmen – men vær forberedt på at blive udfordret, stort set lige meget hvilken holdning du har.

Kan ses på Netflix.

---