The Tree of Life

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Af: 02
Terrence Malicks film er en smuk, visuel film, som kommunikerer mere i stemninger og billeder end i ord - om Gud, skabelsen, kærligheden, sorgen og håbet.

ALTINGS OPHAV
Der findes to veje i livet: Naturens vej og nådens vej. Sådan lærte Jack at se og forstå tilværelsen af sine forældre. Som voksen (Sean Penn) tænker han tilbage på sin opvækst hos den autoritære far (Brad Pitt) og den kærlige mor (Jessica Chastain). Selv har Jack tilsyneladende valgt et liv uden megen plads til livets store øjeblikke – til det, der ikke kan måles og vejes. Et liv hvor kærlighed og barmhjertighed synes fraværende. I tanken rejser han tilbage, til da han var et barn, som voksede op og lærte at se på sin far som et menneske, der begik fejl, og på sin mor som en kvinde, der elskede uden ophør. Han husker billeder, oplevelser og øjeblikke, som formede ham. Han erindrer sin bror, som han voksede op med, men hvis tidlige død fik en måske større betydning for ham, end han selv ved. At Jack i sine tanker vender tilbage til der, hvor han selv kommer fra, bliver til en film om derfra, hvor alting kommer fra; en film om Gud, om skabelsen, om kærligheden, sorgen, håbet og – ja, meget mere.

Det er vældig vanskeligt at yde en film som "The Tree of Life" retfærdighed med ord. Det kan faktisk være helt vanskeligt at fortælle, hvad den handler om – der er her tale om en visuel film af en helt særlig art, som kommunikerer mere i stemninger og billeder end i ord. For nogle vil det lyde spændende; for andre kan det måske lyde som noget værre rod. Hører man til i den sidste kategori, er det ikke sikkert, at man vil få vanvittigt meget ud af Terrence Malicks Guldpalmevinder. Så vil filmens lange og dvælende billeder af børn, der leger i naturen – og ikke mindst det lange segment, hvor jorden skabes, virke underlig langt og unødvendigt. Så vil man undre sig over, at der næsten ingen dialog er i filmen, men at figurerne taler til os i voice-overs.

Måske vil man finde det besynderligt, at skuespillerne mere er castet som rekvisitter, som skulpturer end som spillere. Men sådan har instruktøren Terrence Malick altid arbejdet med sine film. På 40 år har han lavet blot fem film (bl.a. The New World og Himlen på jorden), alle bemærkelsesværdige billeddigt om det inderste i menneskets relation med naturen og med sig selv. Den notorisk sky Malick giver aldrig interviews, og der har været mange overvejelser over hans kristne ståsted. Men det ses tydeligt i "The Tree of Life". Filmen rammes ind med et citat fra Jobs Bog, der sætter Gud og Guds visdom over menneskets, men som også stiller mennesket et sted, hvor det kan råbe og klage sin nød til Gud. Derfra foldes filmen ud, og vi får lov til at se skabelsen, kærligheden, familien som velsignelser, der blidt regner ned fra oven. Ikke desto mindre er der tale om velsignelser, som i en falden verden kan være svære at forstå, og derfor ser vi også Jack stå i en moden alder og overveje sin tilværelse, alt imens han tænker over det, han fik med hjemmefra.

"The Tree of Life" er mageløs smuk, og jeg må indrømme, at den ramte mig dybt. Sjældent ser man billedmeditationer, der handler om, hvor smukt og hvor svært livet kan være på en gang – og endnu sjældnere findes de med en erkendelse af, at Gud findes, at han vil mennesket, og at nådens vej er en realitet. Samtidig er der ikke tale om en forkyndende film; tværtimod, og det gør filmen så forunderlig og så utrolig vanskelig at skrive om. Se den – hvis du har lyst til at få et bud på, hvordan livets gåde skal forstås – og se den endelig på det store lærred, hvis du kan. Dette er en af den slags film, der laves umanerligt få af.

Filmen er kommet på dvd.

---