The Sum of All Fears

Af: Mikael Arendt Laursen
En nazistisk rigmand puster til gløderne fra den kolde krig, og snart kommer verden på randen af tredje verdenskrig.

Berlinmuren faldt i 1989 og blev symbolsk afslutningen på den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen. Men kun godt et årti efter spiller en international, nazistisk gruppe - under ledelse af en fantastisk rigmand - de to supermagter ud mod hinanden igen i håbet om, at de kan udslette hinanden og dermed skabe plads til en ny, nazistisk verdensorden. Hitler fejlede i sin tid, fordi han forsøgte at bekæmpe supermagterne selv, men denne gang skal det lykkes. "The Sum of All Fears" lader alle koldkrigsklichéerne blusse op igen, når de to gamle fjender bliver tvunget til at føle hinanden alvorligt på tænderne. Og da konflikten spidser til, skal der træffes svære valg på begge sider af det nu forhenværende jerntæppe.

Plottet i filmen her er relativt forudsigeligt, selvom der også er mindst én væsentlig overraskelse undervejs. I 1973 bliver et israelsk fly skudt ned under krigen med Syrien og Egypten, og en atombombe, som var med ombord, forsvinder sammen med vragdelene i ørkensandet i Golan. Små tredive år senere finder et par arabere bomben. De sælger den til en våbenhandler, som formidler den videre til den nazistiske gruppe med en pæn avance. Bomben ombygges, og så skal den ellers smugles ind i USA for at sætte konflikten mellem supermagterne i gang. Den skal sprænges under Super Bowl i Baltimore (hvor Super Bowl i øvrigt aldrig har været afholdt) og skabe panik og kaos i USA, hvorefter det er planen, at USA skal gengælde dette russiske 'angreb', og få krisen til at eskalere, indtil en altødelæggende krig mellem de to lande er uundgåelig. Men helt sådan går det naturligvis ikke.

Hovedpersonen er CIA-analytikeren Jack Ryan (Ben Affleck), som jeg mødte første gang i filmen "Jagten på Røde Oktober" fra 1990. En fremragende film, som jeg har set rigtig mange gange. I "Jagten på Røde Oktober" er det Alec Baldwin, der spiller rollen, og med al respekt for Affleck, så er Baldwin bare den rigtige Ryan for mig. Man har også glemt, at Ryan er bange for at flyve, hvilket gør ham til en mere endimensionel figur i "The Sum of All Fears". Og det er i virkeligheden en grundlæggende anke mod filmen. Det er er som om, at ingen af figurerne rigtigt får lov til at træde i karakter. James Cromwell spiller en karikeret udgave af den amerikanske præsident, der midt i den alvorligste krise i landets historie er ved at miste besindelsen. Derved kommer han til at træffe nogle uovervejede beslutninger på et meget løst grundlag. Og sådan kunne man blive ved. I virkeligheden bliver kærlighedshistorien mellem CIA-manden Ryan og lægen Muller det mest autentiske i filmen.

Krisen får lov til at eskalere langt voldsommere, end man er vant til at se det i film som denne, hvor den store katastrofe som regel bliver afværget i sidste sekund med jubel i hovedkvarteret til følge. Sådan er det ikke her. Vi bliver vidner til en verden helt ude på randen af en global krig, og kun Ryans insisterende ihærdighed vender begivenhedernes gang.

Man kan vælge at se "The Sum of All Fears" som almindelig god underholdning, og det er dét, filmen er skabt til og også kan klare. Men skuespilpræstationerne er middelmådige, og man tror aldrig helt på historien. Der er masser af action og spænding, men jeg kom aldrig helt ud på kanten af stolen, fordi langt det meste i filmen er så forbistret forudsigeligt. Med undtagelse af en enkelt ting, som jeg ikke vil røbe her. Er du til klassisk koldkrigsaction, så får du lige muligheden for en opdateret version af den her. Ellers er der masser af andre film, som jeg hellere vil anbefale dig at bruge en lørdag aften på.

---