The Station Agent

Af: Michael Agerbo Mørch
En dværg, der elsker tog og ensomhed, arver en stationsbygning i ødemarken. Men ikke engang der, kan han være i fred. mobning

"Det er ikke godt, at mennesket er alene." Sådan siger Gud Herren som en begrundelse for, hvorfor han skaber kvinden den sjette dag i skabelsesugen. Manden har brug for en hjælper, en støtte, en ven, og denne funktion skal kvinden udfylde. I bibelsk forstand er det altså en skaberordning, at vi orienterer os mod andre. Inden for sociologien har man længe vidst det samme: mennesker er intersubjektivt, dvs. det orienterer sig i verden ud fra andre mennesker. Palle alene i verden-historien viser jo, at mennesket vil gå til grunde uden fællesskab.

Livet kan dog vise sig sådan, at mennesket, på trods af en grundlæggende viden om ensomhedens destruktive karakter, alligevel opsøger ensomheden. Det kan skyldes mobning, isolation, sorg, passivitet, eksistentiel angst, osv.

Sådan er det for Finbar McBride i "The Station Agent". Han er dværg og er derfor genstand for folks konstante opmærksomhed. Og det bryder han sig ikke om. Så da hans chef dør ved et hjerteanfald, og han derfor arver en søvnig togstation i Newfoundland, tøver han ikke med at rejse. For udover ensomheden, øjner Finbar også muligheden for at dyrke sin store passion: tog. Finbar søger væk fra de intersubjektive relationer og hen mod den ikke-personelle forløsning, som hobbies kan foregive at kunne bringe (for nu at sige det lidt snørklet).

Når mennesket rammer kanten, hvor ensomheden og flugten fra sin eksistens søges, vil alle andre mennesker uundgåeligt gå ind i personen med træsko på. For Finbar bliver mødet med den livsglade og hyperaktive kaffesælger Joe og den lettere depressive og distræte, men hjertevarme Olivia til stadig stigende irritation. For Finbar ønsker virkelig ensomheden. Han er sikker på, at det er nøglen til livsglæde. Ikke flere snærende blikke. Men det viser sig at være en udfordring, for Finbar kommer jo med tiden til at holde af de to særlige typer. Og så splittes Finbar igen. For vælger man at engagere sig i andre og lade sig engagere af dem, så opstår muligheden for skuffelse. Og det problematiseres yderligere ved, at hverken Joe eller Olivia har en problemfri fortid ...

Set gennem Finbars øjne er ensomheden ønskværdig. Det er så besværligt at være en outsider i vores regelrette verden. Men løsningen ligger ikke i permanent retræte. Det er let nok at skrive her, men filmen viser gentagne gange, at fællesskabet med andre mennesker er mere ønskværdigt, selvom det også er mere besværligt. Der er simpelthen flere udsving - både positive og negative - på humørradaren, når man indgår i fællesskaber med andre. Men det er altså en del af velsignelsen!

Som kristne kender vi formentlig både til eksistentiel smerte og glæden ved fællesskab. Vi ved, at begge dele hører syndefaldets verden til. Men vi ved også, at ægte fællesskab er værd at kæmpe for. Både den evige i fællesskabet med den treenige Gud (som dog griber ind i nutiden), men også i vores jordiske fællesskaber i hjem, kirke og alle andre steder.

Filmens problem er, at den vil være lidt for hyggelig. Eller med andre ord: den bagatelliserer et eksistentielt grundvilkår på en måde, så den filmiske romantik får lov at overdøve den virkelighedsnære refleksion. Det synes jeg er beklageligt, for det gør faktisk, at man skal bruge en del tid på at bringe filmen hen til et sted, hvor den kan bidrage med noget væsentligt til refleksionen og samtalen om ensomheden.

---