The Sessions

Af: Michael Agerbo Mørch
Mark O'Brien er en handicappet journalist og poet. Filmen, der er baseret på hans egne artikler, er en rejse efter seksuelle erfaringer.

I 1990 skrev Mark O'Brien en artikel om sine erfaringer med et "sex surrogat" (den berømte artikel hedder On Seeing A Sex Surrogate). Han var ramt af polio og dermed lammet i hele kroppen, men han besluttede sig alligevel for, i en alder af 38 år, at forsøge at få en længsel stillet: han ville gerne prøve at have sex. Han opsøger derfor et "sex surrogat", som er en terapeut, der gennem et antal sessioner forsøger at åbne op for nogle af de psykiske problemer, der kan være forbundet med (manglende) sex. Som titlen dog indikerer, er surrogatet selv involveret fysisk i behandlingen. O'Briens artikel, som denne film bygger på, beskriver den rejse han drog ud på, og de mennesker som hen ad vejen sikrede, at hans ønske blev opfyldt: han tabte sin mødom.

I rollen som O'Brien ses John Hawkes, der gør en god figur som den handicappede poet. I en rolle hvor kroppen er totalt inaktiv, er meget af skuespillet jo overladt til mimikken, og det gør Hawkes overbevisende. Filmen har sit naturlige fundament i O'Briens karakter, og han er i stand til at bære filmens skrøbelige manus på troværdig vis.

Alligevel kommer man ikke helt uden om, at filmen - på trods af sine blot 95 minutter - virker lang! Der er ligesom ikke rigtig nok drive i fortællingen på trods af den komplicerede psykologi, som filmen forsøger at portrættere.

Man kan også med rette spørge, om "The Sessions" reelt tilføjer noget nyt i fortællingen om Mark O'Brien. I 1997 vandt dokumentaren "Breathing Lessons: The Life and Work of Mark O'Brien" nemlig en Academy Award for bedste dokumentar, så hans liv og værk er både kendt og hædret. "The Sessions" er fiktion og har en klassisk rammefortælling, men da drivkraften er O'Brien og hans artikel, bør man stille kritiske spørgsmål.

Er sex det egentlige?
Filmens omdrejningspunkt er O'Briens grundlæggende tanke om, at sex er så central en faktor i vores identitet, at hans manglende seksuelle erfaringer er en hæmning for ham. Den forestilling beholder han filmen igennem på trods af, at hans plejere og hans præst bliver ved med at fortælle ham, at sex nok er overvurderet (!). På en skør måde kommer begge sexopfattelser alligevel til at virke afkortede. O'Brien gør det næsten guddommeligt, mens dem omkring ham gør det for mekanisk. Det er meget svært at gennemskue, hvem der egentlig repræsenterer et frugtbart syn på sex. Vores tids mange postuleringer om, at sex er en basal menneskerettighed ligger måske til grund for filmens holdninger. I hvert fald bliver O'Briens ønske om seksuel udfoldelse ikke konstruktivt modgået på noget tidspunkt. Et konkret modspil er jo Bibelens tale om sex som gensidigt forpligtende inden for ægteskabets ramme, pga. den tryghed og tillid, der dér kan bære intimiteten. O'Briens eget "var det virkelig det?" efter hans fuldbyrdede samleje med surrogatet viser jo noget om, at det biologiske i sex er for hurtigt overstået til at være det egentlige i sexakten. Det egentlige er derimod, at to personligheder bliver ét, og derfor får en fælles identitet. Det opdager både O'Brien og surrogatet (Helen Hunt), da deres følelser uhjælpeligt bliver inddraget. Når sex i sig selv ophøjes til en gud, der skal stille ens dybeste længsler, så afsløres sex som værende et for smalt grundlag for lykken. Får sex dybde og fundament i ægteskabet, så tror jeg, der er bedre basis for at give sex en fremtrædende og vigtig plads i vores liv.

Sex på film ligger i grænselandet mellem porno og djærv cliffhanger. I "The Sessions" er der rigtig meget nøgenhed og enkelte sexscener. Alligevel bliver det ikke vulgært og pirrende, som det normalt gør på film. Det har en anden realisme, ja, faktisk en anden skønhed over sig. Dog bliver det nogle gange så voldsomt, at jeg alligevel føler mig forpligtet på at informere om det. Men jeg ønsker også at gøre opmærksom på, at hvis sex på film skal have sin berettigelse, så kunne filmen her være et bud (hvor skørt det måske end kan lyde).

O'Brien var katolik og kæmpede livet igennem med det ondes problem. Gud fremstår filmen igennem som en ond sadist, og det er først, når tilfredsstillelsen søges uden for hans rammer, at lykken bliver opnåelig. Det, tror jeg, er misforstået, omend det er forståeligt, at O'Brian har været udfordret på sit gudsbillede. Filmen har eksplicit flere åndelige samtaler, men de bliver ikke vejet i forhold til hinanden, men mikset sammen i et relativistisk verdensbillede. Dog ligger det indforstået, at det er bedre at spekulere i det åndelige, end at glæde sig over Guds selvåbenbaring. Det er ærgerligt, for jeg tror ikke, det er dér, den frigørende virkeligheds- og seksualforståelse ligger.

---