The September Issue

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
Vi følger modedronningen Anna Wintour og holdet på Vouge i arbejdet med redaktionen af septemberudgaven. En veldrejet skildring af velklædt overfladiskhed.

I de senere år har tv-programmer som "Topmodel", "What not to wear", "The fashion show" eller "Project Runway" været med til at sætte fokus på modebranchen, ikke kun i form af anorektiske modellers drøm om at komme på forsiden, men også i forhold til de håndværksmæssige overvejelser, der jo rent faktisk ligger i arbejdet. Fordi mode samtidig er noget, vi bruger til at definere os – hvad enten vi vil det eller ej – så vil det jo være sådan, at kan man kontrollere modestrømningerne, vil man have uhyggelig stor indflydelse på, hvordan mange af os vælger at klæde os og bruge vore penge. Magt er penge, også her.

Som de mange reality shows giver et hurtigt indblik i modens underlige verden, således blev filmen "The Devil wears Prada" på det nærmeste også folkeeje med Meryl Streep i hovedrollen som den iskolde moderedaktør Miranda Priestly, hvis enerådige stil var med til at diktere mangt et modelune. Den film var vældig vittig og baserede sig på forfatterens oplevelser med Anna Wintour, den navnkundige redaktør på modemagasinet Vogue.

Det siges om Vogue's septemberudgave, at den er modens bibel. I dét katalog kan man finde strømpile for hvad der er smart i den kommende sæson. Septemberudgaven trykkes i mange millioner eksemplarer, og det er altså sin sag at få komponeret et magasin, der både afspejler moden og som sætter dagsordenen for, hvad der er værd at have på. I en branche, der i ekstrem grad er afhængig af profit, vil den, der kontrollerer Vogue, også være den, der sidder på magten.

I dokumentarfilmen "The September Issue" følger instruktøren R.J. Cutler holdet på Vogue i arbejdet med at få 2007-udgaven af septembermagasinet færdigt. Man møder både Anna Wintour, hendes medarbejdere, der både frygter og beundrer hende, og man ser de enkelte, der, qua deres dygtighed, har bevaret deres position på trods af deres uenighed med fru Wintours beslutninger. Det er overraskende underholdende at iagttage de små magtkampe og se medarbejdernes evige kamp mellem at være loyale ja-sigere, sælge et magasin – og så fremhæve og tjene moden som brugskunst. Et sted derimellem bør et blad som Vogue befinde sig, og dets skæbne ligger i den rigtignok noget tilknappede Anna Wintours hænder.

Filmen afslører modeverdenen som et sted med megen velklædt overfladiskhed. Det kan undre, hvor lidt passion en Anna Wintour synes at have for det arbejde, som hun bruger alle døgnets vågne timer på. På en sær måde virker det mere som en sport end som noget, hun brænder for. På den baggrund brænder de igennem, som er med til at lave Vogue, fordi de ser mode som en kunstart, og dermed ikke blot er interesserede i de købmandsmæssige aspekter ved det at lave et modemagasin. Fælles for dem alle er ønsket om magt – om at påvirke en påvirkelig, brutal og dog følsom branche, der lever af at mennesker lytter til Vogue's anbefalinger om hot og not.

Hvad skal man bruge sådan en film til? Det ved jeg faktisk ikke. Den er et indblik i en verden, de færreste kender intimt, men den er fundamentalt underholdende og veldrejet, og jeg morede mig over at se den. Som et filmisk værk i sig selv er den storartet. Til sidst udkommer septemberudgaven, og (næsten) alle er glade. Som et portræt af en magtfuld institution i amerikansk mode sidder man dog mest tilbage i sine trætte t-shirts og føler sig lidt uden for det hele. Det er måske meget godt.

---