The Returned sæson 1 & 2 (serie)

Af: Sprint Aagaard Korsholm
Hvordan ville du reagere, hvis et familiemedlem, som døde for år tilbage, pludselig står ved din hoveddør? Eller hvordan vil en afsidesliggende fransk bjerglandsby reagere, når flere og flere får deres døde tilbage på samme måde?

DE DØDE VENDER TILBAGE 

Den 15-årige Camille (Yara Pilartz) vender hjem til sin mor og sin far. Det lyder ganske normalt, men Camille døde for fire år siden, da hun som 15-årig var med i en busulykke. Naturligvis aner hverken forældrene eller storesøsteren, hvad de skal tænke eller gøre. Og hermed begynder en meget anderledes fransk serie i foreløbig to sæsoner. Plottet, der langsomt rulles op – i hvert fald så langt, som det nåede på to sæsoner – skal ikke afsløres, men lad os se på nogle af ingredienserne i denne serie, der foregår i en ret isoleret fransk bjergby.

De mest markante ingredienser er de afdøde, der vender tilbage. De ser ud, som de gjorde dagen før, de døde. De kan intet huske fra deres tilværelse, før døden indtraf. De har en umættelig appetit og virker ellers ret normale – i hvert fald til at begynde med. Filmverdenen har set ufattelige mængder af walking dead-people, men her er det ikke den almindelige slags groteske monstre, der savlende overfalder alt, der har ånde. De er snarere mere apatiske og indesluttede end normale mennesker. Der dukker flere og flere og flere op …

Stærke ingredienser
En stor dæmning præger hele landskabet. Vandet tæmmes, og dets kræfter udnyttes. Men nu begynder vandstanden at opføre sig meget underligt. Og nogle af de gamle begynder at tale om, hvad der ligger på bunden af den store kunstige sø.

Victor (Swann Nambotin) er en uhyggelig dreng, der også dukker frem af de dødes tåger. Han er helt tydelig i besiddelse af nogle uhyggelige kræfter og er aldrig til at blive helt klog på. Hold godt øje med ham, og med dem, der viser interesse for ham – især Julie (Céline Sallette), der tager ham og alle hans mystiske og makabre tegninger under sine vinger. Hold også øje med det diakonale værested "En udstrakt hånd" og dets leder. Her kommer mange ting til at ske. Rummer stedet en frelsende sekt med en stærk leder, eller …?

Den lokale kirke spiller ikke den store rolle, selv om man skulle formode, at døde hørte under deres fagområde. Præsten er tydeligvis tilhænger af den "moderne" teologi, hvor kristendommen renses for overnaturlige fænomener, så han er absolut ikke på hjemmebane. Det kunne have været spændende, hvis serien havde turdet placere en gammeltroende præst midt i alt dette, men lige den vinkel fik vi altså ikke med. Den lokale politikaptajn er derimod meget aktiv, men hans personlige forbindelser med nogle af de implicerede levende og døde, gør det vanskeligt for ham at holde tungen lige i munden, når han skal takle problemstillinger, man aldrig før har set.

Serie med mange styrker
Det er klart, at filmen rummer et massivt træk af noget overnaturligt, og dette tager til i styrke i løbet af de to sæsoner. Denne udgave af walking dead-people er både original og rummer mange flere muligheder for nuancer, end den klassiske monster-udgave. Samtidig har serien mindst to styrker til. For det første beskriver den på nogle spændende måder den sky af spørgsmål om frygt, sorg og skyld, der må rejse sig, når ens afdøde kære pludselig vender lyslevende tilbage. Hvad gør man fx, når ens elskede kæreste, der døde for mange år siden, nu vender tilbage og er lige så ung og smuk og forelsket, som den gang? For det andet spindes der mange tråde til et sammenhængende net af forbrydelser og forfærdelige hændelser, der langsomt bliver mere og mere tydelige, men som sagt ikke fuldt ud afsløret. Fx møder vi som en fast del af seriens persongalleri en familie, der har udklækket mindst én seriemorder, der har plaget byen for år tilbage. Og der er jo også det med, hvad der gemmer sig på bunden af reservoiret ...

Uhyggelig på en langsom måde
Serien rummer enkelte voldsomme scener, men ellers er uhyggen på det psykiske plan og især forbundet med usikkerheden: Hvor kommer de dødlevende fra? Hvad vil de? Hvordan skal vi andre forholde os, når nu ingen uden for byen tror på det, vi prøver at fortælle dem? Samtidig er serien for de tålmodige, der kan nyde de langstrakte sekvenser, hvor der ikke rigtig sker noget, men hvor vi mere dvæler ved en stemning eller en relation. Det kræver tålmodighed – men belønningen kan være at blive indfanget af stemningen og de forskellige personers skæbner. Og samtidig skal man altså kunne klare, at hele løsningen ikke serveres til sidst – i hvert fald ikke i de to nuværende sæsoner.

Kan ses på Max.

---