The Railway Man

Af: Per Breindahl
Eric Lomax var en engelsk ingeniør i japansk fangenskab under anden verdenskrig. Han blev tortureret, og krigsoplevelserne mærkede ham på livstid. 40 år efter er det tid for et opgør med fortiden.

OPGØR MED FORTIDEN
Den engelske officer og ingeniør Eric Lomax' liv blev påvirket for altid, da han under anden verdenskrig blev taget til fange af japanerne og sat ind i arbejdet på at bygge den berygtede Burma-Siam jernbane. Han slap levende gennem det tropiske helvede og den umenneskelige tortur, han blev udsat for, men traumerne og hævntørsten sluttede ikke, da krigen sluttede.

I filmens start møder vi Eric ca. 40 år efter i en veteranklub. Det eneste, han går op i, er tog. Han kan alle ruter og togmodeller ned i mindste detalje. På en af sine mange togture møder han Patti. De falder for hinanden og bliver meget hurtigt gift. Først efter brylluppet får Patti øjnene op Erics mørke sider og oplever hans natlige anfald af angst. Eric vil ikke selv fortælle om krigen, men Patti sætter sig for, at hun vil finde ud af, hvad der er sket.

Filmen springer mellem 40'erne og 80'erne – og selv inden for disse to spor springes der i tiden – men når man ser filmen, virker det ikke så forvirrende som det lyder, for vi får scenerne i den rækkefølge, Patti får kendskab til, hvad der er sket med Eric under krigen.

Filmens vendepunkt er, da hun får navnet på en af de japanske officerer, der deltog i torturen af Eric. Han er i dag rundviser i fangelejren, hvor Eric sad. Hun opfordrer Eric til at drage ud og konfrontere fortiden.

Hvad der herefter sker, skal jeg ikke afsløre. Men da filmen bygger på virkelige begivenheder, kan man efter, man har set filmen, med fordel gå på YouTube og søge på Eric Lomax. Her ligger flere klip med virkelighedens Eric, der døde i 2012, mens optagelserne til filmen om hans liv stod på.

Da filmens udgangspunkt er krig og tortur, vil det være svært at lave den uden at vise krigens grusomhed og torturens fornedrende ansigt. De ubehagelige scener er med, men er minimeret til det absolut nødvendige.

Seks stjerner
Jeg har valgt at give denne film topkarakter af flere grunde:

Først og fremmest fordi fortællingen greb mig. Jeg kendte ikke mere til historien om Eric Lomax end det, man kan læse i resumeet herover. Erics liv er i sig selv en spændende og vigtig fortælling, men den er også godt og troværdigt omsat til film. Jeg var i den grad fanget gennem hele filmen: Filmen indeholder en perlerække af velplacerede højdepunkter, og ved at bruge den akronologiske fortællemåde kunne spændingen opbygges filmisk helt rigtigt uden at ændre på den virkelige fortælling.

Filmen er besat med en håndfuld skuespillere, der yder deres bedste i denne film – jeg vil især fremhæve Nicole Kidman som Patti, Colin Firth som den ældre Eric, og Stellan Skarsgård som krigsveteran.

Filmen har rigtigt mange lag: Det er en kærlighedshistorie mellem to mennesker, hvor kærligheden testes til sit yderste. Det er et psykologisk drama om umenneskelige overgreb og 40 års had, der skal have sin forløsning. Det er et historisk drama om anden verdenskrig fortalt på en universel måde, så den kunne handle om overgreb i alle krige. Det er en aktuel kommentar til den omfattende brug af tortur, der også finder sted i vores tid.

Filmen kredser om mange store temaer: smerte, vrede og hævn men også håb, kærlighed og tilgivelse. Man fornemmer, at Erics udgangspunkt er et kristent livssyn. Et digt, han fremsiger to gange i filmen, har tydelige referencer til Bibelens skabelsesberetning, og et enkelt velplaceret sted i filmen får vi også nogle vers fra Salme 23, Hyrdesalmen.

Selv om Gud fordrer, at vi skal tilgive og vende den anden kind til, er vi kun mennesker. Vi formår dårligt at tilgive helt ind i hjertet, selv om vi selv er blevet tilgivet så meget, af ham vi torterede og slog ihjel på et kors.

Jeg tror, at enhver, der ser denne film vil fundere over, hvordan man selv ville handle, hvis man var i Erics sted. Hvordan vil vi handle, hvis vi efter mange års had og ønske om hævn pludselig står over for den person, alle disse mørke følelser er rettet imod. Den person der har ødelagt ens liv.

Og så håber jeg, at man dernæst kommer til at tænke på, hvor god man selv er til at tilgive de uretfærdigheder, man af og til udsættes for i hverdagen. Vælger man den lille hævn – måske bare i form af en sårende bemærkning – eller formår man tilgivelsen og forsoningen.

---