The Quintet

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Hvordan forholder mennesker sig til egentlig til døden? I en gold endetidsverden viser filmen masser af symboler og skæbner i en konkurrence på liv og død.

Som det ofte er tilfældet med en film, man ikke kender til, har forventningerne svært ved at finde sin plads. Sådan også med "The Quintet", en for os ukendt film fra 1979 af den produktive Robert Altman med stjernen Poul Newman i hovedrollen. Filmen begynder langsomt. I et goldt snelandskab ses to mennesker tone frem af den tilsyneladende endeløse isørken. Ret hurtigt drages tankerne mod nogle af de senere postapokalyptiske survivalfilm som The Road eller Children of Men. Men sammenligningen ender her, for filmen fortæller ikke en af de to films historier om livet, som på alle måder skal overleve og beskyttes. "The Quintet" handler om døden.

Filmen har sin styrke i den måde plottet drages fremad. Det udfoldes som en del af spændingskurven, så man sammen med Newmans karakter, Essex, konstant må overveje, hvad der egentlig sker. Budskabet er dybt eksistentialistisk, fyldt med symboler og skæbner. Fem, måske seks, arketyper og deres forhold til døden præsenteres og maskeres i et guddommeligt spil, Quintet, hvor kun den stærkeste overlever. Beboerne i den postapokalyptiske by ved godt, at verden er død, og at de også selv langsomt er uddøende. Spørgsmålet er indirekte, om man helst vil dø langsomt eller hurtigt?

Teknisk skal der både roses for og advares mod filmens langsomme tempo. Til tider er det spændingsopbyggende, når vi leder efter "hvorfor'et," men i konklusionerne fastholdes det langsomme tempo, hvilket dræner spændingssaften og desværre gør filmen unødigt langtrukken og tør. Desuden udebliver forklaringen på, hvad der driver karakteren Essex i jagten efter mening i det fjollede og bizarre spil, han er vidne til og senere involveres i.

Filmen skæmmes af en konstant sløring af view'ets rammer, som muligvis illustrerer øjne, der ser, en isramme i det kolde landskab eller temaets klaustrofobiske dødsgreb. God idé, men elendig udførelse.

Tilbage ved spillet og dets eksistentielle kamp for døden, finder vi kujonen, som alligevel ikke kan flygte. Den intellektuelle etiker, som prøver at outsmarte både Gud og mennesker, men alligevel snubler. Ironikeren, som tror hun har gennemskuet alt og alle og lever på et andet niveau, men som alligevel må se sig gennemskuet til sidst. Og dommeren, som kun "fortolker" reglerne, men som i virkeligheden holder systemet i gang og måske, måske ikke, hellere vil være en del af det. På tværs af det står Essex, der blot ønsker at forstå, men som selv nødsages til at indgå i spillet.

Alle forsøger at vinde spillet – og besejre døden. Denne vinkel kan spejle vores holdning til livet og døden. Her kan filmen afsløre os i vores egenrådighed. Budskabet er pessimistisk og formår ikke at pege hen mod en større mening med livet. Men netop her har Kristus meget at give ind i den sammenhæng! Tør man tro på den forløser, der i filmen ikke fortælles om, så siger "The Quintet" noget dybt og klogt om meningen med livet og døden.

Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus Herren – Lukasevangeliet 2,10b-11.

---